Vi er sultne!

Der er så lækkert deroppe ved Asserbo, så da det viste sig vi ikke havde travlt og nye gæster ikke ankommer før om et par dage, besluttede Anders på stedet at blive. Jeg blev også gerne, men unger, der har været hjemmefra ikke kun med os, men også en uge med faderen, altsammen uden computer, ville ikke vente længere.

Vi tog hjem, overlod Anders til stille meditation, skiftede tog et par gange og stod pludselig på Hellerup uden Emilie, der fortsatte, selvom vi havde øjenkontakt med togføreren, der skulle overholde timeplanen, og ikke åbnede døre, når først de var lukkede.

Glæden over mobiltelefonen var til at tage og føle på, og vel samlet igen, blev turen lidt længere og jeg lovede på stående fod pizza til aftensmad.

Efter posthus- og biblioteksbesøg fandt tøsebarnet sammen med en længe savnet veninde, de tog på opdagelse og lovede at være hjemme senest klokken syv.

Først kom et opkald om en punkteret cykel, ingen fare dér – I må bare trække. Senere kom opkald nummer to – et par drenge havde skubbet dem i et springvand og mens jeg kunne høre veninden tude i baggrunden, var Emilie helt med på, nu gjaldt det bare om at komme hjem, med cyklen på slæb og i det tempo, de nu kunne gå. Heldigvis er der stadig sol på himlen, så forfrysninger får de ikke.

Undervejs lagde de planer om fælles overnatning, i første omgang hos veninden, men nu er de her, efter et længere skift hos tøsebarn nummer to, og jeg har stadig lovet pizza. Ungersvenden og jeg har længe været sultne, bestillingen er nu afgivet og mens Ungersvenden, der ellers altid er til at sende, sidder fast i et Raid af den slags, der ikke er til at gå fra og involverer folk fra hele Verdenen, er tøsebørnene stadig kolde efter den ufrivillige vandgang – altså er det mig, der er på vej ud ad døren.

Må hellere komme afsted!