Inde i mit hovede er der fyldt med ideer til mere løbbinding. Sting skal prøves af og vilde ideer ligeså. Noget vil helt sikkert blive godt, andet vil lige så sikkert ikke ende der, hvor jeg havde tænkt mig.
Min erfaring kan endnu ligge på et meget lille sted, men som udgangspunkt er løbbinding ikke særlig svært, teknikken ganske simpel. Det handler mest om at gøre det. Igen og igen og igen.
Allerede nu kan jeg se et mønster, der handler om at opstarten og afslutningen er det sværeste. Ikke sværeste i den forstand at gøre det. Mere det sværeste i forhold til at gøre det pænt. Jeg synes jeg kommer efter det – mere efter starten end slutningen – men helt klart efter det.
Jeg er ikke i tvivl om, at der er også er temmelig meget temperament med i håndværket. Jeg fandt hør hos Panduro og tænkte at det skulle prøves af. Det blev til mere end prøve hør af. Det blev også til at prøve det fine stingmønster, jeg så i en af løbbindingsbøgerne, jeg har lånt på biblioteket.
Jeg blev ikke overbevist. Mønstret er rigtig fint, men lidt for langtrukken til mig. Det tager tid at sy de mange lange sting. De er rigtig fine og jeg synes stadig det er et superflot mønster. Men nu har jeg prøvet det. Det behøver jeg ikke gøre igen. Det samme gælder for hørgarnet. Det var lækkert at arbejde med, men så tyndt. Jeg følte ikke jeg kom nogen vegne. Jeg ved jeg er tålmodig, jeg bruger gerne oceaner af tid, hvis det er det, der skal til. Men åbenbart ikke her. Her gik det for langsomt til mit temperament.
Hellere jute. I den tykke version. Og en tyk indvendig sjæl at binde om. Hellere noget der vokser, som jeg kan mærke fremgang i. Sådan er jeg også.
En anden sjov oplevelse med løbbindingen er, at formen har sit eget liv. Den lille hørskål blev vind og skæv. Det kunne jeg muligvis godt have rettet op, men den generelle form… den bliver ikke altid som jeg forestiller mig, når jeg lægger ud. Det har ganske simpelt sit eget liv. Det kan jeg til gengæld godt lide. Jeg vil gerne styre, men jeg vil også gerne styres. Af projektet.
Den lille skål fik låg. Det skulle prøves. Fint svunget og med en indvendig ring, der holder låget på plads i skålen. Det skal prøves igen. En gang. Lige nu banker andre ideer på.
Min mor fik den lille skål i julegave. Den bor hos hende nu, og trods sin vind-og-skæv-hed er jeg godt tilfreds med resultatet. Jeg gjorde den med vilje en smule mere skæv, for når det var det den ville, synes jeg også der skulle gøres en dyd ud af det.
Låget sendte Anders tilbage til barndommens land. Med et skjold i lånerstørrelse og en strømpepind af den mindste slags, skulle der være grundlag for en ordentlig kamp, hvis en rotte skulle dukke op. Jeg har reserveret alle fire bøger på biblioteket, for nostalgien blev lyslevende efterhånden som skjoldet låget fik form.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar