søndag den 24. september 2017

Helt ned i gear


Weekenden har været ganske uden de store armbevægelser. Det har været skønt. Og tiltrængt.





Jeg har kigget på nullermændene, som hober sig op i hjørnerne, men jeg har ikke hentet støvsugeren. Det får vente til en anden gang. Jeg har vasket og hængt til tørre. Jeg har endda lagt sidste uges vask sammen, men det er endnu ikke lagt på plads. Det når vi nok.

Jeg har trænet og været en tur i haven. Jeg fik sved på panden i træningscentret, i haven kiggede jeg kun, mens Anders lagde en plan for den kommende uge. En plan der heldigvis kun involverer ham selv. Det passer mig svært godt.

Vi tog årets høst med hjem. Eller det sidste af årets høst. Æbletræet jeg købte til ham sidste år, gav for første gang frugt. Et enkelt æble blev det til. Anders har planer om at sylte det, sammen med et par agurker og måske også en enkelt eller to af de chili, der viste sig at være noget af det mest bæredygtige.







Brombærene har også givet godt, men dem var der ingen tilbage af. Anders har spist dem, når han har været forbi. Jeg er temmelig sikker på, at det er den bedste måde at spise brombær på.

Det allersidste er vindruerne. De er plukkemodne, der er rigeligt af dem, men vi havde ikke det rigtige at bære dem hjem i. Det regner Anders med at klare i  morgen. Jeg tror nok han har planer om at gentage sidste års forsøg ud i vinfremstilling.





Og mens næste weekend bliver noget mere begivenhedsrig, er det mest skrækindjagende, der er sket her, vistnok kampen Anders havde med en hveps på altanen i går.


Hvepsen tabte...




Ingen kommentarer:

Send en kommentar