Weekenden er brugt i Aarhus. Sammen med fire gæve kvinder. Det har været skønt.


Baggrunden var den årlige weekend, hvor alle der kan, sammen tager af sted ud i verden og bruger tid til at være sammen. Sidste år var vi i Göteborg, i år gik turen til Aarhus.
Sidste år var vi omkring tyve, i år bare fem. Hvorfor flere ikke kunne, eller ville, er vi ikke rigtig klar over. Men vi fem har haft en fantastisk weekend, hvor vi som Tine sagde; ikke skulle være oversociale.
Vi tog Kombardo-bussen fra busterminalen ved Dybbølsbro, og sejlede fra Odden til Aarhus fredag eftermiddag. Vi havde på forhånd hver især booket værelser på Cabinn. Det gav anledning til en tour de chambre, for det var lidt forskelligt hvad vi var endt i.


Jeg har boet på hotellet før, og vidste at værelserne er små. Så små at de godt kan føles lidt trange. Jeg havde derfor bestilt et lidt større værelse. Tine og Rie havde besluttet sig for penthouseboligerne. De var fine, havde udsigt over åen og fri adgang til larmen fra Aarhus' natteliv. De blev noget utilfredse, da de mødte mit værelse med køleskab og udsigt til en baggård uden larm. Jeg var glad for mit værelse og havde kolde danskvand på køl.
Vi har spist god mad, vi har gået den gamle by tynd, vi har drukket drinks og snakket, grinet og været alvorlige.
Og vi har været modige. Rie var madmodig og smagte på mad hun ikke havde mødt før. Jeg gik med Tine og Camilla, der bader mindst en gang om ugen hele året rundt, til havnebadet i Aarhus, som damerne var imponerede over.


Vi var i både lørdag og søndag morgen. Havnebadet havde en sauna, så vi var i vandet med to ture i saunaen imellem begge morgener. Jeg synes det var koldt, men lettere at komme i end forventet. Og det var skønt bagefter.
Søndag morgen gik Marie med og dermed var vi to, der var vandmodige. Jeg har muligvis lavet en aftale med damerne om at tage med dem en gang om ugen, hvis det kan lade sig gøre. Jeg gad godt, men jeg er usikker på om det hænge sammen med aftenstudier, farmordage og resten af arbejdslivet.
Jeg tror vi gør et forsøg.
Hjemme igen glæder jeg mig over en fantastisk weekend.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar