Strandtur

Dagen for Emilies fødselsdag, stod vi tidligt op, dækkede bord og vækkede med sang og varme boller. Vækkede er nu så meget sagt, for Tøsebarnet havde ligget længe vågen og ventet.

En strandtur blev planlagt og da vi nu kendte turen og havde udset en sti, der  skulle afkorte vejen et par 100 meter, valgte vi den. Et hyggeligt valg, men bestemt ikke det hurtigste. Stien viste sig at være et overgroet spor, der gik over under og rundt om skovens liv. Nogle steder var smattede og våde, mens andre var tørre. Hyggeligt, var der inde i alt det grønne, men ikke nemt fremkommeligt.

Midt på stien fandt vi en sten der vidnede om, at vejene i området er ændret i løbet af de sidste mange år. Den vej jeg tidligere havde fundet på det gamle kort, som ikke længere findes i sin fulde længde, fandtes engang, og skiltningen findes endnu.

Ved vandet blæste det op, vilde bølger rullede ind mod land og vandet var koldt at komme i. I kom de dog, begge to og rullede glade rundt med bølgerne, før det blev for koldt og kun Vandhunden var tilbage, uden planer for nogensinde at forlade det våde element.

Til sidst kom hun op, og da jeg fortalte om traditionen for at finde en sten med hul i, inden stranden forlades, lød der et fast overbevisende udsagn om at, Tøsebarnet ikke kunne finde sten med huller i.

Det udsagn blev hurtigt gjort til skamme, for i løbet af nul komma fem, havde hun fundet fire, der alle blev fragtet tilbage og hængt op i et træ. Men inden vi nåede så langt, ventede turen tilbage. Efter sådan en omgang vandgang var begge ungerne trætte, våde og kolde og ikke videre tilbøjelige til at gå tre km tilbage.

Nu var der ikke andet at gøre og det skal siges til deres ros at ingen klagede, og hele turen klarede de selv underholdningen ved at lege “jeg ser”. Meget grønt blev spottet sammen med brun og hvid og ind imellem gul eller pink.

Tilbage ved hytten ramlede de alligevel omkuld og vågende først op igen, da maden stod på bordet.