Anders er gået i LEGOmode, og i den forbindelse viste det sig nødvendigt at opgradere udstyret lidt.
Han er af den slags, der i virkeligheden synes det er bedst at bygge selv, men det er også sjovt at følge anvisninger. Flyvemaskiner er så absolut i højsædet, og jeg er imponeret over hvor mange forskellige bevingede maskiner, der kan komme ud af den samme lille æske klodser.
Der er kigget igennem, klodser er sammensat og æsker er valgt ud. Ikke de store sæt, bare dem med de lækreste klodser. LEGO er nemlig en større videnskab, og de bedste klodser kan kun købes i sæt – eller man kan være heldig at finde billigt til salg i den blå avis eller andre steder på nettet.
En ordre blev sendt af sted til selveste LEGO, de udlovede en dusør i form af julebyg når købet oversteg et vist punkt. Længe efter dukkede noget op, andet var forsvundet, noget endda solgt igen. Julebyg udeblev og Anders blev slemt skuffet. Telefonsamtaler og mailudveksliger senere, sammen med folk med ledende stillinger, erkendte Lego fejlen, forsøgte at rette op efter bedste evne, og gjorde det så godt de kunne – omstændighederne taget i betragtning.
Endelig ankom også det lille julebyggesæt. Saml en lille figur hver eneste dag i december – frem til jul forståes. Anders havde allerede besluttet at vi skulle dele, at vi skulle bygge en del hver, hveranden dag.
Hurtigt viste det sig at sættet ikke indeholder dele til samtlige fireogtyve miniLegobyggerier. Det skuffede noget. Vi havde forventet det anderledes.
Da den 1. december bankede på døren, bygede Anders første del. Jeg bygger så på lige datoer. Vi bygger så mange små byggerier som vi kan, med de klodser der er til rådighed, og stiller op til skue ved siden af årets eneste juledekoration.
Hver dag er det spændende om den nye del kan bygges af de resterende klodser i sættet, eller om noget må lade livet. Det må noget nogen gange. Det lader ikke til at vi kan komme over fire hele byggerier, inden det bliver nødvendigt at skille en enkelt eller to ad, for at bygge dagens julebyg.
Nogle figurer er meget juleagtige, andre knap så julede. Nogen er nemme at genkende, mens andre kræver lidt mere fantasi, aben (eller måske var det en hund) vaskebjørnen og den sidste, der måske er en bamse var knap så nemme at placere som juletræet, sukkerstokken, kaminen, flyvemaskinen og den store gave.
Og selvom det i første omgang skuffede at der ikke var indhold til alle fireogtyve små figurer, er jeg gået hen og blevet helt glad for at skulle skille ad med mellemrum. De er meget hyggelige at have stående, men det er også meget rart med lidt udskiftning.
Jeg tror faktisk fireogtyve små enkeltbyggede figurer ville ende med at blive lidt for meget af det gode.
Så vi nyder de få der er – ad gangen.
Og efter jul kan kassen med LEGOklodser udbygges endnu en gang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar