Astii, leg og zumba

I takt med åbningen af samfundet, bliver min kalender mere og mere fyldt. Dagene uden aftaler, uden at kigge i den, endsige tage den frem, er uigenkendeligt forbi.

Hverdagene tromler derudaf, afslutningen af skoleåret, planlægningen af det næste og en møderække, der langsomt bliver vækket til live, eller nærmest i panik skal nå at afholdes, fylder kalenderen godt op.

Det samme begynder at ske i fritiden.

Og i den stil er weekenden fløjet af sted.





Fredag var der igen tøsehygge. Vi trænger og er slet ikke færdige. Det var skønt og godt og helt som det skulle være. Vi fortsætter om fjorten dage, under lidt andre forhold, når vi sammen med resten af skolens ansatte siger god ferie og holder picnic på fodboldbanen.

Vi krydser fingre for godt vejr.





Lørdag stod der Rose på programmet. Vi blev inde, for Rose er endnu en gang ramt af forkølelse fra vuggestuen. Til trods for strammere retningslinjer og børn, der bliver ringet hjem, når blot de snøfter det mindste, formår de søde små at smitte hinanden med snotnæser og andre børnesymptomer.

Det er vist helt som det skal være.





I formiddags var jeg endelig med, da der blev danset zumba på parkeringspladsen foran Vestbad. Der har været danset hver søndag formiddag de sidste mange uger. Jeg har bare ikke været hurtig nok til at melde mig til. Med et begrænset antal, der kan forsamles, skulle det gå hurtigt, og når det samtidig er via FaceBook, som jeg stort set ikke bruger, blev det uden mig.

I dag kunne vi være mange. Jeg tror vi var omkring femten, det var skønt, det var varmt og jeg forventer ømhed rundt om, efter noget nær ingen motion (når vi regner cyklen frem og tilbage til arbejde fra) i mindst tre måneder.


På altanen vokser chiliplanterne sig store. De er allerede langt større end på billederne, jeg tog engang i sidste uge.