På årets sidste dag

Dagen viser tænder, der i morges sad på alting udendørs. Jeg stoppede op og beundrede kunstværkerne af frost på glas og visne planter.



Dagen har været fuld af tid. Vi har ikke travlt. Planlægningen har været fornuftig, og den eneste der reelt kan kræve at have arbejdet er Emilie, der i formiddags luntede ud med dagens reklameombæring. Reklamer holder ikke ferie, hverken jule- eller nytårsaftensdag, når de falder på en lørdag. Sidste lørdag havde hun og planlagt ferie.

Efterhånden som dagen går er køleskabet fyldt op med tilbehør til aftensmåltidet, badeværelset har været i brug, og om lidt flytter jeg Emilies bærbare, der fylder på spisebordet, hvor vi alle på skift bruge løs.





I morgen venter en ny dag. Et nyt år. Jeg har ingen fortsætter. Jeg har aldrig rigtig troet på dem. Men jeg har en aftale med mig selv. En aftale, der snildt kunne ligne et nytårsfortsæt af den slags "man" skal have. Der skal rodes med vægten igen. Pilen skulle gerne pege nedad. Efter tre måneder med stilstand er det på tide at flytte igen. Jeg nærmest glæder mig, efter tre måneder er det på tide med et skift. At skiftet ligger lige efter nytår er et tilfælde.



Der mangler stadig et bord, nogle kartofler og et strygejern. De går ingen steder, det gør jeg heller ikke, hvis ikke jeg stopper nu. altså må jeg videre.

Godt nytår til jer alle.

Pulsvarme i blødt alpakka

Emilie har bestilt pulsvarme. Ikke til sig selv, men som julegave til Samar. Veninden, der følges i tykt og tyndt, og som er anden halvdel af det tøsede indhold af en klasse, der domineres af det mandlige køn.



Samar har altid kolde fingre og yndlingsfarven er lilla. Derfor var valget af gaveønske oplagt og vi var forbi garnbutikken i centret, inden vi dampede af på juleferie, og valgte lilla alpakka i Sandnes' version.

Vel fremme i Skødstrup var der plads til strik, så gaven kan ligge klar efter jul, når tøserne ses igen. Min første tanke var, at fortsætte succesen og strikke det gennemprøvede mønster, jeg har lavet flere versioner af. Men så synes jeg alligevel der skulle nyt til.

En hurtig gennemgang af Ravelrys muligheder på den ønskede type pind, gav et fint resultat. Jeg betalte, Lærke printede og tilbage i sofaen under lyset, sad jeg med en opskrift på finsk!

Ikke lige det sprog jeg er stærkest i.

Det skulle dog ikke forhindre mig i at strikke det fine mønster. Diagrammer er heldigvis universelle og med en smule viden om opbygningen af et mønster, sammensat med gode kig til billeder, var det slet ikke så svært at koble tal, tegninger og erfaring sammen til et færdigt resultat.

I originalversionen er pulsvarmerne lange. Jeg valgte en kortere version og trak endda en enkelt rapportgentagelse fra i bredden. Samar har smalle hænder, og jeg ville være sikker på pasformen.

Jeg forlængede tomlen, der originalt blot skal lukkes af over de udtagne masker og senere tilsættes en hæklet omgang fastmasker. I min version er der ingen fastmasker, men flere omgange og mønstergentagelser, så varmen har mulighed for at brede sig.

Tomlen ser forøvrigt noget mærkelig ud, uden indhold, men sidder rigtig godt, og føles absolut behagelig.

Med Emilie som model lykkedes det at fotodokumentere det færdige projekt. Så venter jeg bare på at høre om modtagelsen.







Design: Khaleesi af Marika Lepistö

Garn: Minialpakka fra Sandnes garn, farven er lilla og hedder 5153

De færdige pulsvarmere vejer 44 gr.



Pinde: Strømpepinde nr 3.

Størrelse: Lidt mindre end opskriften foregiver

Bemærkninger: Ifølge opskriften skulle mønstret gentages otte gange. Jeg valgte at skrue ned, og gentage syv gange. Samtidig strikkede jeg langt færre gentagelser, inden jeg fortsatte til næste mønsterrapport.

Jeg ønskede noget mere varme om tommelfingeren og undlod, derfor at lukke maskerne af, da højden for udtagningerne til tomlen var nået. I stedet satte jeg maskerne på en tråd og fortsatte senere en reel tommel.

Har du lyst til at se flere billeder af pulsvarmerne, kan de ses lige her på Ravelry.

Titanic

På allersidstedagen for udstillingen i Tivolislottet, lykkedes det os at komme af sted og se (og høre) spændende historier om det der engang var Verdens største luksusliner. Den der nu ligger på havets bund, knækket i to, efter en fatal kollision med et isbjerg. Titanic.



På mange måder var det en meget anderledes udstilling. Specielt fordi det er begrænset hvor mange artefakter eller dimser, der er hevet op fra havets bund, der tilsammen kan skabe et sammensurium, der bliver spændende at vise frem. Derfor var udstillingen krydret med mange billeder af skibet, af stabelafløbningen og specielt af passergerer, der var med og som for størstedelens vedkommende aldrig kom i land.

