Arvegods

Måske har I set det. Bordet som på mere end et billede har figureret i de sidste ugers indlæg. Jeg har nemlig arvet – på en måde.

Bedstevenindens faster døde for efterhånden længe siden. Først var der en praksis at gøre op, og siden et bo, der skulle skulle deles og sælges og ryddes op. Til allersidst stod resterne tilbage. De rester som ingen ville have, og som ville ende deres liv på en losseplads, hvis altså ingen kunne finde brug for dem.

Sille var forbi og se resterne igennem. Hun satte sig på sybordet, som hun med det samme kunne se bo hos mig. Det er efterhånden også længe siden, og bordet har stået hos hendes søster en hel del måneder, før der for et par uger siden pludselig var tid til at køre forbi.

Det var samme dag, Daniel havde været forbi med kattene, og de flyttede nærmest ind, så snart bordet kom inden for dørene. De så også temmelig fornærmede ud, da  jeg endte med at lægge bordet ned. Det ene ben er nemlig ikke bare en smule løst, det har også en mindre flænge, der godt kunne gå hen og flække midt over, hvis ikke der bliver gjort noget ved det. For hver gang en kat hoppede op, kæntrede det mere og mere faretruende, og så lagde jeg det altså ned.

Så nu ligger bordet ned. Midt i stuen. Og venter på reparation. Anders har fundet limen. Og lagt den frem. Men for øjeblikket er livet langt mere vigtigt end en smule lim, og derfor ligger det der endnu.

Jeg ved ellers præcis hvor det skal stå, når det engang kan stå selv igen.

Silles familie er sådan nogle, der har mange spændende smukke møbler fra en svunden tid. Det gælder også det lille sybord, som er langt større (i hvert fald højere) end jeg umiddelbart havde forestillet mig. Hvor gammelt det er, ved vi ikke. Silles far gættede umiddelbart på omkring 1860. Det stemmer meget godt overens med tydeligheden af at det er håndbygget, og samtidig uden tvivl er fra en tid, hvor materialerne ikke længere var dyrere end arbejdskraften.

Silles søster har lovet at grave videre i spørgsmålet, for der findes endnu en faster, som muligvis ligger inde med flere oplysinger og viden.

De fine finérindlæg er skæve i samlingerne – hvilket taler for noget nyere. På den anden side, har der vel altid været nogen der var dygtigere end andre til deres arbejde.

Bordet har uden tvivl levet et hårdt liv. Det har været udsat for fugt og kulde, som betyder at det har slået sig og finéren er løsnet sine steder. Det er vind og skævt, men det ændrer ikke ved at det er godt håndværk og et helt igennem smukt møbel.

Det allerbedste var at løfte låget.

Under låget er rum og plads til alt det en syerske har brug for. Gamle knappenåle har forputtet sig mellem skillevæggene og tidens tand har slidt på fornuften.

Lågene til de små rum er bortset fra ét alle uden håndtag. Hjørnelisterne, der skal holde lågene i passende afstand fra bunden er stort set alle forsvundet og jeg kan ikke lige gennemskue hvordan eller om trisserne til garn kan tages op. Måske skal man vikle garn om, mens de sidder i bordet…

Den største skat er nålepuden. Under det miderste låg gemmer sig en nålepude. Stoffet er gennemstukket og fyldet er uden tvivl hø eller halm – hvilket igen giver plads til tanker om bordets alder.

Når benet engang igen kommer til live og bordet engang igen kan stå, så venter en forsigtig restaurering af rummene under låget. Der skal nye lister i hjørnerne og der skal knopper på lågene, så de er til at tage op og måske skal der nye skillevægge, der hvor tydeligt engang har været nogen. Og så skal Anders nok på arbejde og lave nye beslag til nøglehullerne. For dem der sidder for nu er af plastik. Lige det punkt gav en del tvivl om alderen. Men det kunne jo godt tænkes at gamle beslag på et tidspunkt er blevet udskiftet med nye…

Det vil unægteligt være pænere med beslag af messing – og når nu Anders faktisk kan lave sådan nogle…