torsdag den 16. juli 2009

Hjemvendt


dahlia

Hjemme igen efter en uge i et nedsat tempo, ude i en skov, hvor tiden nærmest står stille og alting tager, den tid alting tager.

På altanen ventede de to første dahlia af de seks vi plantede for flere måneder siden. Seks forskellige af arten, der lykkeligt er glemt, hvad hedder og hvordan ser ud.

Den ene gav op længe inden den blev til noget, og af resten har kun de to valgt at sætte knopper. Jeg er spændt på hvordan den anden ser ud, og kommer tid, kommer råd, så næste år er der forhåbentlig endnu flere blomster.

Hjemme ventede en pakke på posthuset. Inden vi tog afsted forbarmede vi os over Ungersvendens telefon, der ikke har kunne tåle den hårdhændede behandling, og med en ikke-eksisterende skærm blev der fundet et godt tilbud og investeret i nyt.

Den lå nu og ventede, og da Ungersvenden ikke kunne vente og apperatet er bestilt i mit navn, måtte jeg afsted. Cyklen blev afprøvet og det lod sig gøre.

cykel

Ikke nogen udpræget fornøjelse, den cykeltur, men det gik. Ondt gjorde det i både muskler og led, men erfaringerne fra trapper og nye tiltag gennem de sidste uger, siger mig at det bliver bedre. Selvom jeg umiddelbart synes det er meget mere behageligt at gå, var det en sejr at kunne komme rundt, og tanken om at kunne cykle, når ferien er slut rykkede straks tættere på.

Da jeg alligevel skulle afsted, blev der tid til at aflevere de mursten vi havde med og tyggede os igennem meget hurtigere end beregnet. Heldigvis lå der nyt og ventede på biblioteket og nyt er bestilt, for da de medbragte ikke rakte længere, gik vi ombord i den lokale bogreol, der bød på et gensyn med et af teenageårenes bedste bud på en god roman – Sjöwall og Wahlöö.

Og endnu engang blev jeg mindet om at en eller anden dag, bliver jeg nødt til at rydde kælderen og nå ind til de flyttekasser, der ligger inderst inde, aldrig er pakket ud og blandt andet indeholder størstedelen af lige netop den serie.

Nu er de bestilt fra biblioteket, for det bliver ikke nu kælderen bliver ryddet og hvis ellers jeg kan få solgt ideen, skal Ungersvenden påduttes at læse, for mon ikke han også vil synes de er et besøg værd!

En dejlig uge var det og et sted mellem kamera og computer ligger masser af billeder fra ferien, så det bliver ikke nu, men i løbet af de næste dage, skal de pakkes ud og fortælles om.

2 kommentarer:

  1. Velkommen hjem. Hvor fint at også blomsterne byder Jer velkommen :-)
    Tusinde tak for din udførlige beskrivelse af smocksyning. Dejligt at læse, at det også tager længere tid for en prof. :-))

    SvarSlet
  2. Tak Lotus. Lækkert du kunne bruge anvisningen :)

    SvarSlet