onsdag den 28. december 2016

L’ile aux Cygnes – eller togbroen


Føste gang vi sad i Metroen og fra det underjordiske dyb pludselig kørte i fri luft blev vi begge noget overraskede.

Hvorfor nu det? Og hvorfor ikke?

Siden kørte vi over jorden flere gange, flere steder og nød hver gang kigget til byen, der lå langt fra oplevelsen af at gå ned et sted og komme op et andet, uden nogen viden om vejen dertil.


Pont de Bir-Hakeim - Paris


Første gang kørte vi over Pont de Bir-Hakeim, den fine bro, der rummer plads til flere forskellige former for passage, krydser floden nær Eiffeltårnet og som også krydser øen med frihedsgudinden. Vi endte med at køre over så mange gange, at vi nærmest begyndte at føle os hjemme i dens nærhed.

Det er ikke en specielt pæn bro. Alligevel synes jeg den er lidt speciel. Speciel nok til at den figurerer på flere af mine hjembragte billeder og fra flere forskellige højder. Speciel nok til at jeg har lyst til at dele den med jer.


Pont de Bir-Hakeim - Paris


Billedet i øjenhøjde er taget helt nede ved Seinen, hen over ryggen af en husbåd. Vi gik langs kajen i forsøget på at finde kanalrundtfartsbådene. Det lykkedes, og dengang vidste jeg ikke at broen også skulle foreviges fra både anden og tredie etage i Eiffeltårnet.

Det er sjove billeder, for begge har udsyn mod den del af Paris turistguiderne ikke fortæller meget om. Til gengæld har jeg fanget linie 6 på alle tre billeder, og den lange ø i midten af Seinen, med frihedsgudinden stående længst ude. Hun kan ses på begge de sidste billeder.

Øen – L’íle aux Cygnes – er den trediestørste ø i Paris. Den er ikke som de to andre beboet, den er heller ikke hverken middelalderlig eller naturligt funderet. Den er menneskeskabt, bygget for at styre strømmen af trafikken på floden omkring havnen ved Grenelle.


Pont de Bir-Hakeim - Paris


Tre broer krydser øen, Pont de Bir-Hakeim mod nord og Pont de Grenelle mod syd. Midtvejs krydser endnu en bro, togbroen Pont Rouelle. RER C-linien kører over midterbroen, der ikke bruges til andet.

På billederne fra tårnet, er der udsyn til Bois de Boulogne i baggrunden. Den store skov eller park i det vestlige Paris. Det var den vej Emilie og jeg forvildede os, da vi fra besøget ved Frihedsgudinden bevægede os vestepå over Pont de Grenelle og videre ud i det sekstende arrondissement. Vi gik ikke helt ud til skoven, men vi var godt på vej.


farver

prikker

Ingen kommentarer:

Send en kommentar