tirsdag den 27. december 2016

Portvin på små flasker


Det var vindrueår i sommers. Jeg hørte danske vinbønder fortælle om det i nyhederne, og jeg så det på den lille undseelige vindrue vi har i haven. Sidste år troede vi den var død. I år kom den stærkt tilbage.


Søde druer fra egen have


Anders besluttede at lave portvin. Een lille busk uden beskæring giver ikke mange druer. Som udgangspunkt. Men det var vindrueår i sommers, og selvom vi ingenting vidste, lod busken passe sig selv og hverken klippede eller bandt andet op, end det der fejede over jorden, bugnede planten af druer.

De var små. De var fine. Og da Anders endelig besluttede at nu var tiden for plukning, smagte de søde og liflige. Jeg fik en klase og spiste dem alle sammen, mens resten havnede i bunden af den store ballon Anders havde indkøbt til formålet.

Det tog tid. Aldrig var det prøvet før. Den store ballon stod midt i stuen og hver dag blev den kærligt klappet, fornemmelserne fra barndomme fundet frem, den boblende lyd fra toppen beundret og beskrivelser konsulteret. Som børn af halvfjerderserne har både Anders og jeg oplevet vinballoner i kælderen, når vores forældre selv lavede vin. Dengang var det vist ikke med druer fra egen avl. Hvis egen avl kan bruges om en plante, der tilfældigvis befinder sig på vores lille plet jord, men selv stod for hele foretagenet….

Han havde snakket om rødvin, men det blev  undervejs lavet om til portvin. Sikkert godt, for selvom den betragtelige mængde frugt på den lille busk… eller er det et træ?, nok var mere end vi selv kunne spise, blev det ikke til meget, når der tales vinproduktion.


Portvin af egen avl


Lige knap to liter lød den endelig dom på. Lige knap ni små flasker med hver en kapacitet til to decileter blev fyldt med den færdige væske. Den ikke helt fyldte flaske blev prøvesmagt, og resten gemt væk.

En enkelt flaske blev delt til ris a la manden. Det er ikke den bedste portvin jeg har smagt. Men den er hyggelig, den dufter fint og har den helt rigtig farve. Og så tæller det alligevel temmelig meget, at den er lavet hjemme i stuen, med egne hænder og egen kraft.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar