tirsdag den 24. december 2019
Knudegarn uden knuder
For et par år siden var vi i Nordjylland tæt på Løkken til fejring af sølvbryllup i sommerhus tæt på Vesterhavet.
I løbet af en skøn weekend, var vi en tur inden om Lønstrup og kom forbi butikken Knudegarn, som i første omgang satte billeder på nethinden af garn fyldt med knuder og en uendelighed af endehæftninger til følge.
Det viste sig at knudegarnet var økologisk uldent garn fra får, der lever på Rubjerg Knude. Det gjorde det noget mere spændende, og inden vi gik derfra var det med garn til en trøje til hver af os.
Siden har det ligget og ventet på at den rigtige ide dukkede op. Og tid. Både tid og ide viste sig, og inden længe var blev målene på den for længst strikkede prøve omsat til noget, der viste sig helt rigtigt.
Det eneste ikke helt rigtige viste sig ret hurtigt, da jeg måtte indrømme at jeg havde glemt at tænke mig om, dengang vi købte garn. Selvfølgelig kan jeg aldrig få Anders i et stykke anstændigt strik, med den til rådighed mængde garn.
Heldigvis er Knudegarn ikke kun en fysisk butik, men også en webbaseret, og dermed var der hurtigt mere garn på vej, i en farve Anders valgte og selv synes var helt perfekt.
Resultatet har hængt på ham, siden den blev færdig.
Design: Top-down Raglan Sweater, strikket efter hovedet, prøvet undervejs og tilpasset, så den passer.
Garn: Tykt Knudegarn i grøn, brun og ufarvet mørkegrå. Der står ikke på banderolerne hvad garnet er farvet med, så ud over diverse gæt, ved jeg ikke hvad der ligger til grund for hverken den grønne eller den brune... jeg gætter i hvert fald på valnød, men jeg ved det ikke.
Garnet blev fulgt af en følgetråd fra Garnudsalg. Jeg brugte Brownie og Olive I Will Follow til henholdsvis den brune og den grønne og fortsatte den brune i det grå uld.
Den færdige trøje vejer 553 gram, hvoraf de 506 gram er den tykke Knudegarn.
Pinde: 5½ mm.
Størrelse: Anders - noget i retning af en large herrestørrelse.
Bemærkninger: Alle kanter er afsluttet med turbular bind off. Selvom det kræver nål og tråd, synes jeg faktisk ikke det er hyggeligt at sidde med. Og det bliver så pænt.
Jeg slog op og strikkede det første stykke et par gange, inden det sad pænt om halsen. Jeg tog ud til en V-hals og tog over et stykke af raglanudtagningen lidt mere ud på ærmerne end på kroppen, for at få størrelsen til at passe.
Anders valgte selv, at det nederste stykke på ærmer og krop skulle være det ekstra garn, ligesom han valgte at længden på kroppen skulle stoppe lige der hvor den stopper. Jeg synes godt den kunne have været lidt længere, men han er fuldt tilfreds.
Det var et lækkert stykke strik at sidde med, og var faktisk lidt overrasket over hvor hurtigt den blev strikket.
Skal jeg selv sige det, synes jeg resultatet blev rigtig godt.
Har du lyst til at se flere billeder af trøjen, kan den ses lige her på Ravery.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Den er da blevet rigtig flot!
SvarSletJeg er ikke så god til at strikke uden at have et mønster, hvilket nok bare er en fiks ide, for når jeg skal strikke til John, er jeg alligevel altid nødt til at lave noget om på opskriften ...
Det der knudegarn er noteret, hvis min vej skulle falde forbi Løkken/Blokhusområdet.
Ellen, jeg tror også bare det er en fiks ide :)
SletOg ja, kig endelig forbi, hvis din vej skulle gå deromkring :P