Sammen med billeder og forskellige genstande, mange breve, småting og andre effekter gav opbygningen af skibets telegrafstation, genskabelsen af en luksuskahyt, det, der for småkårsfolk har været en prægtig tredieklasseslukaf, en korridor på første klasse, modeller af skibet og levende undervandsbilleder et spændende indblik i den Verden rejsen over havet har været at bevæge sig rundt i.

Det anderledes i udstillingen var den mp3-afspiller, alle blev udstyret med, hvor en behagelig stemme fortalte historier, annekdoter, fakta og andet spændende med udgangspunkt i de enkelte billeder og opstillinger.

Det tager længere tid at se en udstilling med ørerne. Det giver også en anden meget stille oplevelse, der nærmest indbød til at hviske. Når ens medmuseumsgænger er af typen, der føler et headset med indbygget lyd som en skoleopgave, og derfor ikke vil lytte med, kan det derfor føles lidt forkert at skulle genfortælle, uden at forstyrre de andre museumsgæster for meget. Det betød også, at jeg fik langt flere af de små spændende historier end Emilie.

At lytte og få fortalt er en ny og anderledes måde at gå på museum. Jeg synes på ingen måde, det er en dårlig ide, jeg kunne bare godt have tænkt mig en mulighed for ikke kun at skulle lytte. Jeg tror personligt, at jeg havde fået mere ud af udstillingen, hvis den havde spillet højere på flere sanser.

Emilie var glad for at få set udstillingen, og fik en hel del med hjem, selvom hun synes den var noget kedelig.

Julesokker

Mens jeg tog til Jylland på juleferie, og Anders stadig arbejdede, lykkedes det mig at færdiggøre et par sokker til den hårdtarbejdende i julegave. Dermed havde jeg to par, og jeg startede også et tredie par, men det mønster jeg valgte, var så tilpas kompliceret, at hyggeligt samvær ikke fungerede, og jeg pakkede dem væk igen og strikkede noget andet.

Det viste sig som en fin ide, for en pludselig indskydelse, jagt på et pizzaria og hjembringelse af en hel og ubrugt pizzabakke til indpakning, rummede ikke plads til et par mere. I øvrigt en ret sjov ide, der gav den helt rigtige og ønskede virkning ved udpakningen. De på-hylden-lagte sokker, er ikke længere hemmelige og bliver fundet frem igen, lige så snart alt det andet er strikket færdigt.

Par nummer to, af det der der skulle have været tre, er strikket af et nøgle garn, jeg måske ikke skulle have købt, men som hoppede med en dag, jeg var forbi Henriette i garnbutikken i Vanløse.

Lækkert garn. Kan jeg bare sige.










Design: Eminence Rouge Socks af Madeleine Fitzgerald


Garn: Hot Socks Tweed fra Four Seasons Gründl. jeg har strikket i farve nummer 44, en ret lækker blå melering. Et enkelt nøgle vejer 150 gr, og er alt rigeligt til et par store herresokker.

De færdige sokker vejer 110 gr.


Pinde: Strømpepinde nr 3½.



Størrelse: Sokkerne er strikket til Anders, og er derfor rettet ind efter en fod størrelse 46.


Bemærkninger: Der er ikke de store bemærkninger. Jeg fulgte opskriften, som i øvrigt virkede fint.

Synes du sokkerne ser noget store ud på billederne, er det fordi Anders er tilbage på arbejde efter julen, og jeg derfor brugte mine egne fødder iklædt en sok under og en forsigtig sammenpresning af det strikkede om foden.


Har du lyst til at se flere billeder af sokkerne, kan de ses lige her på Ravelry.

Store indkøbsdag

Hvorfor er det lige, der skal så utroligt meget til, for at kunne holde nytårsaften for tre-fire personer?

Lige meget hvad, har Emilie og jeg købt og slæbt og sørget for, så der nu er både det ene og det andet og vi skulle være mere end klar til morgendagen, der allerede er planlagt og helst kun skal indeholde sjov (for mig.. Emilie har også lige nogen aviser og reklamer, men dem må hun denne gang selv sørge for..)

Tilbage til nytårsaften skulle alle få i hvert fald en del af ønskerne opfyldt... Emilie holdt gerne stor fest, og har udstyret sig selv med både nytårskjole, nytårssko og nytårshat. Men hun må nøjes med Anders og jeg, der begge hellere end gerne spiser noget god mad, og ellers gemmer os i et hjørne med en god bog.

Tilbage står Daniel, der skal til fest, men har meddelt at han spiser hjemme.. altså kan vi enes om den gode mad.

Emilie har for længe siden bestilt fondue. Så fondue skal det være. Gårsdagens midlertidige planlægning lød på kød fra okse, lam og fugl... men da vi så stod ved køledisken, var der ikke langt til bison, kænguru og fugl, hvilket Anders via sms synes var en fabelagtig ide. Sammen med alle de raketter Emilie ødslede resten af lommepengene på og en chokoladebombe, der forhåbentlig bliver god - opskriften tyder på det, er der lagt op til alle tiders nytårsaften, der kan ende med at indeholde alt fra fest til stille væren.

Jeg tror jeg er klar!

Et elektronisk kvantespring

Mig og mobiler. Den kombination er bestemt ikke i allerhøjeste gear. Tværtimod. Jeg er som regel langt bagefter.

Jeg har haft mobiltelefon i tretten år. I den tid har jeg haft fire. Det er ikke ret mange, når jeg sammenligner med alle dem jeg kender. Min seneste af slagsen har efterhånden mange år på bagen, sekstallet/MNO virker ikke helt efter hensigten og den skal lades op hver nat. Alligevel har jeg kvidet mig ved tanken om at skifte den ud. For jeg kan godt lide den.



Min søde tidligere kollega foreslog at Anders kunne give mig en ny i julegave, og det havde nået at sætte sig fast som en god ide, indtil samme søde tidligere kollega ødelagde det hele.

Han har nemlig købt ny, og nu har jeg fået den gamle.

Den er ikke ny, ej heller højest på beatet. Den er ridset og brugt. Men den er min, og i forhold til det jeg kom fra, er det noget af et spring. Jeg har haft den et par dage, og må indrømme at det der med touch og sms'er slet ikke er så svært som jeg havde forventet. Efter et gammeldags tastatur var jeg noget bekymret.



Nu mangler jeg bare at optimere mit abonnement, så det også bliver muligt at gå på nettet. med det nuværende er det nok ikke en god ide, og min søde tidligere kollega, var også så venlig at hjælpe med at afmontere muligheden for at bruge den mulighed, da han kom forbi med vidunderet og en hurtig gennemgang af funktionerne.

Jeg mener at så længe, jeg har styr på at ringe og sms'e, så er jeg godt kørende. Jeg har også fundet både kamera og de indbyggede spil...

Tid til salat

Med kostomlægning og mere grønt, har jeg mere end en gang stået og manglet et ekstra sæt salatbestik. Jeg endte med at skrive det på listen over ønsker.

Men kan et ekstra sæt hamle op med det eksisterende? Det eksisterende, der har været min mormors, og var en del af køkkenarven, der bliver brugt dag efter dag. Det smukke gamle sæt med træskafter, der under ingen omstændigheder må stoppes i opvaskemaskinen og som dagligt er i brug, til enten det ene eller det andet.

Det er ikke til at vide, men efter den dejligste jul, tror jeg det.



Juleaften kunne jeg nemlig pakke et sæt op, af en størrelse der kan gribe fat om selv den mest genstridige salat og af en beskaffenhed, der harmonerer med maskinen, hvilket ikke undgik Anders' opmærksomhed. Et lækkert sæt, der helt sikkert nok skal blive brugt.

Men ikke nok med det.

Hjemkommet og rødkindet fandt vi onsdag aften alle de gaver frem, som ungerne havde ladet blive hjemme, fordi de ikke gad bære, og hellere ville åbne i vores selskab. Der var langt flest gaver til de yngste, for vi havde allerede åbnet alle vores. Men der var et par stykker til os, for Emilie havde gemt på dem fra hende, og Anders' mor kom forbi med et par af de allerbedste.

Overraskelsen var stor. Måske skulle jeg have vidst. Men ingenting har jeg set. Og det til trods for at netop salatbestik har været på dagsordenen mere end een gang, og Emilie ofte har peget og spurgt om smukhed og effektivitet.

Helt inde i centrum af København har hun været, for at hjemføre det ene sæt jeg holdt mest af. Sættet fra Notre Dame af oliventræ, Sættet der er blødt at røre ved og som jeg allerede holder umådelig meget af.

Tænk at være indehaver af ikke mindre end tre sæt salatbestik... Og som Anders så kækt bemærkede, et helt sæt, der kan gå i opvaskemaskinen!

Anders og jeg

Der går ofte langt mellem billeder der viser både Anders og jeg. Sådan er det tit. Den der oftest står bag kameraet, kommer sjældent med på billederne. Her er det mig, der står bag kameraet.

Derfor har jeg sakset billedet Lærke tog under julemiddagen. Også selvom det er taget under de mindst gunstige omstændigheder, med lav belysning og slørethed til følge.

Også selvom Anders synes han ser gammel ud.

Tak for billedet Lærke :)

Det havde jeg ikke lige set komme

Emilie ville i Centret. Hun havde flere ærinder. En duplet, der skulle ombyttes, en kuffert med et manglende håndtag .. heldigvis havde vi gemt bonen, et gavekort der brændte og lidt mere jeg allerede har glemt.

Jeg gik med, fordi hun gerne ville have mig med. Jeg havde ingen ærinder. Jeg har fået de skønneste julegaver. Jeg nærmest brænder efter at vise dem frem, men lyset svigter og jeg gider ikke billeder i dårligt lys.

Så jeg fulgte med, kiggede lidt, udsalget er godt i gang.

Midt i det hele hang en kjole. Måske i min størrelse - måske ikke.

Jeg prøvede. Kjolen passede, blev pakket ind og kom med hjem.

Størrelse 38!

Det havde jeg ikke lige set komme...

Smukhed i juleindpakning

Sjældent har jeg oplevet så dejlig en jul. De er ikke helt sandt, for de sidste mange år, har julen været dejlig. I år står alligevel bare tilbage som året hvor alle fandt den indre ro, glæde og harmoni.

