Strøget i juleklæder

I går lagde vi ud med årets juleture. Vi plejer at planlægge mindst tre, men logistikken gik ikke op, så i år er der kun to. Det viser sig vist at passe fint med antallet af deltagende børn. De store, der ved hvad det handler om skal nok melde sig til, mens de små og nye stadig har forældre, der skal se det hele an og for nogens vedkommende viger lidt tilbage for at sende poderne ud på gader og stræder.

Jeg skulle slet ikke have været med i går, men sygdom gjorde sit til at vi byttede, og mens Henrik kunne ligge hjemme og passe på sig selv, tog Berit og jeg til byen. Hjemme i Klubben var der assistance af et par vellidte unge vikarmedhjælpere, og så gik logistikken alligevel op.

Vi kunne have haft tolv børn med, vi nøjedes med ti. Alle var i godt humør og opstemte. Inden vi var nået ud af skolen, hen til bussen, ind i bussen og ud igen, over vejen vej stationen, ned ad trappen og endte på perronen havde vi begge talt til ti temmelig mange gange. Det ligger på rygraden, jeg tager mig selv i at tælle igen og igen.

Da toget kom startede vi forfra. Tælle, når de skal ind, tælle når de er inde, tælle undervejs (det kunne jo være en enkelt var faldet ud) og tælle når de står af. En voksen først og en voksen sidst, både når de skal ind og ud, når de skal op ad trapperne og når vi går mod den indre bys julelyksageligheder.

De var der hele tiden – alle ti. I toget udvekslede vi telefonnumre, for da vi nåede Kultorvet blev de fleste sluppet løs på egen hånd. To timer senere mødtes vi i den anden ende af Købmagergade. To havde ringet og skulle have hjælp til at finde vej, resten fandt selv frem, også selvom vi havde aftalt at mødes ved Illums udendørs elevatorer, og de udendørs elevatorer slet ikke findes mere. Godt klaret unger, siger jeg bare.

Undervejs havde Berit og jeg selvskab af de sidste to fra tredie klasse. Går man i tredie klasse er byturen sammen med de voksne, og da de to drenge ikke havde store planer, og ikke vidste hvad Strøget kunne byde på, var de nemme at have med. De ville gerne i Disney Butikken, så det kom de. Da vi foreslog Lego og den store BR butik var de også med og julemarkedet på Højbro Plads havde de meget sjov af.

Klokken fem stod alle ved Storkespringvandet. Vi tegnede og fortalte, pegede og pegede ud, og aftalen lød på at alle skulle mødes uden for den store BR på Strøget klokken seks. Erfaringen siger at alle butikker lukker klokken seks, og så passer det fint at gå videre til Shawarma House og spise aftensmad, inden turen går hjem.

Tydelighed er vigtigt, og da klokken slog seks, otte børn var forsamlet og de to sidste havde ringet og forklaret hvor de stod, havde fået anvisniger og burde være på vej, viste det sig at vi måske ikke havde været helt så tydelige som vi kunne have været.

Vi ventede. De to manglede stadig, kort efter ringede de igen. Nu stod de ved Holmens Bro og vidste hverken ud eller ind. Gå tilbage, sagde jeg. Fandt landmærker de kunne gå efter og gik dem i møde. Berit og de resterende otte børn gik den anden vej, fandt spisepladser og bestilte, så maden kunne nå at være klar til vi kom tilbage.

Det lykkedes. Et langt stykke op ad Strøget mødtes jeg med to meget brødebetyngede børn, der begge troede de skulle skældes ud. Men hvorfor skulle de skældes ud? Jeg havde tydeligvis ikke forklaret mig ordentligt. De havde muligvis ikke hørt ordentligt efter. De havde spurgt om vej, og var blevet peget i den forkerte retning. De havde ringet til mig og beskrevet et område jeg havde set et andet sted i byen, og de havde ringet igen, da de godt kunne se det var helt forkert.

Det kunne da ikke være bedre.

Efter mad, og fremvisning af indkøbene, kunne vi tage hjem igen. Denne gang med en flok noget trætte børn, med noget lettere punge. Alle var stadig glade, og alle var klar til næste år, når vi gentager og igen tager på tur til et julepyntet København.