Det sidste projekt jeg startede i årets udfordring med mange opslag, har været en af den slags drømme, som hele tiden bliver skudt til hjørne. Sådan et projekt, som jeg gerne har ville lave, men aldrig rigtig er kommet i gang med.
Hønsestrik!
Nu skulle det være. Og det er netop det projektet kan - At få slået op til noget af alt det, vi har drømt om længe. At bruge alt det garn, der blev købt for længe siden - måske endda med spicifikke formål. At tage fat i de gamle drømme - hvis de stadig er drømme, og realisere dem.
Jeg har to bøger af Anna Bauer. Jeg ved ikke om hun har lavet flere end de to, men hun har taget udgangspunkt i Kirsten Hofstätters gode gamle hønsestrikhæfter fra 70'erne. Den første bog - Hønsestrik til alle tider, indeholder nogle skønne billeder af Kirsten og gode historier fra dengang hønsestrik blev en realitet.
Med udgangspunkt i de to bøger, der står på min hylde, vejledningen til en nederdel, og restegarn af to forskellige kategorier, lagde jeg ud til en lang, tyk og varm nederdel.
Bundfarven er to tråde Plötulopi, mens mønsterfarverne er alskens rester af den lidt mere luksuriøse afdeling. Der er blandt andet cashmere, mohair og alpaca, mellem hinanden.
Jeg valgte mønstrene efter de mange diagrammer i bøgerne, små og store mellem hinanden. Mens bundfarven i de originale hønsestrikmodeller som oftest skiftede fra mønster til mønster, har jeg holdt den samme bundfarve næsten hele projektet ud.
Jeg troede at bundfarven skulle skifte et par gange ned over nederdelen, men jeg havde mere af den lyse grå, end først antaget. Og det rolige i at have den samme farve i bunden passede mig fint mens jeg strikkede.
Lige indtil det blev det eneste jeg arbejde på. I løbet af ingen tid, var jeg færdig. Cirka samtidig med at kulden forsvandt.
Den er blevet præcis som jeg håbede på. Den bliver som at gå rundt med et varmt tæppe, og jeg glæder mig til de kolde dage næste år, hvor jeg ikke har timer i værkstedet, og derfor kan være lidt pænere klædt på.
Igen skal det endelige resultat have sit eget indlæg - igen er jeg håbløst bagud. Jeg tænker det kommer en dag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar