lørdag den 28. december 2019

Det første håndspind som strik


Julen er ovre, og dermed er det på tide at løfte sløret for årets julegaveproduktion.





Det er ikke et år fyldt med hjemmelavede gaver, til gengæld er det et år, hvor jeg har brugt tid på de gaver jeg valgte at lave selv.

To af gaverne handlede om strik. Strik af håndspundet garn - hvorfor de begge tog noget tid at lave. Den ene langt mere end den anden.

Den første gave involverer det første garn jeg fik ud af rokken. Garnet, der havde lidt forskellige tykkelser og ikke udelukkende var fantastisk, men som rummede så meget mere stolthed, fordi det rent faktisk var garn, var brugbart og gav en ret god mavefornemmelse, da det var færdigt.

Ret hurtigt vidste jeg, at garnet skulle være julegave til min mor.

Jeg ville strikke varme om halsen. Men hvilken varme. Jeg prøvede flere forskellige muligheder, måtte forkaste endnu flere, da mængden af garn ikke slog til og endte med min egen version af et enkelt mønster med retriller på en glat baggrund.

Fordi garnet endte i den tykke ende af skalaen, var det et hurtigt stykke strik.











Design: Min egen udgave af Multi-Wear Cowl af Cathy Payson.


Garn: Håndspundet Blue Faced Leister fra Felt Studie UK.

Jeg havde 97 gram og cirka 160 meter - jeg brugte det hele.


Pinde: 6 mm.


Størrelse: Jeg har faktisk ikke målt den. Men den følger på ingen måde opskriften.





Bemærkninger: I forhold til opskriften brugte jeg mønstergentagelsen. Jeg kunne sikkert have fundet på det selv, men det var da jeg så muligheden her, jeg kom på rette vej.

Jeg slog 100 masker op, strikkede 3 omgange retriller og fortsatte med mønstergentagelsen, til jeg formodede at resten skulle bruges til den øverste kant.

Garnet var absolut tykkest i den ende, jeg slog op med. Det betyder at med samme maskeantal opnåede jeg et stykke strik, der er bredere forneden og dermed ligger pænt på skulderen.





Jeg tror jeg havde garn nok til 4 retriller inden jeg lukkede af. Det passede fint, for det lidt tyndere garn i aflukningsenden betød en smallere kant, hvis jeg havde gjort som i begyndelsen. 


Har du lyst til at se flere billeder af cowlen, kan den ses lige her på Ravery.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar