Jeg strikker ærmer. Normalt synes jeg ikke ærmer er sværere at komme igennem end resten af et stykke strik. Normalt har åbenbart forlagt sig selv.
For jeg synes pludselig ærmer er det mest kedelige i hele verden. Så kedelige at jeg tager mig selv i at lave overspringshandlinger i stedet for at blive færdig. Jeg mangler kun ærmerne. På mindst to projekter. Mindst fordi der måske ligger endnu et projekt dybt begravet i en eller anden kasse, som også kun mangler ærmer.
Jeg er ikke helt sikker. Jeg ved jeg har noget begravet, men jeg har ikke tænkt mig at finde det frem, for at finde ud af det.
Det hjælper ikke særlig på min nuværende aversion mod ærmer, at endnu et projekt med stigende fart nærmer sig stadiet for ærmer.
Men jeg vil jo gerne være færdig. Og jeg næsten færdig med første ærme på det første jeg-er-nået-til-ærmerne-projekt. Det har slet ikke været slemt. Hvorfor synes jeg så stadig det er forfærdeligt at strikke ærmer?
Og hvorfor tager mig selv i at være ganske tæt på at starte et nyt projekt – som sjovt nok også indeholder ærmer?
Jeg gjorde det ikke. Jeg vil stadig gerne. Men jeg har besluttet at ærmerne skal være færdige først.
Nu er det spændende hvor rank og holdbar min rygrad er…
uha, det kender jeg godt, talte lige "mine mangler ærmer projekter", det ser ikke godt ud.
SvarSletMarianne, det er godt at vide, at jeg ikke er alene :)
SletDet var dog den smukkeste, mest nuttede drage, jeg nogen sinde har set. Jeg er helt vild med ham. ( ville dog have gættet på det var en hun) :-) Knus til både dig og Smaug fra
SvarSletfru Jensen
Gudhjem
PS. Bliver selv kaldt Dragen af min mand og resten af familien
Tusind tak Fru Jensen. Jeg bliver vist mest kaldt sød eller min mening... det sidste er en joke på Anders' arbejde, der vistnok handler om at de allesammen altid er nødt til at ringe hjem for, at finde ud af hvad de mener og hvornår kalenderen har plads til sjov :)
Slet