Frilands leg

I enkelte af husene var der folk på færde. Her var også mulighed for lidt leg anno flere forskellige århundreder.

Allerede ved indgangen fik vi en oversoit over de bemandede bygninger og på kortet kunne vi se, de lå spredt over hele området. Altså blev turen planlagt efter hjemmeværende husmænd og fruer. Undervejs fik vi set næsten alle de andre huse vi gik forbi.

Hos fæstebonden, var pigen hjemme og kærnede smør. Jeg har læst en del af Laurabøgerne højt for Emilie og der fortælles om smørkærning i en stor kærne, med en tung kærnestang. Den der var i brug på gården her, var en del mindre, og Emilie synes det var sjovt at prøve.

I Andelsbyen havde Brugsen åbent og på hylderne stod Madam Blå og erstatningskaffe. Uddeleren havde travlt med at sælge rustne søm og is til gæsterne.

I køkkenet i boligen bag Brugsen mødte vi pigen, der bød på kærnemælkskoldskål med kammerjunkere. Emilie ville ikke have nogen, men hun ville gerne prøve stylterne udenfor, selvom det var svært og der ikke blev gået mange skridt.

Hun gik til den og gav ikke op lige med det samme.

På herregården mødte vi herremanden. Hans søster skulle holde bazar til hjælp for de fattige børn i sognet, og havde sat ham til at klippe papirsklip. Det var han dygtig til og mens vi så på, klippede han et fint klip med pegende fingre og sommerfugle.

Da søsteren ikke var i nærheden og Emilie havde stået og kigget på, fik hun klippet med hjem. Nu mangler vi bare en ramme, så ikke det ender som en krøllet bunke papir.

I herrregårdens køkken var der travlhed. En pige hakkede mandler, mens kokkepigen lavede æggekage. Også her var der smagsprøver.

Fra herregården fandt i frem til den lille jyske gård, hvor der blev strikket sokker i bunkevis. De havde mange, så mon ikke hosekræmmeren har været på vej.

Udenfor legede en bonde fang tyren med de børn og voksne der havde lyst, mens andre kastede med hestesko eller hjalp med at karte uld til de næste mange sokker.

Der var masser af uld og karter til alle, der ville prøve. Nogle var mere tålmodige end andre og mens Emilie kartede til den store guldmedalje, gav jeg mig i kast med den håndten, der lå til fri afbenyttelse.

Vi havde et lille kartekursus på seminariet. Alle tænkelige fibre blev kartet og siden spundet på en håndten. Jeg husker det som spændene og at jeg endte ud med et resultat, der var nogenlunde ensartet hele vejen. Og sørme om jeg ikke kan endnu, det er måske endnu en af de ting, der ligger på rygraden, når først det er lært.

Det tager bare lang tid og de par meter jeg fik spundet, bliver næppe til noget varmt!