Middag i tre dele

I fredags var der familiearrangement på Sorø HusholdningsSkole. Anders skulle have været med, men livet kom i vejen, og jeg endte med at tage alene derned. Det gjorde nu ikke oplevelsen ringere.

Jeg var i god tid, så jeg nåede endda et smut forbi biblioteket, hvor Anne netop sad og gerne snakkede fem minutter.

Tilbage på skolen, blev vi budt velkommen med drinks og sjove popcorn, inden vi fortsatte på det de kaldte Kitchen Jump. Hver familie fik hver deres kort med en rækkefølge, og så var det ellers om at finde de rigtige køkkener og spiseafdelinger – hvis vi ville have noget at spise.

Det ville vi gerne – alle sammen.

Skolen har tre store køkkener. Og en række meget små, som eleverne kan få lov at bruge uden for skoletid. De tre store – det rigtig store med personale og industrihåndteringer, som høre spisesalen til og de to mindre skolekøkkener – det røde og det grønne – udgjorde grundlaget for, at vi som forældre kom rundt på en stor del af skolen.

Delt i tre hold, der for hver ret blev sat sammen på ny, skulle vi indtage middagens tre retter under tre meget forskellige former.

Jeg startede i det røde køkken, der var omdannet til New York. Bagvæggen var prydet af New York skyline, stjernerne blinkede og på bordene i cafestørrelse gav sorte duge, sammen med meget høje huse med lys i vinduerne, yderligere stemning. Udefra blev vi mødt af den røde løber og inde spillede den musikalske lærer sprøde toner på klaveret i hjørnet.

Emilie hørte til i det røde køkken, og sammen med en veninde var det hende der præsenterede forretten. En fin anretning af laksetatar, bacontårn og spinatrulle sammen med hvidvin jeg synes smagte godt – jeg er ellers ikke så god til vin.

Da  tiden nærmede sig næste ret, blev vi bedt om at pakke sammen og finde næste spisested, og så fik eleverne ellers travlt med at rydde af bordene og dække op på ny.

Fra det røde køkken fortsatte jeg til spisesalen, hvor turen gik tilbage i tiden til dengang der var tjenestefolk til. Eleverne var iklædt både kapper, små forklæder og veste til drengene. På bordet kappedes kandelabre, blomster og muselmalet om at udvise størst overdådighed. Vi blev bænket om det lange bord med snehvide duge og tungt sølvbestik.

Jeg ventede med at sætte mig, tænkte at det var nemmere at finde en plads til én, end hvis man var en hel familie. Den eneste tomme plads viste sig at være lige ved siden af den samme familie, som jeg havde delt forret med. Vi var næsten gamle venner nu, og snakken gik let mens eleverne (næsten) let-til-bens serverede and og rodfrugter sammen med rødbedecarpaccio og cæsarsalat fra tunge fade, der nok krævede armmuskler. Til maden fik vi en rødvin som om mulig var endnu bedre en forrettens hvidvin. Måske jeg skal til at revidere det der med at jeg ikke kan lide vin.

Fra fortiden endte jeg i hallen, der ligger lige ved siden af det grønne køkken. Med strandstemning og en duft af sommer, omgivet af flagrende vasketøj, der ud over lange duge også indeholdt skolens samling af unævnelige, blev vi bespist med citronfromage, som enhver husmor fra min mormors tid ville være stolt af. Tilbehøret i form af bær og hjemmepresset æblesaft gav lige det sidste pift. På bordet lå grene og sten mellem hinanden og lidt tilbage (prociteret på en skærm) buldrede et bål, som nok gav stemning, men ikke varmede meget.

Da desserten var spist, var det tid at finde tilbage til spisesalen og fællessamling. Vi blev lovet kaffe og kage flankeret af modeshow gået af de piger, der siden efterårsferien har syet på roberne til gallafesten. Der var mange fine kjoler imellem, og jeg synes faktisk de var sluppet rigtig godt fra projektet.

Inden jeg forlod hallen, var jeg en tur om tørresnorene og kigge dybt i de gamle mammelukker. I min fantasi forstillede jeg mig kniplinger og fine broderede sting. Min fantasi holdt ikke helt stik med tiden, for dengang skolen så dagens lys var symaskinen for længst opfundet og maskinblonderne til at betale for penge. Men der var fine detaljer og et enkelt broderet navnetræk.

Med familiearrangementet er der også lukket på skolen i weekenden. Altså pakkede Emilie og jeg os sammen og gik mod bussen i håb om at den ikke lige var kørt. Inden vi nåede så langt mødte vi mit nye bekendtskab fra forret og hovedret. De så nærmest skræmte ud ved tanke på at skulle bestige et offentligt transpostmiddel – faktisk mente manden at han aldrig havde kørt i en bus – og da de alligevel skulle samme vej, og længere endnu, tilbød de at køre os hele vejen hjem.

Det sagde vi ikke nej til.

Billederne er taget med min mobiltelefon i afsindig dårlig belysning – jeg beklager kvaliteten. Men maden var god!