Med blink og hylende sirener

I de efterhånden mange år jeg har været ansat, har jeg været med til en del brandalarmer.  Langt de fleste den årlige obligatoriske brandøvelse.

I starten af skoleåret blev en ny type alarm sat op. Den skulle efter sigende være mere fintfølende og langt bedre end den gamle model. Det med fintfølende var bestemt ikke forkert, for i løbet af to-tre uger spænede alle børn og voksne på skolen ud på fodboldbanen og stillede op efter klasser, mens skolen blev gennemgået og det viste sig at frikadeller i microbølgeovne og støv på et toilet (eller hvor det nu var) kunne sætte den superfølsomme alarm i gang.

Heldigvis var alarmen på det tidspunkt endnu ikke på en direkte linje til brandstationen.

Ellers havde skolens økonomi måske set endnu værre ud, end den gør lige nu.

Følsomheden blev finindstillet til knap så følsomt, støvet blev fjernet og den direkte linje etableret – og siden har der ikke lydt nogen alarm.

Indtil i går.

Jeg stod ved den store kopimaskine og havde gang i kopier og hæfteklammer, da alarmen brød ud. Jeg nåede at blive i tvivl, måtte lige stikke hovedet ind i personalerummet, hvor nogen af de lærere, der havde spisepause eller forberedelse sad og så temmelig afslappede ud.

Jo, jo, den var god nok. Det var brandalarmen, og mens jeg greb computeren og mine nøgler, der var det eneste jeg havde med, lod kopier være kopier og satte kursen mod yderdøren og fodboldbanen, blev en del af dem siddende med ord om at det var det sædvanlige og det snart ville holde op igen.

At jeg bestemt mener vi alle skal være rollemodeller og i øvrigt tage brandalarmer alvorligt, fik nok et par ord med på vejen.  Men dem om det, tænkte jeg mens jeg fulgte med børn og voksne over skolegården mod pladserne til klassevis opstilling på boldbanen og den lille plet, hvor alle os, der ikke lige har elever eller SFObørn at tage os af, stimler sammen.

Vi stod der ikke længe, før vi kunne høre sirener i det fjerne. Kort efter drønede en indsatsleder, endnu en mindre bil og to store af slagsen, som jeg går ud fra indeholder brandsprøjter og hvad sådan nogle ellers skal indeholde, forbi ude på Tårnvej, for at dreje ind og holde ved skolen.

Fra vores plads på græsset kunne vi se aktivitet gennem glasdøre og vinduer, og mens vi ikke kunne se røgudvikling men kun blev koldere og koldere – så varmt er det altså heller ikke ude endnu – begyndte det spændende ved situationen at blive afløst af en længsel efter at komme ind.

Det var cirka der omkring vi fik grønt lys til at gå ind igen. Der var stadig et par brandfolk i kælderen – hvad der præcis var galt fandt jeg aldrig ud af - sikket noget med noget støv. Jeg så i hvert fald senere en noget hektisk chefpedel, der pludselig havde en noget overhængende opgave med at få orden på et eller andet…

Jeg nåede lige at tage et par billeder, da de sidste røgdykkere forlod skolen og satte kursen tilbage mod brandstationen. Den anden af de store var allerede forsvundet og om de små stadig holdt et sted i nærheden fandt jeg aldrig ud af.

Men jeg er glad for at vide, at alting virker som det skal.