Kiskekagen er færdig og står på køl.
Jeg har aldrig lavet kiksekage før, og er temmelig spændt på resultatet. Om den er god - eller kikset totalt.
Specielt fordi - først da alting var færdigt, den mørke og den lyse chokoladecreme lagt i lag med kiks, skålene ryddet væk og værket lagt på køl - gik det op for mig, at jeg havde glemt at røre æg i den ene af de to cremer.
Og når nu der står "rør ægget i" i opskriften...
Nevermind - vi finder ud af det i morgen.
Nå med vejret var skønt og jeg havde rent tøj og shampoo med.
Emilie og Samar, havde som de kyllinger de er, forskanset sig bag vinduerne i Caféen, men lukkede gerne op for at tage billeder og tage imod mit kamara, da jeg ikke længere turde rende rundt med det.
Et kvarter efter det sidste skum var sprøjtet, var jeg ren og klar til at se lærerne og pædagogerne blive slået af afgangsklasserne i den obligatoriske fodboldkamp.
Af sted kom han. Med tasken fuld af kanelsnegle. Om han cyklede eller tog bussen, ved jeg ikke. Jeg ville nok have valgt det sidste, men tidsfaktoren fyldte også.
Om lidt er det min tur. Tasken er pakket. Niende klassernes sidste skoledag står for døren. Jeg glæder mig til at se deres revy. Jeg glæder mig mindre til skumsprøjt i skolegården. Personligt så jeg gerne barberskummet udskiftet med vand. Jeg glæder mig til den traditionelle fodboldkamp, og jeg glæder mig over at det ud som om solen holder ved.
Og som sagt tasken er pakket. Jeg ved hvor bruseren er at finde, og tøj kan vaskes.
Anders fylder fyrre på lørdag. Han vil ikke holde noget. Ingenting. Ingen fuss. Ingenting.
Jeg havde tænkt at bage kage. Bare fordi kage altid er godt, og det kunne være sjovt. Men det var ikke i orden. En enkelt kage må jeg dog gerne lave. Den der kiksekage, vi har kigget på flere gange. Den i den lækre opskriftsbog ude på hylden. Den med to forskellige chokoladecremer og uden palmin. Den der på papiret lyder rigtig lækker, men som vi ikke har prøvet endnu.
Den laver jeg i morgen.
For hvad jeg rigtig gerne måtte, var at bage kanelsnegle til at tage med på arbejde. Det lovede jeg rask væk for flere dage siden. Hvor mange? fik jeg spurgt i morges. Hundrede! svarede han, og jeg troede det var en joke.
Indtil det viste sig, at en af de andre derude havde bagt kager i bradepander, skåret ud og stillet til fri afbenyttelse i frokoststuen, da han havde fødselsdag, og det kunne Anders godt tænke sig at kunne gentage.
Og så skal der jo være nok til alle hundrede ansatte. Ikke kun de tyve på værkstedet.
Det var sådan set bare at gå i gang. Da Anders halvvejs kiggede på klokken, konstaterede at køkkenet ikke kunne bruges til mad i dag og foreslog en bestilling udefra, virkede det som en rigtig god ide.
Nu dufter her af kanelsnegle over det hele. Alle vandrette flader er fyldt og hvordan han får dem fragtet - endsige pakket - i morgen, har jeg ingen anelse om.
Men hvor gad jeg godt se kollergenes ansigter, når han tømmer tasken på et bord i frokoststuen i morgen.
Gulerod med frosting af flødeost og citron.
En af de store drenge stopper. Skal prøve noget andet. Bruge sin fritid anderledes. Han har nu truet med at komme på besøg i tide og utide, og jeg har fortalt at man altid kan blive meldt ind igen.
Han krævede kage. Spurgte faktisk pænt. Om ikke jeg ville bage kage, når han skulle stoppe.
Selvfølgelig ville jeg det.
Bestillingen lød på gulerodskage. Jeg fandt en opskrift. Den er god. Jeg droppede rosinerne - bare fordi jeg ikke er så vild med rosiner.
Bortset fra det kritiske punkt mellem færdigbagt og meget varm til afkølet og klar til frosting og spisning, var glæden over udsigten til kage til at have med at gøre.
Min flirt med sokker er gået over.
