Frilandsmuseet

Der er så smukt ude på Frilandsmuseet.

Det er omkring ti år siden, jeg var der sidst. Nu undrer jeg mig bare over, hvorfor det skulle tage så lang tid at komme derud igen. Samtidig koster det ingenting at komme ind, så en billig heldagsudflugt for familien ville være en fantastisk ide.

Emilie synes at mene det samme. Hun har allerede besluttet, vi skal derud igen. Næste gang hele familien!

Hun har ret. Det er ikke sidste gang vi skal mod Brede.

Det er også stort. Selvom vi var der fem timer, og Tøsebarnet begyndte at hænge og gerne ville hjem, havde vi ikke set halvdelen af alt det der er at se. Undervejs hørte jeg nogen sige, at har man først været inde i et af husene, har man set det hele. Sådan har jeg det ikke. Jeg synes der er noget spændende i alle husene.

Byggestilene, tidsbillederne om huset har ligget i byen eller på landet giver hvert enkelt bygning forsklelligheder, der er med til at bygge historier. Husene og interiør kommer fra hele landet, nogle stykker sågar fra Sverige – Dele der tidligere hørte Danmark til. De ældste bygninger kan dateres 300 år tilbage mens de nyeste er fra omkring 1930.

Der er store bygninger og små. Der er bygninger, der tydeligt har tilhørt folk med penge og småbittte hytter, med dårlig isolering og hængende døre. Det har mange steder været et hårdt liv og at dokumentationen er så tydelig og lige til at føle på, gør bare oplevelsen så meget mere nærværende.

Området er delt op i en landsby med gadekær og tætliggende huse og et landområde med marker, hede og langt mellem naboerne. I et hjørne er museet ved at skabe en stations anno først i 1900-tallet.

Det meget vekslende landskab og de mange bygninger fra nær og fjern gav masser af stof til eftertanke, spørgsmål og lyst til at vide mere.

I flere af specielt landegendommene, der kommer fra Jyllands vestkyst, undrede jeg mig over tomme stuer, med dragkister langs væggene og ellers ingen møblement. Det kan da ikke passe, at der har været plads til stuer, der tilsyneladende ikke bliver brugt, tænkte jeg og tænkte videre, at selvfølgelig har de også været møbleret.

Det var lige indtil, jeg faldt over et skilt, der fortalte at hele vejen op langs Jyllands vestkyst, har mange bønder og fiskerfamilier haft en ligstue, der kun blev brugt, når nogen døde, 0g der skulle vogtes over liget, inden begravelsen. Til hverdag brugtes stuen til opbevaring, hvilket forklarede dragkisterne.

Jeg ved godt, livet har været hårdt at mange både bønder og fiskere omkom af det hårde slid, den dårlige kost, sygdom og livet i al almindelighed. Men at have haft brug for en stue, der kun blev brugt ved dødsfald, det giver  mig et ufatteligt indblik i, hvor tæt døden har været på dagligdagen.