Pakkeleg

Vi mødes altid hos min mor en lørdag i december. Vi hygger, snakker, spiser god mad og spiller pakkeleg. I år var ingen undtagelse.

Undtagelsen var at min svoger måtte blive hjemme og passe på sig selv, og at Daniel og Nikita aldrig nåede frem. De stødte på problemer, som var vigtigere at løse. Sådan kan det gå.

Altså endte vi i et lille sluttet selskab. Min søster og tre børn, Emilie og jeg og min mor og Annelise. Det gjorde ikke legen mindre sjov. Faktisk synes Zacharias godt vi kunne have blevet ved længe endnu, og Nicklas at det var ganske sjovt. Victoria planlægger at udbygge med et påskepakkespil – for hvorfor er det kun i december???

Det var sjovt. Det gik stærkt. Pakker flyttede sig med lynets hast over bordet. Grin lå øverst, omend jeg kan se på billederne at det også var ganske alvorligt. Hver havde sin strategi. Nicklas samlede på de røde pakker, mens en lille undseelig en, blev den der fløj bordet rundt flest gange.

Vi spiller flere runder på tid. Den der har flest, når runden er slut åber en pakke, inden næste runde. To sæt terninger roterer om bordet og det gælder om at holde tungen lige i munden, når der skal huskes hvad slagene med terningerne betyder. Vi laver nye regler hvert år, for det er ikke altid vi kan huske reglerne fra sidste år.

Første regel er, at har man kun en gave foran sig, må ingen tage den. En dag bliver børnene måske store nok til at den regel kan slettes – måske ikke. En seks’er betyder at man må tage en hvilken som helst gave fra de andre. En to’er betyder at man skal give en gave til venstre, en firer at man skal tage fra højre. En tre’er sikrer rotation i gavestrømmen, for den betyder at man skal skal bytte en af sine gaver med en af de andres.

Fem runder blev det til. Alle fire børn og Ann-Dorthe satte tid. Og så havde alle vist fået nok.

Børnene endte med flest gaver. Så er det vist, som det skal være.

Senere hev min mor lammekøllen ud af ovnen. Der havde den stået ni en halv time. Det er der absolut grund til at gentage en anden gang.

Slutteligt pakkede vi sammen, byttede julegaver, sagde farvel og fik alle de tunge indbundne pakker stablet op på cyklen og surret godt fast, inden jeg satte mig øverst og cyklede hjem i aftenmørket.

Emilie gik. Hun havde været en tur inde i byen inden vi mødtes hos mormor. Vi endte med at følges det meste af vejen. Til slut måtte jeg op på cyklen igen. Ikke fordi jeg ikke gad følges, men ganske simpelt fordi jeg blev vredet helt skævt af at gå med en tungt lastet cykel.

Sådan en er noget nemmere at styre, når man sidder midtpå.

Hjemme kan jeg konstatere at de nye pakker fylder noget mere, end dem jeg afleverede.