Jeg nåede at strikke en hel del.
Min kasse med strømpegarn er næsten tom.
Der er kun det allermest kedelige tilbage.
De færdige sokker har ligget og ventet.
På sol.
I går var der sol hele dagen.
I dag var der striber mellem regnen.
Nu er der taget billeder.
Emilie har fået sin bunke til brug.
Og der er fuld af mere eller mindre gode billeder på computeren.
Det tager tid at skille bukkene fra fårene.
At gennemskue hvilke der er værd at bringe.
At skære i størrelsen, så de ikke fylder mere end der er brug for.
Men det tager ikke lang tid at tage bunken i brug.
Heller ikke på solskinsdage.
Og slet ikke når det regner.
Papirerne om ansøgning af optagelse på Sorø Husholdningsskole om et par år er sendt.
Bekræftelse på optagelse er modtaget.
Dipositum er betalt.
Det er lidt vildt.
Nej ret vildt.
Mærkelig følelse...
Bare en stak billeder...
... og så er det forresten ikke helt let at male lette lige streger på en rillet overflade.
I morges vaskede jeg alle vores håndklæder. Da de var tørre og lagt sammen, lagde jeg også mig selv sammen, og tog bussen ind til byen.
Vejret var skønt. Solen skinnede og jeg måtte tage den ekstra trøje af, jeg hjemmefra havde taget på.
Fra Rådhuspladsen gik jeg op ad Strøget til Amagertorv, hvor jeg holdt en enkelt stop, inden jeg fortsatte op ad Købmagergade og tog S-toget tilbage mod Rødovre, hverdagen og arbejdsmødetider.
To timer tog det. Og jeg var blevet to tallerkener rigere.
De to tallerkener Emilie og jeg malede i pinsen.
Dagen gik, tallerkenerne ventede i posen og da lukketid blev en realitet, var det stadig skønt og dejligt udenfor.
Cyklen havde jeg ikke med, jeg havde jo taget bussen dengang i formiddags.
Jeg kunne ikke udholde tanken om varmen i en bus, så jeg gik. Hele vejen hjem. Med tallerkenerne svingende i posen med de fine bølger, solbriller og musik i ørene.
Nu er der mad. Emilie har været i køkkenet og forberedt en mulighed for indvielse af de fine nye.
For et par uger siden prydede en grøn cardigan forsiden af Hendes Verden. Den gjorde noget ved mig, jeg fik lyst til at strikke den, men efter at have prøvet først det ene og siden det andet af garnerne på lageret, gav jeg op.
Så fandt jeg nyt garn, og nye ideer, og inden jeg så mig om, ville jeg slet ikke strikke modellen fra forsiden. Jeg ville hellere inspireres.
Og mens regnen siler ned udenfor, jeg restituerer efter en vågen nat og alting vokser og gror, vokser også mine ideer, mit nye bladmønster og den kraftige inspiration fra modellen fra forsiden.
Det bliver ikke den samme cardigan. Den bliver faktisk meget anderledes, men den bliver også meget inspireret. Jeg har vendt op og ned på strikkeretningen. Jeg har besluttet mig for raglan i stedet for tilsatte ærmer, jeg har lavet et helt nyt bladmønster. Jeg holder stadig fast i perlestrikken, i det stængelagtige i motivet, de to ærmer og farven. Derudover er der frit spil.
Det er en sjov proces. Og siden billederne blev taget, har jeg trævlet det hele op og er begyndt forfra. Sådan er processen også. Der var for mange masker i nakken, og det var svært at se, før det hele havde en vis længde.
På plussiden kigger jeg ikke længere helt så ofte på mønstertegningen, som jeg gjorde til at starte med.
Vi har skrevet på en vision, og vi har arbejdet med handleplaner for de enkelte afdelinger. Snart er vi færdige og klar til at sende babyen ud i verden.
Enkelte ting mangler. Punktummer skal sættes og rettelser dukker op. Det er rimelig simpelt og let at gå til.
Langt værre er det med billedematerialet til afhandlingen. De billeder der er brugt tidligere er ... brugte. Og gamle. Med børn, der snart ikke længere er børn.
