Min cykel er blevet pyntet. Jeg har ingen anelse om, hvem der har sat en lille stjerne fast på en af egerne, men den får lov at blive siddende.
På en eller anden måde er den lille stjerne en smule malplaceret på min voksencykel. På den anden side er den superhyggelig og kan snildt ses som et håb i mørket.
Jeg smiler i hvert fald hver gang jeg ser den.
I en tid hvor forældre ikke må komme på ind på skolen, bringer vi fantasien på spil og rykker udendørs.
Det betød at vi i dag tændte bål og bød på æbleskiver og glögg to-go. Der blev nu ikke så meget to-go over det, for alle de forældre der kom forbi og spiste æbleskiver og drak glögg blev, mens de spiste, snakkede og var glade for tiltaget.
Vi havde købt på forhånd, varmede op i ovnen i køkkenet, bar dem ud til bålet, hvor vi også havde tændt op i den lille grill, der kunne lægge ryg til at holde de der æbleskiver varme.
Over bålet på trefoden havde vi glögg. De gode bålgryder er gode til holde væske varmt. Endelig havde vi endnu en gryde med æbleglögg uden alkohol, som børnene også kunne få lov at smage, stående på grillen, for vi kunne kun have en gryde hængende over bålet.
Vi kunne selvfølgelig have bragt bålfad og trefod nummer to i spil, men det her virkede fint.
Den pavillon vi har er af den slags, der let trækkes ud. Let, når man er fire mennesker, der holder i hvert sit ben. Vi var to, og jeg er temmelig sikker på vi har set sjove ud på afstand. Det lykkedes, og det var rart at kunne sidde i tørvejr og holde alt det vi havde med ude tørt.
Der kom langt flere forældre, end jeg havde forestillet mig. Alle børnene var ude, en del synes det var snyd de skulle blive ude og spise, alle synes æbleskiver var en god ide.
Forældrene hyggede, nogen nåede en snak med ligesindede og alle synes det var en fantastisk ide. Et par stykker synes vi var seje, sådan at være flere timer ude i det kolde vejr.
Det var lyst da vi satte op og startede, det var blevet mørkt inden vi pakkede sammen. Jeg tænker bestemt det er et koncept, der kan gentages.
Tiden går stærkt, når jeg kommer hjem falder jeg en smule sammen. Det er i hvert flad ikke computeren der får den største opmærksomhed. Til gengæld strikker jeg rigtig meget. Det gælder åbenbart også weekenderne.
Der var engang jeg skrev et indlæg hver dag. Somme tider kan jeg drømme mig tilbage til dengang. Måske kommer det igen. I virkeligheden haster det ikke. Ergo er indlæggene her på kanalen noget svingende... også selvom jeg faktisk tog billederne til dagens indlæg i søndags, og havde alle intentioner om at skrive til dem.
Derfor:
Ugen kort:
Læse:
Joona Linna er i fuld gang med at lede efter noget der viser sig at være en temmelig ubehagelig mand.
Hans bedste spor er en anden mand, der har der psykisk svært, formentlig har set noget, men intet kan huske. Hypnotisøren, der før har været med i rækken af bøger om Joona Linna, er på banen igen og hvad er det, der kommer frem.
Endnu en pige er forsvundet. Hvad er det egentlig hun er forsvundet til?
Jeg læser side efter side, og undres en smule over at så ubehagelig en bog, kan være så spændende.
Strikke:
For temmelig mange år siden forærede Bettina mig en bunke garn. Grønt, bomuld og viscose. Som sådan lækkert garn, blødt og lækkert, dejligt strikket op, men på en eller anden måde er det aldrig endt det rigtige sted.
Jeg har prøvet tre gange før. Har strikket ikke mindre end tre sommertoppe, som alle er trævlet op igen. Den sidste prøvede jeg virkelig at bruge. Der var ikke noget galt med hverken det strikkede eller modellen, den var fin. Jeg følte mig bare ikke tilpas i den.
Denne gang forsøger jeg med Bladlilje af Lene Tøsti. Denne gang strikker jeg med dobbelt tråd og håber at have nok.
Tre optrævlinger har taget sin del af garnet og spørgsmålet er, om der er nok tilbage til en hel top i dobbelt garn.
Foreløbig tegner det godt. Siden billederne har jeg lukket ærmerne af, og nu mangler blot kroppen. Kan den ikke blive lang nok, må jeg finde noget at tilsætte.
Lige nu tænker jeg der er rigeligt...
Tilbage i december planlagde tre tossede damer en adventskalender for børn og voksne i skolens forhal. Jeg er ikke sikker på at vores ultraskøre og til tider langt ude af en tangent ideer og skriftlige samtaler på nogen måde tåler gentagelse, men vi havde det sjovt.
Som ugerne gik blev forhallen fyldt op med en fysisk udstilling, som jeg havde det både sjovt, men også lidt presset med at fremstille. En uge til næste del af projektet var ærlig talt ikke særlig meget.
Den fjerde uge blev aldrig til noget. Ugen skulle bringe fokus på mål nummer 4 - Kvalitetsuddannelse, som bør være en menneskeret for alle. Skolerne gik på tidlig juleferie og det stod klart på så tidligt et tidspunkt at jeg stoppede forberedelserne og aldrig blev klar. Samtidig havde jeg kun en diffus ide om hvad jeg gerne ville med den sidste uge, omend de to andre damer gjorde deres for at komme med gode ideer.
Jeg havde en plan om kæmpebøger, der skulle illudere uddannelse. Men derfra kunne jeg ikke rigtig komme længere.
I løbet af juleferien fik jeg fremstillet seks store bøger af pap, og siden blev de lagt væk. Den grønne dame og jeg havde flere ideer om at når påsken var slut måtte det være på tide at finde sidste del af den hedengangne julekalender frem igen, og i løbet af de sidste uger inden påske fik vi igen gang i planerne, jeg fandt bøgerne frem og vi havde et par timer hvor gode ideer fløj gennem luften.
Ideen gik i al sin enkelthed til at få al lærdommen fra bøgerne til at vælte ud af bøgerne, og med flere af Verdensmålene sammen med vores egne fyrtårne inden for den grønne skole og progressionsplan fik bøgerne indhold.
Pludseligt blev det igen sjovt at stå med de store bøger, og med masser af pap og sjove indfald fik bøgerne liv. De ituskårne proprester fra propfigurprojektet fik nyt liv som myrer og oceaner af limpistollim blev varmet op, og holder nu alle de skøre ideer på plads. Personligt er jeg ret glad for vindmøllen, men også fiskene og affaldet synes jeg blev rigtig godt.
Da det samtidig stod klart, at alle de hjemsendte elever ville komme tilbage efter påsken, var deadline ikke svær at afklare.
I mandags stod jeg derfor med alle bøgerne, ekstra habengut og opstillingen af den mobile scene, vi satte op inden påskeferien, og skulle netop i gang, da en sms fra skolelederen tikkede ind om at vi formentlig ikke ville få lov af åbne efter påske.
Skal, skal ikke tænkte jeg, men besluttede at stille opstillingen op. Så står den der. De få børn og voksne der alligevel kommer på skolen, kan få lov at se den først - vi har både nødpasning og et specialcenter, der ikke bliver lukket ned, og resten må vente til de kommer tilbage.
Den grønne dame har skrevet en tekst på aula, der følger udstillingen. Så håber vi bare andre end skolelederen, der synes det hele er fantastisk, også synes om det.
Desværre yder billederne ikke fuld retfærdighed. Det ser bedre ud i virkeligheden.
Mandag blev en smule hektisk, da Styrelsen for Patientsikkerhed, med grundlag i incidenstal over 200, meldte ud at Rødovre kommune faldt for grænsen og dermed skal holde lukket for skoler og SFOer i hvert fald denne uge.
Til trods for det korte varsel, må det også bare erkendes at vi blevet gode til at indrette os. Selvfølgelig er det ikke lige til, frustrationerne bryder hurtigt ud i lys lue, men både forældre og ansatte fandt hurtigt veje, og det var begrænset hvor mange, der i morges mødte op i nødpasningen.
Efter lidt over en uge hjemme, er jeg ikke i tvivl om, at han har haft en fantastik, begivenhedsrig og fyldt dag i vuggestuen. han havde sovet til middag (noget der ellers ikke sker hver dag længere) og faldt i søvn på vej hertil. Sjældent har jeg oplevet så træt og farsygt et barn.
I første omgang skulle han ikke have noget at spise, alting var forkert og det duede kun at sidde hos far. Derefter gled der en hel del pasta og ost ned, efterfulgt af et chokoladeæg. Han nåede endda helt ned på gulvet til lidt leg, inden det alligevel blev for meget, og de pakkede sammen og gik hjem.
Hej, hej! Sagde han hele vejen ned ad trappen, som han insisterede på selv at forcere og han uddelte da også både knus og kram inden han gik og lovede glad og gerne at komme igen på tirsdag.
Vi glæder os.
Vi havde samlet en del pap, og jeg løb ned med det hele af to gange.
Nede ved vejen, var en flok mænd ved at beskære træerne..
Vi har noget der ligner en halv allé. Langs vores bebyggelse står træer med jævne mellemrum. Jeg ved ikke hvad det er for nogen, men de er ret fine, når de i foråret springer ud med lyserøde blade, der senere bliver grønne.
