Spelsau

 

Da vi i oktober var på tøseweekend i Nordsjælland, havde jeg fundet Det Vilde Spinderi. Eller jeg havde ikke fundet det, jeg havde hørt om det. Da det gik op for mig at det var lige i nærheden, foreslog jeg at vi skulle køre forbi. 

Vi tager altid på opdagelse i nærområdet, når vi er på tur. Ingen ideer er mindre end andre, og at det med at strikke og spinde stort set hører til hos mig, gjorde ikke oplevelsen ringere for de andre. Vi kiggede på de gamle fine igangværende maskiner, fik fortalt om håndværk og jeg kom derfra med kæmmet spelsau.

I The Fleece and fiber source Book, kan jeg læse, at spelsaufåret oprindeligt er for Norge, og der findes flere forskellige typer - den gamle der har rødder tilbage i vikingetiden og har lagt uld til skibenes sejl og befolkningens påklædning. Og de nyere varianter, der er tilført gener fra Islandske, Færøske eller finske får. For begge typer gælder at underulden er fin og blød, mens overulden er rustik og grov. Unnder- og overuld kan deles hver for sig, eller spindes sammen. 

Den brune farve jeg fik med hjem er typisk for den gamle type, der også var hvid, sort og grå, mens de nyere typer oftest er hvide men også kan findes i de gamle farver. Den uld jeg havde med hjem har helt sikkert en del overuld i sig. jeg tror det er en blanding af både over- og underuld, for det er groft og rustikt, men det har også en blødhed over sig. 

Gennem tiden har man delt ulden og brugt den, der hvor den gjorde mest gavn. Vikingenes store sejl har været vævet af overulden alene, mens de fineste beklædningsdele har været af underulden alene. Resten har ganske sikkert været en blanding. Og mon ikke de har arbejdet med forskellige blandingsforhold. 

Materialer: Spelsau fra Det Vilde Spinderi. Ulden var kæmmet i tynde bånd, vel nærmest det, der kaldes pencil rowings. Jeg købte to små bolde, der var tænkt til at hækle siddeunderlag af, og forestillede mig jeg kunne spinde. 

De to bolde indeholdt tilsammen 175 gram. 

Forberedelse: I første omgang forestillede jeg mig at ulden kunne spindes som den var, hvis blot jeg løsnede det lidt, ved at tese det en smule, inden spindingen.

Fibrene er lange, og det var svært at spinde ulden til garn, fra det kæmmede bånd. Jeg besluttede at prøve noget andet, fandt blendingboardet frem og lavede i stedet rolags.

Det gjorde arbejdet meget nemmere. Jeg løsnede stadig fibrene, inden jeg spandt. Det var ikke det nemmeste jeg nogen sinde har spundet, men det lod sig gøre. 

Spinding: Jeg spandt fibrene på rokken, i Z-retning. Det betyder med hjulet kørende i urets retning og et garn der bliver snoet mod højre. 

Jeg kan godt lide at spinde en form for longdraw - altså at have hænderne et stykke fra hinanden. Fordi fibrene var lange, var det nødvendigt at have hænderne længere fra hinanden, end havde det været merino, eller en anden kortere fiber. Alligevel oplevede jeg at jeg ikke kunne holde hænderne alt for langt fra hinanden.

Tvinding: Også tvindingen foregik på rokken. Denne gang i S-retning. At hjulet kører mod uret og de højredrejede tråde snos sammen mod venstre, for at danne harmoni og balance i det færdige garn. 

Jeg tvandt garnet tretrådet ved at kædetvinde. Det betyder at det entrådede garn omdannes til et tretrådet garn ved at "hækle" store "luftmasker" som tvindes sammen til en tråd. 

Når jeg kædetvinder, er det vigtigt at det ikke går for hurtigt. Jeg forsøger at træde langsomt og sætter snoren på den største trisse af de to, der er rådighed på den lille rok. 

Efterbehandling: Jeg haspede garnet af spolen, og skyllede det op i varmt vand tilsat uldvask. Jeg lægger garnet forsigtigt ned i vandet og ladet det ligge uden bevægelse til vandet er kølet af. 

Når vandet er koldt, tager jeg garnet op, krammer det forsigtigt, først mellem hænderne bagefter i et håndklæde. Til slut svingede jeg det et par omgange, for at få det sidste vand ud, ud over kanten på altanen. Slutteligt hængte jeg garnet til tørre over en bøjle, til det var helt tørt.

Resultat: Jeg er endt med et garn, der på samme tid er blødt at røre ved, og kradst at røre ved. Jeg forestiller mig det som mønsterfarven i et eller andet til Anders. 

Da garnet var helt færdigt, fandt jeg en smule mere af fibrene. De bliver ikke til garn nu, men - forestiller jeg mig - bliver en del af noget større engang med tiden. 

Det færdige garn vejer 135 gram og er 286 meter langt. Det er 212 meter pr 100 gram.

Det var et spændende forsøg, og jeg kan hermed konstatere at jeg holder mere af de blødere materialer og færdige resultater.

Vil du se flere billeder af garnet, kan det ses på Ravelry.