Chefen havde fundet billeder i vores månedlige nyhedsbrev. Ikke nogen dårlig ide. Problemet er bare, at opløsningen på computerbilleder og billeder til tryk er ret forskellige. Med det resultat at de trykte billeder blev temmelig uspændende at se på.
Du tager da bare nogle nye - sagde chefen. Så det gjorde jeg. Og gør jeg. Der skal nogen stykker til, for at have noget at vælge imellem.
I fredag legede nogle af de små på et bord. Kravlede op, tog tilløb og hoppede kunstfærdigt ned.
Jeg var overbevist om, at mit lille kamera næppe ville få mere end flagrende bevægelser ud af motivet....
Når jeg har været vågen hele natten, og siddet de otte timer foran en computer sammen med en flok drenge. Når jeg skiftesvis har spillet skydespil med zombier sammen med drengene, genoplivet min World of Warcraft konto (noget skal timerne jo gå med) og læst alle de indlæg min reader gennem de sidste dage er blevet fyldt op med.
Så ser jeg sådan ud:
At billedet er skævt kan tilskrives Emilie, der håndterede kameraet, og lige var stået op. Om hun var vågen er en anden sag. Rynkerne og den omstændighed at jeg ikke ser helt frisk ud, kan jeg til gengæld ikke tørre af på hende.
Forresten gik natten overraskende stærkt. Der var lige en kort periode omkring klokke seks, da jeg mistede koncentrationen og havde en lille smule svært ved at samkøre det jeg gerne ville, med det jeg rent faktisk gjorde.
Om lidt falder jeg formentlig omkuld.
Men først skal jeg sidde lidt. Muligvis glo tomt ud i luften, men sidde.
Jeg duer ikke til kaste mig under dynerne, i samme øjeblik jeg kommer ind ad døren. Måske skal jeg også have lidt morgenmad.
Det er nemlig lige gået op for mig, at jeg er sulten.
Jeg har sovet længe, Længere end jeg umiddelbart troede jeg kunne.
Det er muligt, man ikke kan sove på forhånd, men jeg prøver alligevel. Derfor har jeg også en date med min seng, når den ordinære arbejdsdag er slut, og jeg igen er hjemme.
For overskud er ikke at fornægte, når klokken i aften nærmer sig ni, jeg igen står på arbejdspladsen og den ekstraordinære arbejdsdag starter.
Timer i selskab med glade drenge. Timer i et lummert lokale et sted på Frederiksberg. Timer i gode stole foran tændte computerskærme. Årets udflugt til en netcafé med natarrangement. Otte timer midt om natten. Det eneste tidspunkt på året, hvor jeg finde et eneste fornuftigt argument for energidrikke.
Inden vi tager af sted mødes vi i Caféen. Inden vi tager af sted skal vi have et ordentligt måltid mad. Sådan et man kan leve på længe. Sådan et med en god - og sukkerfyldt - dessert. Sådan et, hvor man med kalkuleret overlæg, må få sodavand til maden.
Det skal nok blive sjovt.
Og i morgen skal jeg nok være træt.
Sikkert også søndag...
Caféen ligger i et tidligere gangareal. Med køkken, sofahygge, billard, computere, karaokerum og alt det andet vi har, kan det være svært at forestille sig. Men der var engang, hvor Caféen aldrig endnu var tænkt og arealet blev brugt til gennemgang. Der var engang da der stod små spredte grupper af borde og stole til brug af flittige elever.
Det sidste ved jeg, fordi jeg engang så et billede, fra dengang skolen var ny og gangen var en gang, der ikke var lukket af med døre og vægge.
I forlængelse af Caféen - også i en del af det gamle gangareal, der her er udviddet til også at indeholde gamle klasselokaler - ligger Klubben. To døre og en mellemgang skiller os ad. Vi går tit og ofte i løbet af dagen gennem de to døre og mellemgangen. Når vi skal snakke med hinanden, spørge om noget, hente, låne eller noget helt andet.
Det er ikke noget problem, så længe dem der går frem og tilbage hører til. De store unger i Caféen synes det er lækkert stadig at have forbindelse til pædagogerne fra dengang de gik i Klub. Det er sjovt når en lærer går igennem, eller ledelsen kommer med kaffe og skal holde møde i mødelokalet bag Caféen.
Til gengæld er det et problem, når nye børn og nye forældre, der ikke hører til Caféen, går frem og tilbage. Bruger Caféen som gennemgang.
For når gangarealet er inddraget til andet, skal man udenfor, gå langs bygningen og gå ind igen ved den lille mellemgang. Det kan hvert år være svært for nogen at forstå. Men hvor sjovt er det lige, når man har rundet teenagealderen, hele tiden at blive forstyrret af voksne, der ikke forstår at gå udenom. Børnene lærer det nemlig hurtigt.
Så nu laver jeg et skilt. Ikke et med adgang forbudt. Men et der navngiver og gør opmærksom på, at her bor Caféen. Vi har haft et skilt før, men det var en lamineret kopi. Tapet fast. Tape holder ikke særlig godt. Skruer er bedre.
Det er stadig det fine Café-tag en af de tidligere Cafébørn tegnede engang for længe siden, og som blev vores bomærke, der ligger ryg til. Det skal bare lige ophøjes til et skilt, der forhåbentlig bliver lagt mærke til.
Og virker det ikke, bliver vi bare ved med at øve os i - pænt og bestemt - at fortælle at vi ikke er til gennemgang!
Jeg er hoppet på endnu et mystery shawl. Jeg kunne ikke modstå Through The Loops udfordring. Dels fordi Kirsten ofte laver nogle rigtig fine ting, dels fordi der er flere farver i sjalet, og jeg ikke er så god til mere end en farve ad gangen. Men allermest fordi hendes opskrifter er så enkle, nemme og rare at gå til.
Jeg forsøger at holde mit lager lidt nede. Det lykkes faktisk rigtig godt. Selv med det store indkøb Anders stod for sidste måned, har jeg langt mindre garn på lager, end jeg havde da året startede.
Det betyder så, at mit lager ikke er sådan et, hvor jeg bare kan gå ind og finde tre fantastiske farver, der tilsammen kan blive rigtig fine og som samtidig passer til strikkefastheden. Til gengæld betyder det, at der er overskud til at bestille nyt.
Jeg var en del rundt på nettet, for at finde noget helt specielt. Noget jeg ikke har strikket af før. Noget spændende og lækkert og gerne med et tvist af luksus.
Jeg fandt Luxury fra Shilasdair Skye Yarn Company. Ren blødhed fra Isle of Skye, den største ø i de Indre Hebrider vest for Skotland. Med navne som Summer Loch, Moss og Blaeberry føler jeg mig næsten hensat til et sted i højlandet.
Garnet er et kapitel for sig. Håndfarvet med et fantastisk spil i indfarvningen. Merino, angora, babykamel og cashmere i en skøn forening. Blødt med blødt på. Jeg kommer til at ae alle fibrene af længe inden første clue dukker op - eller det håber jeg ikke.. men stryge hen over det, det er jeg ikke færdig med.
Pludselig er det torsdag. Korte uger bliver nemt forvirrende.
Torsdag starter stille, med Emiliehygge og vinken ud af døren, da hun løber ned ad trapperne. Torsdag tænker tanker. Tanker om strikkeprojektet, der efterhånden udmønter sig i opslåede masker og tanker om indkøb. Til god mad.
For fredag bliver lang. Fredag skal bruges sammen med fire raske drenge. Fredag skal vi aldrig i seng, og natteroderi kræver en god balast.
Men først er det torsdag. Jeg pakker min taske og begiver mig ud i Verden. I dag skinner solen. I dag er også kold. Men med blå himmel og udsigt til dejlige timer.
Torsdag starter hos min mor. Om lidt er jeg klar. Om lidt kører jeg til Vanløse og et par timer i selskab med mit mødrende ophav.
Mellem al den snak vi nok skal finde frem, har jeg lovet at lære en lille smule fra mig om billedebehandling. Bare det basale, og det der er til at huske. Som en begyndelse.
Torsdag tegner godt.
Dengang jeg overtog redaktionen af vores månedlige nyhedsbrev, sagde min chef, at jeg skulle regne med at rette en del skriftlige fejl i indlæggene fra de forskellige afdelinger.
For som han sagde; Der er en grund til at de er blevet pædagoger og ikke lærere. Og fortsatte med noget om skriftlighed til fordel for ønsket om at gøre en menneskelig forskel.
Gennem årene er jeg blevet tilbøjelig til at give ham ret.
I dag kom jeg igen til at tænke på hans ord fra dengang.
Forældrerådet i SFO'en er glade for vores nyhedsbrev. Det bliver ofte rost. Men de kunne godt tænke sig noget mere om de pædagogiske overvejelser. Noget mere om hvorfor, hvordan og resultater. Der skal stadig være plads til at fortælle begejstret om hvor hyggeligt et givent projekt eller øjeblik har været. Det ville bare være så lækkert også at få andre vinkler på.
Vinkler der kræver ord, tanke og tid.
Med det udgangspunkt snakkede vi i dag om branding. Om at det ikke kun er private virksomheder der skal sælge sig selv. Det skal vi også. Vi skal fortælle om alt det gode vi gør. Vi skal forklare hvorfor vi er uundværelige. Vi skal gøre opmærksom på vores gode arbejde, og hvad det fører med sig.
Vi nåede slet ikke så langt som chefen havde drømt om. Vi nåede heller ikke så langt som jeg kunne drømme om. Jeg vil gerne have mere. Lige nu. Men vi fik ideer på bordet. Vi fik listet muligheder og vi fik drejet nogle snakke, så der kom nye øjne på projektet.
Jeg tror ikke det er noget der sker over natten, for som chefen også siger, vil pædagoger langt oftere handle end dokumentere. Langt oftede underkende egen indsats end hævde sig.
Vi skal have Jante smidt på porten. Og det er nok lettere sagt end gjort.
Men. Jeg tror vi kan. Jeg tror det kan blive rigtig godt.
De sidste godt fjorten dage har min telefon nægtet at gå på nettet. Forbindelsen var afbrudt. Ikonet for netforbindelse var forsvundet. Ingen kontakt. Intet!
Det vil sige, jeg kunne fange trådløse netværk. De findes bare sjældent lige der, hvor jeg godt kunne bruge en netforbindelse.
På mit arbejde er der trådløst. Og gæsteadgang. Hvis man er indehaver af et UniLogin. Det er jeg, så al netforbindelse er stort set foregået der. Og så i S-toget. Men hvor tit er det lige, jeg kører i S-tog...
Jeg har genstartet og geninstalleret. Jeg har talt i mindst en time med en meget sød og hjælpsom dame fra teleselskabet. Jeg har fået tilsendt et nyt simkort og jeg har gået rundt og forsøgt at overskue konsekvenserne af at sende den til reparation. Hvordan kommer jeg for eksempel op om morgenen uden vækkeur...
Det er faktisk utroligt så hurtigt man kan vende sig fra at have netadgang døgnet rundt. Over alt. Næsten.
I går kom Allan forbi. Vi snakkede om lidt og det hele, og undervejs fik jeg fortalt om telefonens dårligdomme. "Har du prøvet at nulstille til fabriksindstillingerne?" Spurgte han.
Jeg tror det er det eneste, jeg ikke har gjort.
Det har jeg nu.
Nu har jeg netadgang.
Nu mangler jeg bare at huske alle de apps og andet sjovt jeg gennem tiden har hentet. Men det kommer nok. Når jeg mangler. Eller husker.
Det værste er næsten at det hele ser forkert ud. Jeg har nemlig ændret på teksttypen over det hele. Men kan jeg huske hvor jeg gjorde det? Eller finde en indstillingsmulighed?
Det er selvfølgelig en mindre detalje, set i forhold til glæden over den reetablerede netforbindelse :)
Det er ret dumt at starte morgenen med at knalde foden ind i noget, der skræller huden af oversiden af en tå.
- Specielt nar det bagefter viser sig, at der ikke er noget plaster...
Dagen er ved at være slut. En dag, der startede en kort uge. En dag, der var fyldt med sjove indfald og unger, der strammede linen så langt som den kunne komme.
I morgen venter endnu en dag. I morgen bligver lang. Men sikkert også spændende.
Specielt spændt er jeg på det fælles personalemøde, og det punkt jeg ved kommer og som handelr om formidling. Hvordan formidler vi alt det gode vi hver dag gør med og for og om ungerne.
Hvordan bliver vi bedre til at beskrive og få de pædagogiske tanker på banen?
Jeg er ikke i tvivl om, at vi ikke når en slutning på det spørgsmål, men vi starter og det synes jeg er et godt skridt at tage.
Det hele er med, også varme og lygter, hvis det bliver koldt og mørkt inden jeg kommer hjem igen.
Jeg mangler lige en flaske vand, så jeg er på vej.
På vej mod cyklen, og stationen. På vej mod S-tog, Frederikssund og timer i dejligt selskab. På vej mod snak, grin og strik i een skøn forening.
God mandag til alle.
Emilie har haft en ide. Længe. Jeg har i hvert fald hørt hende tale om planen gennem et stykke tid.
Hun ville lave kage. Med fyld. Og i et omfang, der nok skulle have været inviteret gæster til.
I går bagte hun. Over timer. Havde Anders til hjælp, da karamael skulle omdannes til creme. Havde masser af gode ideer. Og intentioner.
Det færdige resultat var voluminøst, fyldigt og sødt med sødt på. Det var også svampet og lækkert og med gode takter. Et orgie af chokolade, karamel og sukker.
Ingen af os kunne komme gennem de forholdsvis små store stykker det lykkedes hende at skære. Ingen af og kunne sige os fri fra følelsen af at være smurt ind i sukker.
Personligt har jeg fået nok. Emilie har besluttet sig for, at det ikke var den rigtige vej at gå. Men så er det prøvet. Alligevel tænker jeg at kagen nok stille og roligt skal forsvinde.
Det har kager det med at gøre. Her.
På sådan en regnfuld søndag kan man passende slå op til endnu et par sokker, eller sove lidt i sofaen.
Samtidig kan man grine lidt af, at det valgte garnnøgle matcher de farverige strikkepinde.
Man kan lege lidt mere med ideerne til en nylancering af det månedlige nyhedsbrev, eller forsøge at finpudse noterne til en sokkeopskrift.
Man kan stoppe de afklippede topskud fra geoginerne i fugtig jord, og håbe på det virker. Fugtig jord er nemt at finde når regnen har været gavmild i timer.
Man kan spise sandwich eller salat med pulled pork, Anders har haft i ovnen hele natten. Man kunne også fylde sig med chokolade. Chokolade er ikke dårligt.
Det er muligt at glæde sig til Emilie er færdig med at bage. Eller brygge sig en ekstra kande the og sætte sig i et hjørne med et tæppe og underholdning.
Inde fra stuens dække, kan man glæde sig over at nok er regnen våd, men luften er ikke kold, og i mellemrummene mellem bygerne er det skønt at have altandøren stående åben.
Man kunne også tømme opvaskemaskinen eller gå i kælderen med en posefuld vasketøj. Man kunne.. men man kan også lade være..
God søndag :)
Lørdag var høj himmel, skyfrit, sol og masser af varme.
Lørdag var cykel frem og tilbage til Fredriksberg.
Lørdag var strik i Søndermarken, sol og røde skuldre.
Lørdag var venindedag, the og snak i mange timer.
Søndag er himlen blevet grå.
Søndag er regn og mere regn.
Søndag skulle have været middelaldermarked i Valbyparken.
Nu bliver vi i stedet hjemme, laver god mad og hygger indendøre.
Søndag har Emilie lovet at bage kage.
Og allerbedst:
Søndag har Emilie afprøvet sin nye paraply.
I samme øjeblik regnen ramte, stod hun på altanen med opslået paraply, og glæde over det endelig blev muligt at afprøve om den virker.
Søndag har paraplyen vist sit værd. Kun kolde fødder i bare tæer blev våde...
I går var det så varmt udenfor da jeg kom hjem, at jeg ikke knuue holde ud at være i solen på altanen.
Jeg ville gerne være ude. I stedet for at sidde i solen fandt jeg en pude og lagde mig på gulvet, i skyggen under det lille bord på altanen.
Anders havde fundet papir og tegnegrej, og sad midt i solen. Senere dukkede Emilie op fra endnu en fantastisk dag i køkkenets og praktikkens tegn.
Mens Anders tænkte og tegnede og Emilie snakkede og sludrede lå jeg og kiggede op. Lyttede og tog billeder fra nye vinkler.
