Jeg tog to piger i at lyve i dag. Det er ubehageligt. Og slet ikke nødvendigt. Faktisk var det ganske unødvendigt. Synes jeg. Men sådan er der så meget.
Det er sådan nogle situationer jeg øver mig i, for jeg synes ikke jeg er god til det. Jeg vil helst tro på andre når de siger noget, og jeg havde ikke andet bevis end en følelse af at alt ikke var som det skulle være. Jeg var så sikker at jeg spurgte, selvfølgelig benægtede de, og uden bevis bliver jeg lammet og ved i virkeligheden ikke hvordan jeg så skal takle situationen.
Jeg har ikke lyst til at anklage nogen uretmæssigt. Det duer ikke. I virkeligheden handler det slet ikke om at pigerne lyver. Det handler i langt højere grad om at jeg er frygtelig konfliktsky, og glemmer alle de værktøjer der ligger dybt begravet i min rygsæk. Det handler om den lammelse jeg oplever i situationen, og som gør at jeg glemmer hvordan jeg bør handle.
Set i bakspejlet ved jeg godt hvad jeg skulle have gjort. Jeg ved godt jeg skulle have været ærlig og have sagt præcis det jeg tænkte. Og følte. For jeg vidste de løj. Jeg kunne mærke det. Det var så tydeligt. Men jeg sad fast i mig selv, og glemt at mærke efter.
I stedet fandt jeg den kollega der er allerbedst i netop sådan nogle situationer, og inden jeg nåede længere end starten på historien viste det sig, at hun sad inde med den viden jeg ikke havde. At hun havde set lige præcis det der skulle til, for at vende historien.
Og selvom det sikkert havde været bedre med en fornuftig snak med pigerne, der kunne have givet dem mulighed for selv at gå til bekendelse, så synes jeg alligevel vi fik en god snak, der gav mig mulighed for at øve, og pigerne mulighed for at komme videre på en fornuftig måde.
Om jeg husker de rigtige handlemønstre næste gang er langt fra sikkert. Men jeg øver mig, og ved godt at det i høj grad hænger sammen med hende den søde og pæne pige, som jeg har en aftale om at pakke godt og grundigt væk.
Bare en gang imellem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar