Mad i Sorø

Vi var tidligt oppe i går. Anders for at se Formel1, jeg for at komme til Sorø. Jeg havde sat min mor og Annelise stævne, så vi ville være tidligt fremme. Anders dukkede op timer senere, lige i tid til den frokost vi nåede at købe og få sat til side, inden alt blev udsolgt.

Emilies hold havde lavet takeaway frokostanretninger, som også gerne måtte spises på stedet. Tohundrede pitabrød, med kyllingekebab, salat, dressing og chili pakket i fine æsker. Inden vi fik sat tænderne i vores, var alt væk. Det smagte godt, og ved et bord ved siden af kunne børn få lov at blande krydderiblandingen, så de hjemme kunne lave deres egen kebab. Annelise mente at være et barn, og assisteret af Emilie fik hun blandet, hældt i pose og taget med hjem.

Andre elever stod for Caféen, hvor varm mad og en yderst delikat anretning kunne købes. De havde også kage med alt for meget sukker og the, der havde trukket alt for længe til min smag. På den anden side viste det sig at overtrukket bitter the gjorde sig godt sammen med ultrasød kage.

Elevernes indsats var der ikke noget at sige på. Anderledes var det med helhedsindtrykket. Jeg var ikke imponeret. Det var ottende gang skolen lukkede op for madmarkedet, jeg har kun sidste år som sammenligningsgrundlag. Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg var langt mere imponeret sidste år.

Rent fysisk var det hyggeligere sidste år. Sidste år var alt samlet i hovedhuset. Det gav mulighed for at gå på opdagelse på skolen gennem kringelkroge og gange. I år var mere lukket af og det kom til at virke mindre. Jeg tror der var lige så mange stande som sidste år, men alligevel.

Grunden til det aflukkede var formentlig at det nye multihus, der kræver at man bevæger sig udenfor og går gennem haven, også var i brug. Det er et lækkert hus, og det var heller ikke nogen dårlig ide, jeg blev bare irriteret over at stadeholderne havde fået så meget plads bag staderne at de nemt kunne tage en svingom, mens kunderne stod som sild i en tønde. Det gav ikke plads til fordybelse.

Det der imponerede mig mindst var udvalget af stande. På mig virkede det for kommercielt. Der var for mange profitmagere og for få entusiaster. Sidste år var det omvendt. Jeg synes det spændende sådan et sted er nicheproduktionerne. Folk der har gjort deres hobby til en levevej, eller næsten kan leve af det. Folk der brænder for det de laver og vil noget med det.

Dem der kun findes en enkelt af, dem man ikke møder andre steder. Eller dem, man skal køre langt for. Dem var der for få af.

Jeg er ikke sikker på det er rigtigt, når jeg kigger på deltagerlisten er der masser af de små, de forsvandt bare mellem de kommercielle og de store. Dem man altid kan finde, og som ikke er spændende sådan en dag.

Men vi havde en hyggelig dag. Vi blev der nærmest til vi blev smidt ud. Vi nåede lige at konstatere at bussen var kørt, og så traskede vi tilbage mod stationen. Det var skønt at se Emilie blandt venner, i omgivelser hun holder af. Også selvom hun brokkede sig noget over, at i dag skal de gøre rent.

Det var uden tvivl dagens højdepunkt.

Og jeg glemte helt at tage billeder.