Fra Concordepladsen gik vi videre op ad Avenue de Champs Elysee. Jeg mente ikke vi kunne være i Paris uden, og Emilie var enig om at Triumfbuen skulle ses, men også enig om at vi ikke skulle ind, op eller helt over til.
Det første stykke af Champs Elysee er på en trist efterårsdag… trist. Træer uden blade, containere og telte, der huser noget der ligner fortorvscafeer i kedelig indpakning, og manglende udsyn betød at Tøsebarnet ikke var udpræget imponeret.
Det ændrede sig brat da vi havde passeret Grand Palais og nåede butikkerne. Noget af det første vi mødte var en kæmpe Addidasforretning. Emilie havde hjemmefra fablet om nye sko og grønne striber. Hun havde sparret sammen og var helt på det rene med, at i Paris kunne hun spare hundrede kroner per par.
Jeg fandt et sted at sidde og pakkede strikketøjet frem, mens Pigebarnet undersøgte hylde efter hylde med muligheder. De grønne striber måtte hun undvære, men efter at have konfereret med en gut med headset (man kommer langt med tegnsprog) lykkedes det hende at nå frem til to par, der sjovt nok passede med de opsparrede kroner til det projekt.
Resten af dagen bar hun på en temmelig stor pose. Den gjorde dog ikke shoppelysten ringere, og selvom jeg gik efter gamle kulturinstitutioner, var vi også omkring temmelig mange shoppemuligheder gennem hele ugen.
Som vi bevægede os ad det lange strøg, voksede kæmpebuen i det fjerne, vi zigzaggede ud og ind gennem døre til spændende købsmuligheder og klokken nåede at blive meget senere end jeg havde forestillet mig, inden vi endelig var helt fremme ved porten til Napoleons Triumf.
Vi stoppede op, kiggede på værdig afstand, tog de nødvendige selfies og kiggede op ad de vældige alleer, inden vi fandt den nærmeste metro mod mødet med dagens tredie dame.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar