mandag den 15. juni 2020

Jutebolde er et hit


Mandag er første dag i næstsidste uge, inden sommerferien. Mandag er Oscardag og mandag blev dagen, hvor skole og SFO blev lidt mere ligeligt delt.





Selvom det kun er en enkelt dag jeg ikke længere skal være i skole (og jeg i øvrigt glemte computeren på skolen, og derfor alligevel skal tidligt derud i morgen, for at starte arbejdet med månedens nyhedsbrev) giver det klubtid nok til at smøre mine timer i Klubben ud, så Hobby kan åbne i langt større regi end vi hidtil har haft det. Og jeg skal ikke have dårlig samvittighed over at gå en time før vi lukker.





Med start fra i dag, flyttede Henrik, de ret mange stole vi normalt bruger om hobbybordene og lod fire stå tilbage om hvert af det store borde, mens jeg var i skolehaven med 4A. Det gav plads til otte børn ad gangen med det regelrettede mellemrum. Otte børn var rigeligt i dag, hvor resten ikke nåede at fange muligheden.

Det gør vi op med i morgen, hvor flere af pigerne efter snak i dag, nok skal stå klar. Jeg tænker at med den tid, der er til rådighed og den tid et gennemsnitligt barn bruger på Hobby, vil der være rig mulighed for to hold på en dag.

Jeg tænker også at de otte fra i dag ikke har førsteretten i morgen, hvis andre også vil til.

Sådan er det nok nødt til at være.







Det var helt rart at finde malingen frem. Maling er nemt, og børnene er altid vilde med det. Så kan papvævene, fingerstrik og garn, der ellers troligt er fundet frem hver eneste dag, godt pakke sammen.

Der venter forhåbentlig også snart en flok lerting, der skal glaseres. Ovnen er fyldt, men havde et skilt hængende, så jeg ikke turde tænde. Der skulle være en mand på vej. Jeg krydser fingre for, at det ikke tager for lang tid.





Hjemme kastede Oscar sig over garnboldene af jute. Dem er han glad for, og finder dem troligt frem fra tasken, hvor de bor, stort set i det øjeblik han er inden for døren - og har vasket hænder.

De var en god last til playmobilgaffeltrucken, jeg fandt frem for et par uger siden.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar