fredag den 25. december 2020

Hyggelig familieaften

 

Selvom julen ikke blev som den plejer, selvom der manglede nogen, og selvom de manglende sad i den anden ende af landet med samme oplevelse, havde vi en skøn juleaften - det samme gjaldt heldigvis også for den anden halvdel af det manglende selskab.



At være sammen med Oscar var en gave. Næste år får mormor og morfar oplevelsen. Sådan skal det være. Han er ret fantastisk - hvis jeg selv skal sige det, og når vi i en lille lejlighed ikke har plads til gaver andre steder end under træet (som der kun er plads til, fordi en flok møbler er taget på juleferie i kælderen), lader han dem da bare ligge.

Efter en skøn eftermiddag, der startede da barnet havde sovet til middag, med plads til leg og sjov og alt det der er bedst når man er to år gammel, blev det tid til den lækre and Emilie havde frembragt. Selvom Oscar kun vil have kartofler og endte med at spise sig mæt i ris a la mande, var alting helt som det skulle være. 

Faktisk blev aftenen så afgjort en aften i Oscars tegn.





Gennem det sidste år har min mor fundet flere af barndommens spil og legetøj frem. I aftes blev det det gamle dominospil, som Daniel har spillet mange gange med mormor, der blev det sjoveste. Far og søn legede længe med det, selvom Oscar ikke er helt sikker på det rigtige i at billederne skal passe sammen.

Oscar og jeg tog turen rundt om juletræet, mens resten kiggede på. Vi sang både Nu er det jul igen, På loftet sidder nissen og Skillema dinka dinka du, som Oscar kender fra vuggestuen, inden vi tog fat på gaverne.




Oscar havde en fest, fandt gave efter gave, indtil han ikke gad mere. Vi pakkede alle gode ting op, og inden klokken var ni pakkede den lille familie sammen og gik hjem med et træt barn, der nok har sovet godt i nat.

Det var lidt mærkeligt at slutte så tidligt. Det plejer vi ikke. Men det var hyggeligt og næste år tager vi revanche sammen med familien fra Aarhus.




2 kommentarer:

  1. Glædelig jule Pernille.Det lyder til at I havde en rigtig dejlig juleaften med Oscar i centrum. Ja, sådan skal det være når de rer små børn tilstede. Selvom de gik "tidligt" så er jeg sikker på I stadig hyggede videre. Hvor er Oscar blevet stor, men han ser stadig lige nuttet ud. Endnu engang glædelig jul på trods af afsagn :)

    SvarSlet
  2. Tak og i lige måde Catarina. Ja det var en dejlig aften - og det er vildt så hurtigt sådan nogle børn vokser :)

    SvarSlet