Mens jeg gik med favnen fuld mod storskraldsrummet, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, om frostvejr er det bedste vejr til beskæring af træer. Jeg er ikke blevet klogere, har ikke undersøgt det, men overvejer stadig.
Altså var det først anden gang jeg gik forbi, at parallellen til en gammel joke dukkede op. Den der lyder noget med: Hvor mange elektrikere skal der til at skrue en elpære op?.. I mit tilfælde blev det: Hvor mange gartnere skal der til at beskære et træ?
Jeg kunne tælle seks; en med en motorsav, en med en grensaks og en med en rive. Hvad resten lavede, er jeg ikke helt sikker på. Mit bedste bud er, noget med gode råd.
Det gjorde ikke grinet mindre, da jeg netop havde passeret dem og hørte en af mændene udbryde: Jeg er her bare!
Vi er enige om, at vi gør det igen.
Jeg indrømmer det gerne; jeg er ikke god til at komme ud. Det kan mærkes, og jeg begynder at føle en længsel efter udelivet.
I dag lykkedes det. Mellem sociale arrangementer og møder var et hul, stort nok, til at jeg kunne gå en rask tur ned til branddammen, hele vejen rundt (det troede jeg ikke man kunne) og tilbage igen. Det var skønt. Det var rart. Det var tiltrængt.
Luften var klar, himlen var høj og solen skinnede.
Der er pænt nede ved branddammen.
Senere nåede jeg ud igen.
Sidste år var jeg så heldig at vinde garn til en sweater. Der stod nærmest Anders på garnet, og nu skal det være. Det skal være en sweater med flere farver. Når jeg kun har bundfarven, var vi nødt til at bestille mere i flere farver.
Jeg har kigget mønstre, Anders har godkendt og sad selv med hele farvekortet og valgte farver ud.
Det kom i dag. Der var fyldt i den valgte pakkeshop, så GLS var så venlige at aflevere et andet sted. Et sted langt nok væk, til at jeg fik en rask cykeltur ud af det. Måske de tænkte jeg havde brug for motion...
.
Med den nuværende - og fremtidige - nedlukning er timerne online forøget til en grad, hvor jeg i den grad tager hatten af for det undervisende folk. Jeg er helt smadret efter bare to møder i teams.
Fra i mandags har vi taget hul på en test af om vi kan være online i indskolingen. For mit vedkommende gælder det 3. klasse, der lige inden jul fik computere med hjem, men aldrig lærte at bruge funktioner til hjemmeundervisning.
Vi har foreløbig været på med begge klasser en gang. Eksperimentet handler om en slags klassens time og er tænkt som et socialt input i en ensom hverdag. Jeg er imponeret. Jeg er imponeret over antallet af børn, der har været på, jeg er imponeret over at de fandt sig i at sidde stille og lytte til andre, og vente meget længe på egen tur. Og jeg er imponeret over forældre, der holdt sig i baggrunden, og som for nogens vedkommende havde været en smule på overarbejde i forsøget på at forstå at komme på.
I morgen tager begge klasser en tur mere, inden vi evaluerer og overvejer hvordan vi fortsætter. For jeg tænker vi fortsætter.
Da jeg kunne lukke for dagens tredje møde i dag, var det heldigt at jeg kunne hente en pakke i nærmeste kiosk. Ellers var jeg nok bare gået omkuld i sofaen Som det blev nåede jeg en smule frisk luft, i et vejr, der nok troede det sneede, men mest lignede fortættet regn.
Hjemme igen gik jeg alligevel omkuld. Jeg tænker faktisk det er helt okey, og planlægger at morgendagens friske luft skal ligges i tidsrummet mellem 11.00 og 13.00, hvor teams for en stund er lukket ned.
Fredag blev juleferien på det nærmeste skudt i gang. For mit vedkommende er der stadig et nyhedsbrev og nogle snegle der skal fodres hver anden eller tredje dag. I næste uge venter nødpasning, men der står jeg ikke på. Jeg tænker godt det kan kaldes ferie.
For at være på forkant, er der også planlagt nødpasning de første dage efter nytår - hvis nu - hvad vi ikke håber, men for at være på forkant. Her står jeg heller ikke på.
Skulle det værste ske, kan jeg se frem til en noget forlænget ferie...
Mens jeg skød ferien ind sammen med skønne kolleger, tog Emilie mod Oscar, der var blevet lovet en overnatning. Underboen skulle holde fest, og forældrene var noget bekymrede for mængden af decibel og muligheden for at falde i søvn.
Jeg havde lovet at være på, når barnet vågnede, og klagede på ingen måde over, at han sov rimelig længe i morges.
Pænt farvel, sagde barnet og uddelte både kys og knus.
Resten af dagen har vi lavet så lidt som muligt og nydt at tiden kan kaldes ferie.
