mandag den 25. august 2025

Havefest

 

Det er karamboleret før. Anja og Jens holder hvert år havefest i deres skønne have - stort set altid samme weekend som Oscar har fødselsdag. I år samme dag.

Ud over muligheden for at se mine skønne veninder/tidligere kolleger, er det også altid en skøn aften i hyggeligt selskab i dejlige rammer og i et tempo som selv bestemmer. 



Begge arrangementer startede samtidig. Det kunne jeg ikke. Men jeg kunne få Emilie til at køre mig til Terslev, da hun skulle hjemad, og dermed ende aftenen i Anjas have samme med de skønneste af de skønne. 

Og Emilie fik muligheden for et kig i haven og at se en enkelt løbeand. De gemte sig nemlig. 

De var næsten nået til desserten, da jeg nåede frem. Så jeg spiste i omvendt rækkefølge. Når Anja og Jens holder havefest er der altid et tema. I år var temaet dansk og smørrebrød. Alle gæster medbringer en ret, og der var heldigvis overskud, så jeg spiste omvendt og nåede at få et par af de fine kreationer, der var pakket væk, men snildt kunne findes frem fra køleskabet.



Vi overnatter altid, sover i shelteret, denne gang lige ved siden af de nyligt opførte bistader. Der plejer at være flere der sover, men pludselig var vi bare fem tilbage - inklusive Anja og Jens. 

At vågne op til udsigten fra Anjas shelter, og sidde i morgengryet sammen med en flok ænder, der bestemt ikke var tilfredse med at hverken Berit eller jeg gav dem morgenmad. Anja har både Moskusænder og Løbeænder og begge slags stillede sig op og kiggede anklagende på os. De var også henne og banke i skålen, uden der skete det store. 

Mens jeg fik fikset Louises trøje, hun havde vasket for varmt, i løbet af aftenen, bød morgenen på ansøgningsskrivning, så Berit kunne få sendt af sted. Det var skønt at vende tilbage til vores gamle gennemprøvede system. 

Jeg skrev en masse, Louise læste igennem, tilføjede og rettede lidt til, inden jeg fik det igen og rettede det hun havde overset. Hvis jeg så det. Sådan har vi arbejdet i mange år, når vi sendte vigtige beskeder til forældre eller arbejdede med handleplaner, visioner eller andet i SFOregi.



Da vi havde spist et morgenmåltid med egne æg, tomater fra drivhuset og håndslynget honning, kørte jeg med Berit hjem. Hjemme gik jeg i brædderne. Jeg var sikker på at det nye fag på studiet startede i dag, det viste sig at det først er i næste måned. Det var godt at finde ud af, for der er noget forberedelse, som er dukket op i løbet af sidste uge, og som jeg på ingen måde har haft tid til at kigge på endnu. 

Det troede jeg, jeg skulle i går. Men nu kan det heldigvis vente.






Ingen kommentarer:

Send en kommentar