søndag den 12. marts 2017

Økologi


Det smitter at arbejde på en arbejdsplads, der konstant drejer om bæredygtighed, grønhed og miljø.





Vi har endnu ikke erhvervet Grøn skole, Grønt Flag kompetencen, men det handler vist mest om at det ikke sker før ved skoleårets start, og dette skoleår bruges til at opnå det.

Vi taler meget grøn skole. I Klubben er vi meget bevidste og har mange gode ideer, og i det grønne profiludvalg taler vi endnu mere. Der bliver også talt på personalemøder, på skolebestyrelsesmøder og bare når vi mødes.

Herhjemme sorterer vi affald - det gør vi også i Klubben. Og børnene er gode til det. Selvom vi bor på tredie sal og skal bære al affald, sorteret i syv-otte forskellige fraktioner, helt ned til gadeplan og de opstillede affaldsspande, er vi enige om at det er en god ide.

Og mens min kollega, der bor i en anden kommune næsten græder, når hun derhjemme smider alt i den samme spand, har jeg taget en beslutning om økologi.





Jeg ved at angorakaniner sjældent har det godt. Måske er det derfor jeg sjældent overvejer angora. Jeg ved ikke hvordan får har det, og det er svært at finde ud af. Jeg ved at mange får bliver klippet på ubehagelige måder, men jeg ved ikke om de ellers har det godt.

Bomuld, derimod. Det ved jeg noget om. Jeg ved at bomuld på verdensplan er et af de produkter der sviner mest. Bomulden bliver sprøjtet, så hverken dyr, insekter eller mennesker har godt af at være i nærheden for ikke at sige i marken. Eller ganske simpelt dør - måske ikke menneskene. Men de kan sikkert blive syge.

Jeg ved at processen i forbindelse med bomuld generelt er elendig, og det kun er ganske få steder - igen på verdensplan - hvor der vælges at dyrke bomulden økologisk. Der går også rigtig meget vand til hele processen, vand der kunne have været med til at afhjælpe tørke eller hungersnød.

Det vil jeg gerne være med til at ændre på. Derfor har jeg taget en beslutning om, at når jeg i fremtiden køber bomuldsgarn skal det være økologisk. I første omgang gælder det kun ren bomuld, for det er svært at finde ud af økologi i forbindelse med blandinger af for eksempel uld og bomuld.

Der findes en del økologisk bomuldsgarn tilgængeligt på markedet, og flodhestene som jeg er ved at lave til flokken af kommende babyer i familie og omgangskreds er derfor - selvfølgelig - af økologisk bomuldsgarn. Jeg bestilte en stor bunke til både flodheste og karklude.





Det skal ikke være værre, end det bomuldsgarn, der for længe siden er købt og betalt, og som ligger i skuffen med bomuldsgarn vil blive brugt hen ad vejen. For det fremmer ikke bæredygtigheden bare at smide det ud.

Men når jeg næste gang står over for et bredt udvalg af lækkert bomuldsgarn i skønne farver, der ikke kan pryde sig med etiketten økologisk, håber jeg ikke, jeg glemmer mit valg.

Det næste er så også at overveje farveprocessen.

Vi taler babysteps.




6 kommentarer:

  1. Vi sorterer også rigtig meget, men hvad angår bomuldsgarn, fik du da rørt ved min dårlige samvittighed. Det nytter jo ikke at strikke og hækle alle de klude, hvis garnet ikke er af ordenlig kvalitet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Marianne, det var lige præcis den tanke, der startede mig :)

      Slet
  2. Jeg kan godt lide din tankegang, men har nok heller ikke tænkt helt så langt. Mit garnlager er enormt, og det skal bruges, men jeg har da gjort mig en del overvejelser mht. uldgarn, hvor jeg hælder til at købe garner fra Henrichsens Uldspinderi i Skive. Det bliver spundet og farvet (mener jeg) i Danmark, og er dermed underlagt danske miljøkrav. Måske det samme er tilfældet med garn fra Hjelholt og Filcolana.
    Der må dog være lidt af min glorie som er pudset - jeg spinder nemlig også uld fra økologiske får ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Janne, jeg synes du har nogle gode tanker. Jeg vil vildt gerne lære at spinde. Vi havde et minikursus med håndten på seminariet, men det blev aldrig til mere :)

      Slet
    2. Du må da i gang - men en velkørende rok er bare det bedste - at spinde er som meditation.

      Slet
    3. Engang Janne. Jeg ved ikke hvor jeg skulle stille en rok :)

      Slet