Ingen hektisitet eller panik over julekalendre, der også skal passe i programmet. Mad der blev som den blev - og blev god. Ikke på trods, men bare fordi. Det fineste træ, der ikke bare var fint, men skabt under fairtradekonceptet, og pyntet magisk med et kyndigt blik og uden indblanding fra alle andre, der sikkert havde andre ideer.

Dage tilbragt med de skønneste mennesker og med katten, der gerne sætter sig i centrum og sov i ske, til Anders dukkede op og stjal pladsen.

Det allersmukkeste var da Lærke proklamerede at hun ville spille til dansen om træet, fandt celloen frem og akkompagnerede langt smukkere end vi var i stand til at gengive.

Tre af de smukkeste julesalmer blev det til - fordi det var dem hun kunne. og så en enkelt uden musik, fordi hun også ville være med rundt om træet.

Hjemme igen

Efter dejlige dage i langsomt tempo, er vi hjemme igen til endnu flere dage med langsomt tempo og kun det vi har lyst til. I hvert fald, når det gælder ungerne og jeg. Anders er ikke blandt dem med ferie eller tvungent fri. Jeg klager ikke og han glæder sig hemmeligt over at være tilbage ved maskinerne, efter alt for længe bag skolens lukkede døre.

Min Reeder bugner af ulæste indlæg fra alle de andre, hvis skriverier jeg gerne læser. Så mange at uoverskueligheden banker på og jeg overvejer at opgive gennemlæsningen, og starte på en frisk.
Computeren har valgt at holde ferie og mens Anders stadig tror, at der nok skal lukkes op til alt det, der selvfølgelig ikke findes backup af, så vælger jeg at tro med, og låner i stedet Emilies.

I aftes var hjemkomst i flere tempi, med ungerne først, hvorfor Emilie mente at efter alle de gange jeg har hentet, var det på tide med det omvendte. Da vi endelig nåede den hjemlige S-togsstation, stod hun derfor klar som velkomstkommite og uddelte både knus og masse af snak.

I dag har været flere aftaler, der alle var forskellige, dejlige og helt i tråd med den langsommelige feriestemning.

I morgen er der atter en dag. Emilie har lagt beslag på en hel del af den, og jeg er pludselig kommet i tanke om udstillingen, der gerne skulle ses inden for de nærmeste dage.. bliver det ikke i morgen, kan vi måske nå det torsdag.

Jeg føler stadig, at jeg har god tid.

God jul til alle

Her skulle så være et julepyntet billede hentet i Københavns Centrum i aftes. Hyggeligt var det med gyngende guirlander, stjerner og hjerter.
Desværre vil computeren ikke samarbejde, så billedet må I tænke jer til, men måske en anden gang.

I stedet vil jeg ønske alle en glædelig jul, inden jeg lige om lidt springer ud af døren på vej mod Århus og yndlingsfamilien. Med mig har jeg Emilie, der skal sættes af hos farmor og farfar i Slagelse.

Resten af familien bliver hjemme, indtil ugen er omme og julen for alvor står for døren. Så samles vi hver især til juleaften og dejlige timer, inden vi lige om lidt er hjemme igen.



God jul til alle

På en tirsdag formiddag

Boller er bagt, Tøsebarnet sendt af sted belæsset med boller, mælk, gryde og piskeris, gaver pakket ind, lister opdateret og jeg er ved at være klar til juleferie og dejlige dage med skønne mennesker… Men først lige en sidste arbejdsdag.

Det skulle være så simpelt

Hun skrev endda en seddel: Køb to liter mælk, firehundrede gram god chokolade og en pakke gær. Men midt i taskesalget glemte jeg alt, og lige inden sengetid var der hverken mælk eller gær.

Ret kritisk når morgendagen er sidste skoledag inden juleferien, og dermed også morgenhygge med fælles morgenmad i klassen. Emilie har lovet friskbagte boller og varm chokolade. Det kan godt gå hen og blive svært at holde det løfte uden mælk, chokolade og gær.

Heldigvis holder Netto på Tårnvej åbent helt til klokken ti. Heldigvis er der luft i mine cykeldæk og hvad man ikke har i hovedet… Ret hurtigt var jeg og cyklen på vej mod Netto…

Dermed fik jeg også lige lovet at røre dejen sammen. Eller rettere dejene. For de stakkels drenge i klassen tåler meget dårligt kerner og andet godt, og har derfor brug for helt hvide boller sådan en tidlig decembermorgen. Som det søde pigebarn Emilie er, kan hun selvfølgelig ikke stå det overhørrigt og har allerede for længe siden besluttet sig for to slags boller – de hvide til sarte drengemaver og dem med kerner til alle de andre – og seje.

Heldigt nok at Anders lige har ryddet og rengjort køleskabet. Så er der plads til de to skåle med koldthævende dej, der lige nu deles pænt om pladsen.

Selvom hun nok har ambitioner om at stå tidligt op i morgen og trille dej til kugler, har jeg en ganske klar fornemmelse for hvem, der rent faktisk ender ved køkkenbordet omkring klokken alt for tidligt engang efter midnat i morgen.

Og sådan fik hun endnu engang sat os i sving. Hun er ret god til det. Har altid gjort det. Som dengang i børnehaveklassen, hvor hun glædesstrålende kom hjem og fortalte at hun havde lovet pandekager til morgenjulebordet, og Anders derfor endte med at stå meget tidligt en kold og mørk decembermorgen for at bage mindst tres pandekager. For til børnehaveklassejulemorgenborde er også forældrene inviteret. Hun fik selvfølgelig forbud mod nogensinde at love pandekager igen. Det har desværre ikke forhindret hende i sidenhen at love alt muligt andet, vi ikke lige havde forudset og derfor ikke nedlagt forbud mod.

Friskbagte boller er ikke det værste. Jeg glæder mig næsten (bare en lille bitte smule). Chokoladen derimod, den regner jeg med hun selv står for. Jeg tror bestemt det er lettest at transportere uåbnede mælkekartoner og indpakkede chokoladeplader.

Og inden jeg glemmer det, må jeg hellere kridte skoene, løbe i kælderen og hente alt det rene vasketøj, der forhåbentlig har brugt dagen til at blive tørt.

At sende en baby ud i Verden

Nogen gang er det nærmest livsnødvendigt at fortælle noget videre. Nogen gange kan man blive helt febrilsk efter tilhørere, der kan glædes og være med. Nogen gange er tilhørerne væk og sommerfugle og kriller i maven tiltager i overvældende, mens kravet om at fortælle vokser i rasende fart, mens man tripper rundt om sig selv og slet ikke kan finde ro.

Sådan havde jeg det lige omkring klokken halv fem.

Der sad en flok drenge i mørket i hyggerummet og hyggede. Hvorfor der skal være mørkt, er ikke helt gået op for mig. Men det skal der. Altid! Ved computerne sad to andre drenge. Det var alt. Alle de andre børn var gået hjem.

Hmm, tænkte jeg. Jeg kan lige tjekke min mail, åbnede mailprogrammet og fik noget nær et chok. Min baby er solgt. Den store blå taske, der koster så meget at jeg føler jeg skal retfærdiggøre prisen, hver gang nogen spørger. Tasken, der er yndlingen, fordi den var med til fødslen, dengang jeg begyndte at lege med formerne. Tasken jeg mest oplever som et kunstværk, og som nogen andre nu også kan se det smukke i.

Reaktionen kom bag på mig. Jeg fik nærmest hjertebanken, ondt i maven og følte at hænderne rystede. Og så havde jeg i den grad brug for at fortælle det til nogen – NU! Men de var alle sammen væk. Enten gået hjem eller sad i alvorlige samtaler med børn, der ikke lige kunne afbrydes.

Siden har stoltheden overtaget. Stoltheden over at nogen har set værdier i det jeg har lavet. For Jantelov eller ej – så kæmper jeg stadig med den pæne pige, der endelig ikke skal tro hun er noget.

Jeg skal lige ae lidt mere på den. Helt forstå at den forsvinder, at babyen får vinger og skal sendes ud i Verden. Siden skal den pakkes forsvarligt ind, adresseres og i morgen skal jeg stå tidligt på posthuset, for det er sidste skoledag inden juleferien. Skolen slutter tidligt og vi åbner tilsvarende tidligt.

Wauw!

Det er også mærkeligt, at se den stå som solgt inde i butikken.

Kurveflet

Det er ikke egentlig en skål. Det er snarere en kurv. Og den er færdig.

Den er ikke særlig stor. Heller ikke særlig rummelig. Men den er lavet med hjertet og kan forhåbentlig rumme, lige det den skal.

Nu skal den bare afleveres.

Alpakkavarme til kolde ører

Alle mine huer er forsvundet. Ikke sådan at de er væk, de er bare ikke tilgængelige. De sidder på skift på Emilies hoved. At hun gider bruge dem, er nok til at jeg ikke kræver dem tilbage.

Men det giver kolde ører til mig.

Da jeg den anden dag af uvidste grunde pludselig sad med mønstret til en fiks lille hue i tyverstil, var jeg derfor heller ikke i tvivl om, at den var jeg nødt til at forsøge mig med. Frem fra gemmerne fandt jeg alpakka i to forskellige grønne, og masker blev slået op.

Jeg har et lille hoved. Så jeg var bange for om ikke en størrelse onesize ville blive for stor. Så vidt jeg kunne vurdere var mit garn en smule for tyndt, så jeg satsede på, at selvom jeg brugte den rigtige størrelse pinde, ville det måske passe. Ellers er en hue ikke større, end en optrævling ikke skulle være det store problem.

Mens den skæbnesvangre håndboldkamp i fredags så dagens lys, strikkede jeg, til der ikke var flere masker – det gik stærkt. Og huen så ud til at passe.

Efter vand, opspænding og lang, lang tørretid, var den pludselig for stor. Endnu mere vand, og et forsøg på knap så meget fylde, hjalp en lille smule. Men ikke nok.

I aftes blev jeg så enig med mig selv om, at den skulle passe og syede et elastikbånd langs den øverste grønne kant, som et andet svedbånd inden i huen.

Nu sidder den fint og jeg er spændt på, hvor meget varme den giver.

Design: Escargot af Veronica Parsons. Mønstert findes frit og gratis på knitty.com.

Garn: 60 gram Sandnes Alpakka i to grønne.

Pinde: Rundpind nr 4½.

Størrelse: Jeg fuulgte opskriften, der heddder onesize, men umiddelbart nemt kan ændres en smule.

Bemærkninger: Jeg fulgte mønstret, som var meget let tilgængeligt. Huen blev en smule for stor og er holdt til hovedet med en ring af elastik indeni.

Har du lyst til at se flere billeder af huen, kan de ses lige her på Ravelry.

Starten på en skål

For efterhånden længe siden fik jeg en bunke Bloligliv og Isabellas til at klippe og folde i. Den glade giver skulle ingenting have… Det skulle da lige være en lille fin skål i en sjov facon til at give sin mor i julegave.

En lille fin skål i en sjov facon skulle være til at overskue. Ingen foer, ingen lynlås eller hanke. Bare en bund og nogle sider. Det skulle jeg nok kunne klare – inden for overskuelig tid.

Som om!

Det er snart jul og der er endnu ingen lille fin skål i en sjov facon. Tankerne har været der. Ideerne har budt sig til, men jeg har ikke fået klippet til en eneste lille firkant.

Altså indtil i går. Hvor jeg endelig fik ideerne på plads. Jeg tror det bliver en fin facon. Men det er aldrig rigtigt til at vide. I hvert fald håber jeg den bliver fin. Og færdig inden jul.

Det burde den nok kunne nå.

Nu ligger der i hvert fald en fin lille stak klippet og tapet papir på mit bord. Som ønsket er blå og grønne nuancer valgt ud. Den første ring er flettet, og inden længe skulle den næste gerne følge. Jeg tror på det.

Forhåbentlig kan den afleveres mandag eller tirsdag. Jeg tror endda at ordets magt slår til, når jeg sådan lægger det ud til beskuelse af alt og alle.

Så senest tirsdag altså!

Håndbold med drengene

Jeg har nogen fantastiske kolleger. Jeg har vist sagt det før, men jeg siger det gerne igen.

Jeg har nogen fantastiske kolleger!

Nogen synes der var gået alt for lang tid siden vi sidst havde spist og hygget sammen, så det gjorde vi i går. Nogen er også meget glade for håndbold, og da ingen vidste at de danske piger skulle spille semifinale lige præcis i går, dengang aftenen blev planlagt, var der optræk til en smule panik.

Ikke noget problem! sagde Steffen, fik fikset medievognen, trukket storskærmen ned og stod fem minutter inden kampstart og rodede med en blå skærm, der ikke ville andet end være blå.. eller slukket.

Ja! sagde Steffen. Jeg kan ikke finde ud af det. Hvorpå Anja, der slet ikke kunne overskue at skulle undvære, ordnede det hele på to sekunder – sådan cirka.

Efterhånden var der kun den hårde kerne tilbage, vi bænkede os i sofaerne, og stålsatte os til skæbnekampen. Jeg kan godt lide at se håndbold, jeg glemmer det som regel bare. Men at se håndbold sammen med en flok, der alle har de bedste intentioner, ved præcis hvor og hvornår der skal skydes, og i øvrigt er bedre end dem alle sammen til sammen – det er sjovt.

Så mens jeg strikkede noget, der måske bliver en hue, nød jeg alle tilråbene og kommentarerne, der sammen med bolden på banen og alle de danske og franske piger, der løb først den ene vej, så den anden, blev noget at en uforglemmelig aften.

Sjovest var den tørre kommentar om at Du ser håndbold på en helt anden måde end os andre…, rettet mod Steffen, der som sædvanligt snakkede og snakkede og snakkede..

Nederlaget til trods, var det en god aften. De gjorde deres bedste og når den allermest kritiske tilskuer ender med at konstatere, at han faktisk synes de danske var de bedste og det lover godt for fremtiden og den ventende kamp om trediepladsen, vælger jeg at tro alle andre end jeg også synes det var en dejlig aften.

Strik en stage

Inspiration kommer alle steder fra. Ofte kan jeg ikke specifikt sætte en finger på, hvad der fik mig til at tænke lige sådan. Andre gange ved jeg præcis hvor inspirationen kom fra, og så er der alle de gange, hvor jeg godt kan sige, hvad der ledte mig på vej, men ikke med hundrede procents sikkerhed vide hvornår ideen satte sig fast.

Lige præcis sådan er det med de strikkede stager. Der er ikke så meget nyt i dem. Det hele er prøvet før. Men hvorfor jeg lige besluttede at strikke en lysestage, er en lille smule sløret, selvom jeg ikke er i tvivl om, at det er alle de mange strikke ting, der findes på hvert gadehjørne, der ledte mig på vej.

Hvis du også vil have strikkede stager i vindueskarmene er det ganske enkelt og meget let.

Stagerne er strikkede af bomuldsgarn. Bare det billigste nede fra den lokale, der passer til en pind tre. Det kan sikkert give helt nye udtryk hvis garnet er farvet. Jeg har valgt at holde mig til hvid, men du bestemmer selv.

Jeg fandt strikkemaskinen frem, og strikkede på største spænding – på mit hakkebrædt heddder det 10++, eller noget i den stil. Jeg er sikker på at samme resultat kan opnåes med et par strikkepinde og lidt længere tid. Til mine firkanter strikkede jeg 36 masker og 50 rækker. Rækker fordi jeg brugte strikkemaskinenen, og så hedder det ikke pinde, men det er det samme. Jeg har ikke målt den færdige lap, men den er nok noget i retning af 14x14 cm.

Om der skal være mønster eller glatstrik er helt op til dig. De stager jeg viser her, er alle glatstrikkede, men jeg har også lavet nogen med et lille patentmønster og nogen med hulstrik. Snoninger kunne sikkert også være flot – kun fantasien sætter grænser.

Du behøver ikke bruge tid på at hæfte ender. Gipsen holder fint på alle enderne, når først den er størknet.

Jeg valgte at bruge stengips. Min viden om gips kan ligge på et ret lille sted, men jeg gik ud fra, at stengips ville kunne tåle mere end det mere finkornede alabastergips, som var det eneste andet Panduro lå inde med. Derudover skal du bruge en skål at blande gipsen i, et målebæger, glas til at forme stagerne over og en avis eller to, til at dække af med.

Jeg prøvede mig lidt frem og nåede frem til, at en blanding af to dele gips til en del vand virker rigtig godt. Gipsen må nemlig ikke være for tyk, så bliver det sværere at arbejde den ind i det strikkede.

Garnet suger meget, så det er vigtigt at skylle og vride de strikkede lapper godt op inden de kommer i gipsen, så de har suget, det de kan.

Stil glassene omvendt på aviserne og vrid striklapperne op, inden gipsen blandes. Personligt synes jeg det bedste resultat fåes, når glassene er så åbne som muligt. Jo mere lige glasset er, jo smallere bliver den færdige stage. Det er selvfølgelig et temperamentsspørgsmål, og du må prøve dig frem.

Når alt er klart blandes gipsen. Jeg synes det er nemmest at stå ved køkkenvasken, med vand inden for rækkevidde. Jeg hælder gips og vand i skålen nede i vasken og har avis og glas på bordet lige ved siden af – det drypper nemlig en hel del, og så er det rart at kunne få fjernet alt det overskydende gips hurtigt.

To deciliter gips og en deciliter vand svarer meget godt til den mængde gips, der skal bruges til fire stager. Du kan altid blande mere gips oveni det, du allerede har, så lad være med at blande mere end højst nødvendigt.

Tag en lap ad gangen. Gips størkner nemlig ret hurtigt, og hvis det hele ligger i skålen, har du pludselig en stor dejlig klump strik og gips – sådan en er ikke særlig brugbar. Tro mig, jeg har prøvet det.

Dyp lappen i gips og arbejd med den, til du synes der er gips nok på. Der skal være gips nok til at strukturen i det strikkede stadig kan ses, uden at det drypper så meget at indersiden af den færdige stage er aftryk af det glatte glas. Her må du prøve dig frem.

Når lappen er fyldt med gips, draperes den over et omvendt glas. Sørg for at de ikke hæftede garnender ikke ligger inde i galsset, men hænger løst. De sætter sig sikkert fast i avisen,  men det gør ikke noget – hellere det end inden i den færdige stage.

Hvilken side af det strikkede der skal vende ud, er helt op til dig. Jeg kan godt lide når to stager bliver et par hvor den ene har retsiden ud og den anden vrangsiden. Det giver et godt spil, og når der er lys i de færdige stager, kan man tydeligt se at det er strik.

Når alle lapperne er gipsende og draperede, er det god ide at skylle skålen med rigeligt vand, så den resterende gips bliver udvandet nok til at forsvinde langt væk. Vasken og bordet omkring, trænger sikkert også til en gang aftøring eller vask.. Jeg sviner i hvert fald en hel del.

Efter et par timer er gipsen gennemtør og stagerne kan fjernes fra glassene. Overflødig gips, kan let fjernes og glassene skylles for gipsrester. De uhæftede ender klippes tæt til hjørnerne, og du er klar til hygge i de mørke timer.

Jeg var lidt bange for, om gipsen ville kunne klare et fyrfadslys. Det kan den godt. Jeg har afprøvet og ved selvsyn konstateret at stagerne ikke bliver varme underneden efter flere timer med levende lys.

God fornøjelse.

Nissevenner og hemmeligheder

På mit arbejde har vi hemmeligheder. Små gaver bytter ejere dagen lang, og hvem der nisser hvem, skal helst være usagt.

Jeg synes det er hyggeligt at give. Jeg synes også det er hyggeligt at få.

Jeg har fået fine englelys, og chokolade Anders og Emilie har spist. Jeg har fået sukkerstokke og julepynt, men jeg har ingen anelse om fra hvem.

Jeg er elendig til at gætte, og selvom jeg har et par stykker i kikkerten, er det slet ikke umuligt, at jeg har ramt helt ved siden af.

På tirsdag får jeg svaret.. Gad vide hvem…

Femogtyve år!

Jeg må indrømme, at jeg blev noget overrasket og pludselig følte mig temmelig gammel, da jeg for lidt siden ringede yndlingsfamilien i Århus op, for at få rede på den sidste del af planlægningen inden jul.

Jonathan tog telefonen, og ville gerne snakke, men kunne ikke huske gaveønsker, og så var han ikke meget bevendt. Faktisk var der ingen hjælp at hente, for hverken Fader eller Moder var hjemme – de er såmænd ude at spise, for at fejre at have kendt hinanden i femogtyve år.

Femogtyve år! Det er altså mange.

Tillykke siger jeg bare. Og gid I har en dejlig aften.

Jeg styrtede mod billedesamlingen, men kunne ikke finde billeder femogtyve år tilbage. Til gengæld fandt jeg et fra dengang nogen andre fejrede femogtyve år, og de unge kærstende er fanget dagen derpå.

Jeg fandt også billeder fra deres bryllup året efter. Jeg kan så regne mig frem til, at de kan fejre deres nittenethalvtårs bryllupsdag om lige lidt over en måned.

Altså vil jeg hellere vise et af de fjollede billeder, længe efter vielsen, da de fine klæder er lagt og de sjove grimasser er fundet frem – der er jo ikke længe til jeg kan flashe bryllupsbilledet…

Sammen med bryllupsbillederne gemmer sig også et af bruden, min søster og jeg. Der sker meget på nittenethalvt år, og så alligevel ikke. Det er altid sjovt at se gamle billeder.

Måske jeg lige skulle satse på et mere nutidigt portræt af begge, inden vi skilles efter jul.

Stjernestunder

Hele skolen er bidt af en gal stjerne. Det var vist en af lærerne, der startede. Han havde lært det af sin datter og lærte hurtigt videre.

Nu hænger der store smukke hvide stjerner i snart sagt alle vinduer på skolen, eller under loftet. På kontoret, lærerværelset, klasseværelserne, gangene og i alle SFO-afdelingerne findes stjernerne. Nogen steder endda også i farvede versioner.

Jeg synes de er fine.

Men. Jeg har aldrig ville være som de andre, og da chefen både har været syg og været væk, var der ingen stjerner i hans vinduer. Det duede jo ikke.

Allerede i sidste uge, besluttede jeg at gøre noget ved de tomme vinduer, men der skete hele tiden andre ting. I går skulle det så være. Og med tanke på, at jeg ikke vil være som de andre, foldede jeg i stedet to store stjerner af madpapir, og limede dem op på vinduerne.

Jeg synes også de er fine.

Og chefen blev glad.

Hmm

Er der egentlig nogen grænser for hvor mange billeder af egne børn, der kan være med, når man letsindigt nok har lovet at fremtrylle tolv billeder i et mærkeligt format til en billederamme med tolv tomme huller… ?

En hjertesag

Nu er tålmodighed ikke Emilies stærke side. Det var blandt andet derfor, jeg endte med at trille og skære pebernødder i lørdags.

I går bagte hun lussekatte. Det gik fint. Indtil dejen var hævet og klar til at blive trillet og formet til fine faconer. Der sagde hendes tålmodighed stop.

Heldigvis er hun ikke helt tabt bag en vogn, og almindelige bolleformer var for kedelige.

Altså greb hun resolut efter udstiksforme, og vi har nu hjerteformede safransboller i stedet. Hun droppede i øvrigt rosinerne, og glemte at pensle med æg i farten.

Men de smager godt :)

Weekenden der næsten forsvandt

Dagene går, og pludselig er weekenden væk. Det føles næsten som om, jeg ingenting har lavet. Men det er nu ikke helt rigtigt.

Jeg har strikket. Sokker i størrelse otteogfyrre kræver mange masker. Oveni regn og blæst lovede jeg at hjælpe med reklameombringning. Heldigvis var der sol og næsten ingen blæst. Jeg har købt ind – flere gange. Jeg har skrevet, en hel del. Bare ikke hertil. Jeg har hygget og bagt – eller Emilie har bagt. Jeg er standin, når opskrifter skal tydes, eller pebernødder for kedelige at rulle og trille. Der er ikke flere pebernødder. Men de var gode. Frit efter Annes opskrift. De skal prøves igen. Næste gang er der håb om, at jeg ikke glemmer halvdelen i ovnene så længe, at de bliver uspiselige. Måske er det derfor, der ikke er flere. Der blev kun en halv portion.

Jeg har også pakket gaver, bestilt et par stykker på nettet, lavet lister og fået overblik.

Om lidt skal jeg ud af døren. Henriette har inviteret til julehygge. Jeg glæder mig. Glæder mig til hygge, og gensyn med de andre, jeg ikke har set, alt for længe.

Tilbage til reklamerne er jeg begyndt at overveje om ikke de vilkår omdelerne bliver tildelt er på grænsen til børnearbejde under langt sydligere himmelstrøg. For børn brokker sig ikke. Hvem varetager egentlig børnenes interesser? En trettenårig er ikke organiseret i en fagforening, og hvad er egentlig meningen med det der omslag om reklamerne, der hverken holder fast eller lader være, ofte er gået i stykker, er totalt krøllet eller har manglende addressering?

Jeg er ude i en overvejelse om hvem, der bør rettes henvendelse til. For jeg er overbevist om, at de der udstikker retningslinierne ingen ide har om, hvordan det rent praktisk fungerer. Hvor praktisk er det for eksempel med reklamer i et format ingen postkasse er i stand til at indtage!

Lige nu overvejer jeg.

Mon ikke andre har gjort det…