Den største hidtil

Da jeg havde lavet katten, besluttede jeg at den skulle komme i en kurv.





Jeg besluttede også at kurven (ud over katten) skulle fyldes med hjemmelavede ting - og endte med en karklud af katteresterne og vindspil/klokker fra lerværkstedet. Jeg havde et par ideer mere, men løb tør for tid.

Kurven skulle være stor. Meget stor. Jeg kunne ikke overskue papirgarn som indmad - det er nemlig meget dyrt, og købte i stedet det tykkeste nylonreb, jeg kunne opdrive.

Det tykkeste nylonreb er gult. Meget gult. Sammen med den blå jute, blev det temmelig Brøndbyfarvet og temmelig vigtigt at dække rebet helt. Det synes jeg til gengæld lykkedes rigtig godt.





Jeg vidste allerede fra start at kurven skulle have en kant af den sandfarvede jute øverst. Det viste sig senere ikke kun at være pænt, men også rigtig smart, det gule nylonreb taget i betragtning. Det er nemlig lidt svært at dække rebet omkring de skarpe sving ved håndtagspåsætningen. Heldigvis så den gule slet ikke så hidsig ud i sammenhæng med den sandfarvede som mod den blå.

Jeg må indrømme at jeg formentlig aldrig laver så stor en kurv igen. Og så er den slet ikke så stor, som jeg først havde tænkt. Den tog lang tid at lave - faktisk blev den først færdig fredag aften, og billederne kunne jeg ikke tage før Henriette havde pakket den ud. Havde vi holdt den første aftale for en måned siden var den ganske sikkert også blevet færdig - men igen først i sidste øjeblik.

Den hang mig faktisk lidt ud af halsen til sidst.





Det betyder ikke jeg aldrig skal lave flere. Jeg skal bare holde en pause. Forresten er det en sommerting, så det med pause giver sig selv. De relativt korte jutefibre lægger sig overalt når jeg arbejder med dem - så det skal helst foregå udendørs.

Og uden katte. Jeg forsøgte at færdiggøre mens Stalin var her - men det var helt umuligt. Nå skal vi lege, siger du? Lod Stalin til at tænke, og bed i både reb, garn og nål.

Den skulle som sagt have været større. Men undervejs fik jeg nok, jeg sad med en bund, der aldrig blev større. Sådan føltes det i hvert fald. Et hurtigt kig på katten i forhold til kurven afgjorde det, og øjeblikket efter ændredes retningen for næste omgang.

Jeg havde også tænkt at den skulle være højere. Men som arbejdet skred frem, gav det mening at stoppe. Her var tiden selvfølgelig også en faktor, men havde jeg insisteret på at lave den højere, havde jeg nok arbejdet lidt mere på den....





Hanken samlede jeg op i skovbunden for længe, længe siden. Sammen med et par andre grene har den ligget i kælderen og tørret godt og grundigt ud. Jeg troede at en anden gren skulle danne hank. En større og tykkere gren (som nok ville have klædt en større kurv). Men den viste sig at være så rådden at Anders ikke kunne arbejde med den.

Det er nemlig Anders der har lavet hanken. Jeg pegede bare, sagde det skulle være den, så sørgede han for det grove. Skrællede den for bark, savede, sleb, pudsede og polerede til den var silkeglat og dejlig at holde om.

Jeg er ret vild med det rustikke look sådan en hank giver, og måske lige præcis derfor er jeg slet ikke færdig med at lave kurve med træhåndtag. Nok også fordi jeg - trods alt - synes løbbinding er spændende.

Jeg skal i hvert fald have en selv.


En dag.