fredag den 19. juni 2020
Masker på en fredag - Uge 25
Jeg tog billederne i går, med forhåbning om hul igennem efter et par dage uden netforbindelse. Jeg tog fejl, men i dag ser det ud til at virke.
Netforbindelsen er ustabil, måske er det routeren. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at den ikke kan trække alt hvad den bør. Anders har bestilt en ny, og vi krydser fingre for, at det skaber hurtigere gennemgang.
Skoleåret synger på sidste vers, der er bare en uge tilbage. Der skal siges farvel til både store og små. Niendeklasserne holdt festdag i dag, under stærkt reducerede former. De følte de fik en god dag, og det er det vigtigste.
Jeg skal sige farvel til både min låneklasse, som forhåbentlig kommer tilbage til mere ordnede forhold efter ferien (vi ved det ikke endnu), og min egen femteklasse, der med sjeteklassesstart ikke længere skal have en pædagog tilknyttet.
Efter ferien skal venter nye udfordringer. Umiddelbart ret spændende udfordringer. Og nye gamle teams. Det er rart at kende samarbejdspartnerne, og på forhånd vide hvad jeg kan forvente.
Læse:
Jeg er godt i gang med femte del af serien om Roland Benito og Anne Larsen af Inger Gammelgård Madsen.
Der er mindst to historier i gang, som både Anne og Benito arbejder med. Den ene vil rigtig gerne samarbejde med den anden, mens den anden helst glemmer at de nogen sinde har set hinanden. Jeg tænker at samspillet ikke er slut, og med forskellige indgangsvinkler, finder de også forskellige brikker til det endelige puslespil.
Samtidig er der baggrundshistorierne. Benitos hjemmefront, og bedemanden, der efter flere år får kontakt til sin mor, der beder om hjælp med et uventet spørgsmål. Hvad sker der egentlig i den der bedemandsforretning?
Strikke:
Jeg strikker Haust Cardigan af Skeindeer Knits. Eli er norsk, og selvom hun bor i London, fornægter hendes norske rødder sig ikke. Mange af hendes designs er fyldt med teknik, der betyder at der skal klippes og alting strikkes ud i et.
Det gælder også Haust, som er strikket nedefra og op i et stykke og uden at skulle strikke vrang før helt oppe med skulderskråningen. Både forkant, halskant og ærmegab skal klippes. Jeg har klippet før og er ikke længere nervøs for det. Alligevel synes jeg det er spændende at se hvordan det strikkede arter sig med opklip flere steder.
Siden billederne fra i går, har jeg strikket og klippet ved for- og halskanter.
Nu mangler bare ærmerne.
Garnet er en superlækker grøn uld af ukendt oprindelse. Eller ikke helt ukendt. Annelise kom engang med en næsten færdig sweater, der blev trævlet op, og nu har ligget ganske længe og ventet på, at blive til noget nyt.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar