Hvorfor!?

Generelt er jeg ret tålmodig, også med andre mennesker, alligevel nåede jeg at blive temmelig irriteret i går, i toget på vej mod byen. Hvorfor er det så jeg ikke siger noget, men bare sidder og bliver irriteret? Hvorfor holder jeg mig tilbage? Er jeg i virkeligheden bange for at andre skulle blive sure på mig? Jeg ved det ikke, men det kan godt irritere mig lidt, at jeg ikke bare sagde, hvad jeg mente!

Historien er som følger:

Jeg fandt stationen, S-toget kørte ind og jeg satte mig på den første ledige plads. Først der gik det op for mig, at jeg havde forvildet mig ind i en stillekupe. Godt så! Jeg slukkede lyden i mobilen og nød stilheden.

Et par stationer længere fremme dukkede to piger og en lille gruppe børnehavebørn op i kupeen. De var opmærksomme på, at det var en stillekupe, satte sig og overholdt fint alle regler for opførsel i en sådan.

Jeg var faktisk ret duperet over at ungerne, der formentlig havde været på tur og så en smule trætte ud, formåede at sidde stille.

Samtidig kom to kvinder og den enes barn også ind i kupeen. De satte sig lige bag mig og snakkede – højt – om hist op og kom her ned. Barnet sagde ingenting, satte sig bare med et blad og kiggede lige så stille.

Resten af kupeen sagde ingenting, hvilket måske nok var medvirkenede til at samtalen, mellem de to finker, ikke føltes lavere.

Jeg havde sådan lyst til at vende mig om og rette deres opmærksomhed mod, at de sad i en stillekupe. Ingen andre gjorde det og jeg var lidt bange for jeg ikke ville kunne gøre det på en venlig måde, for jeg blev mere og mere irriteret.

Inden jeg nåede meget længere, skulle jeg af. Allilgevel ærgrer det mig et eller andet sted, at jeg ikke lige sagde noget – bare et eller andet.

Måske er jeg bare for “sød” – jeg hænger fast i flinkeskolen, men en eller anden dag, må jeg da lære det!