onsdag den 20. september 2017
Onsdagsmasker
Sidste uge udeblev onsdagsmaskerne. Jeg ville gerne både have taget billeder og skrevet, men jeg nåede det ikke. Nu er det onsdag igen, og jeg er nær ved at opleve det samme. Så jeg prøver noget nyt.
Lige nu er det tirsdag, det er mørkt udenfor, men jeg nåede at tage billederne da jeg kom hjem fra en lang kursusdag og efterfølgende besøg på biblioteket inden træning. Altså skriver jeg nu, og udgiver i morgen. Det kan man nemlig. Og måske det ikke bliver sidste gang...
Læse:
Den sidste tids læsning, tre på hinanden følgende bøger af Mari Jungstedt om Kriminalgutten Anders og kriminalgutinden Karin på Gotland, afleverede jeg på biblioteket i dag. Jeg mangler stadig den foreløbig sidste bog i serien, men ventelisten er lang.
I stedet hjemførste de første tre bind om kriminalassistent Emma Sköld af Sofie Saranbrant. Jeg har ingen anelse om de er gode, men jeg har læst Sofie Saranbrant før, og var dengang begejstret. Det er en del år siden, og det kom lidt bag på mig, at hun i mellemtiden har skrevet en hel serie på mindst fem bind.
Jeg glæder mig til at tage hul på dem.
Strik:
Mellem strandede udregninger og let mødestrik, der ikke skal strikkes hjemme, har jeg fundet et par strømper frem, jeg startede for længe siden.
Det var dengang jeg besluttede at jeg altid skulle være i gang med et par strømper... om beslutningen varer ved, er jeg ikke helt sikker på, men jeg har både opskrifter og garn nok på lager, til at det ikke er umuligt.
Jeg strikker helst begge strømper samtidig. Lidt på den ene - lidt på den anden. På den måde er jeg lige nu næsten ved tåen på dem begge. Altså er der grund til at tro, at de bliver færdige inden for en overskuelig fremtid.
Hvis ikke jeg løber tør for garn.
Skafterne er temmelig lange....
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar