Himmelbjerget er skabt da isen fra sidste istid trak sig tilbage og dannede en tunneldal, der med tiden blev til Julsø - søen hvorpå Hjejleselskabets både lægger til. Et bjerg er det næppe, men med 147 meter, blev knolden længe anset for at være Danmarks højeste punkt.


I middelalderen hørte skovene omkring Himmelbjerget til Klosteret Øm. Klostret var katolsk og ved reformationen overtog kongen området, og gennem et par hundrede år var området under kongeligt herredømme.
I slutningen af 1700-tallet blev besiddelserne solgt, og med tiden blev gårdene selvejende. Da Steen Steensen Blicher holdt det første folkemøde på landets højeste top i 1839 var toppen ejet af husmand Peder Nielsen. Året efter nægtede bonden præsten adgang, men kongen bakkede op om arrangementet og købte bjerget til det danske folk. Steen Steensen Blicher stod bag en række folkemøder på toppen af bjerget, frem mod 1844.



Senere blev det den driftige Michael Drewsen, der stod i spidsen for møderne på topppen af bjerget. Denne gang som en hyldest til Grundloven. Grundlovsmøderne på toppen af bakken, bliver stadig afholdt den dag i dag. Toppen af bjerget der ud over tårnet også lægger grund til samlingsstedet, er også fyldt med vigtige mindesmærker. Mange af dem er sten, sat over mænd og handlinger. Selv finder jeg Dronningestenen og Kvindeegen de mest interessante. De er begge sat i 1915, som et minde om kvindernes stemmeret. En ret vi tager for givet i dag, men som vi altid bør huske på.
Dengang Hjejleselskabet var nyt, tog flere vigtige personligheder turen fra Silkeborg til foden af Himmelbjerget. En af dem var H.C. Andersen, som kom på Himmelbjerget mange gange. Så mange at en bænk med udsigt over dalene bag bjerget er opkaldt efter ham. Så mange gange, at en sten med inskriptionen: Jeg tror der er skønnest i Danmark, H. C. Andersen, venter på kajen når bådene ligger til.


Ved bænken står en sten med de to første linjer fra I Danmark er jeg født. Skal man tro historierne holdt Andersen så meget af udsigten over åsen at han følte sig hensat til Skotland. Vi fandt bænken, nød udsigten, inden det var tid til at begive os ned mod landgangsbroen og sejladsen tilbage mod nutiden.
Størstedelen af oplysningerne har jeg fundet på Himmelbjergets egen hjemmeside.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar