søndag den 14. juni 2020
Blomst Socks
Så er jeg her igen. Op til flere projekter eller andet presser på, og jeg får hverken skrevet eller vist frem. Det er som om, at har jeg for mange indlæg liggende i kø, får jeg slet ikke skrevet noget. Det, eller for meget arbejde...
Nå men!
Bedsteveninden har fået lejlighed og er ved at flytte hjemmefra. Emilie ville gerne begave og bestilte strømper i den smukkeste grønne farve - som hun selv sørgede for at bestille og betale. Hun bestilte en fin lille pin af et får med til mig, som delvis betaling. Resten af betalingen kunne passende være det resterende garn...
Jeg strikkede og strikkede, Emilie beundrede og i et kort øjeblik var hun tilbøjelig til at beholde dem selv.
Jeg forestiller mig, fremtiden bringer flere strømper til Emilie. Hun fabler også om endnu en trøje.
Hun beholdt dem dog ikke, men tog dem med, da hun i tirsdags tog til Fyn for at hjælpe Josefine med at flytte. Her er indløbet bulletiner om begejstring.
Design: Voldsom modificeret Blomst Socks af Jessica Gore bragt i Laine Magazine No 2.
Garn: It's for Socks fra It's yarn i farven Guacamole.
Jeg brugte 67 gram til hele parret.
Pinde: 2½ mm Addi CraSyTrio Metal.
Størrelse: Josefine bruger en størrelse 39. Jeg slog 64 masker op og fortsatte derfra.
Bemærkninger: Der er ærlig talt ikke meget af det oprindelige mønster i de færdige strømper.
De oprindelige strømper strikkes fra tåen og op, og har en enkelt fin mønsterstribe langs hver side af fod og ben.
Jeg vendte op og ned på det hele, strikkede oppefra og ned, lod mønstret fylde det hele og lavede top, hæl og tå som det passede mig.
Jeg strikkede drejet rib både i ribben foroven og på hælen. Jeg havde 8 mønstergentagelser med en vrangmaske imellem hele vejen rundt om benet og øverst på foden.
Jeg tog lidt ekstra ind over svangen, så foden endte med lidt færre masker end benet og justerede maskeantallet med indtag over de øverste masker inden jeg strikkede tåen.
For en gangs skyld stoppede jeg indtagningerne til tåen, inden jeg nåede de sidste 8 masker, og syede de sidste masker sammen med maskesting. Emilie og jeg blev enige om, at det ville passe Josefines tæer bedre.
Har du lyst til at se flere billeder af strømperne, kan de ses lige her på Ravelry.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar