Snoninger til Anders

Det eneste der ikke rigtig virkede på min fars sweater var ærmerne. Jeg strikkede dem om et par gange, men endte alligevel med alt for brede ærmer.





Det skulle der gøres op med på de to sweatre til Anders og Daniel. Jeg synes det lykkedes ret godt.

Sweateren er strikket oppefra og ned. Jeg strikkede ærmekuplen med samtidig med den øverste del af kroppen, og regnede en hel del, inden jeg mente at have knækket koden i forhold til antallet af udtagninger og fordelingen af samme.

De to sweatre har været længe undervejs. Mindst to år, men måske snarere tre. Jeg har fundet dem frem af flere gange, og da jeg sidst fandt dem frem, manglede jeg ikke meget af kroppen, ærmer og en halskant.

Jeg samstrikkede dem, så de blev færdige cirka samtidig. Anders' var færdig først og har som sådan været i brug de sidste par måneder. Han måtte kigge langt efter den et par uger, for jeg er temmelig streng, og ville ikke lade ham bruge den, før han havde lagt krop til billeder.

Sådan er det nemlig her hos os. Og det åbenbart så bestemt, at ingen brokker sig over det.

Men altså. Han er glad for den og bruger den meget. Siden vi tog billeder har jeg syet et bånd i nakken, så den holder lidt bedre på halskanten, der havde en tendens til at strække i den forkerte retning.





Jeg syr som regel et bånd hel over nakke og skulder på trøjer. Det forhindrer skuldersømmen i at skride eller trække ned over armene. Det samme gælder hen over nakken.

Det er selvfølgelig vigtigt at båndet ikke giver sig, og ikke er for hårdt at have på. Et blødt lærredsbånd er godt. Det er også vigtigt at måle skulderbredden korrekt, så det ikke bliver enten for langt eller for kort. Begge dele er noget rod.

Jeg forsøgte som sagt at skrive, notere og udregne til flere størrelser. Men det bliver aldrig til en opskrift. I sidste ende lavede jeg om i mit eget design, lagde til, trak fra og strikkede - ikke egentlig kompliceret, jeg synes jo det var nemt nok, men - tilpas besværligt at det bliver umuligt at forklare.












Design: Sweater med snoninger, min ide, mit design - der desværre aldrig bliver skrevet ned.


Garn: Blackhill Linwool fra garnudsalg. Farven hedder Tjære og blev valgt i samarbejde med Anders, dels ved et besøg på hjemmesiden med et par farver at vælge mellem og et besøg i butikken i Gug, dagslys og telefonisk kommunikation.

Der gik 372 gram til den færdige trøje.


Pinde: Selve trøjen er strikket på 3½ mm pinde, mens kanterne er strikket på 3 mm.


Størrelse: Anders - og prøvet flere gange undervejs.





Bemærkninger: Alle kanter er afsluttede med turbular bind off. Det er lidt besværligt og kræver nål og tråd. Men det bliver så pænt.


Har du lyst til at se flere billeder af trøjen, kan den ses lige her på Ravery.

Juletræet med sin pynt

Dagen er brugt sammen med Sille og Rose. Rose har snakket som juletræ meget længe efterhånden, så da mosteren tilbød at tage et med, da de alligevel var ude og fælde træer, slog Sille til.







Rose lå oven på mig og sov, da det ringede på døren. Hun havde allerede lagt an til at vågne, og blev pludselig meget vågen. Morfar og Moster var velkomne, og hun dansede noget rundt, da hun opdagede træet.

Mens Sille og jeg fik afmonteret de nederste grene og sat træet fast i foden, viste Rose sine nyeste skatte frem. Gavekalenderen indeholder en Pippi-figur hver dag, og foreløbig har hun foruden Pippi, hest og Hr Nelson også Tommy, Annika og en politimand. Om det er Kling eller Klang er vi ikke helt sikre på.







Sille fandt julepynten frem og barnet gik i gang med at pynte. Vi blev enige om, at det er godt Sille har kugler af plasktik i stedet for glas. De havde nok ikke holdt.

Rose pyntede og pyntede, senere kom der lys på, og i sidste ende blev det et rigtig fint træ. Et af den slags, hvor hovedparten af pynten hænger på den nederste trediedel. Men det gør faktisk ikke noget.







Før klokken blev alt for sent, kom det fædrende ophav og kørte igen med et glad pigebarn, der skulle overnatte hos far. Inden jeg gik videre og Sille fandt gulvskrubben frem (det gælder om at udnytte tid uden barn) fik vi hængt den nyligt indkøbte og temmelig tunge lysekroneagtige lampe op, som Sille har glædet sig til at pryde hjemmet med.


Det var ikke helt let - men det lykkedes.

Snoninger til drengene

For en del år siden strikkede jeg en sweater til min far, fyldt med snoninger.

Han nåede at bruge den en hel, og jeg tog den med hjem, da vi hentede de af hans ting, der skulle med os videre.





Jeg har en ulden plan om, at den dag jeg har nok gamle, brugte, slidte, hjemmestrikkede uldne sweatre på lager, syr jeg en ny Katwise Sweatercoat. Der er lang vej endnu, og selvom min fars sweater langt fra er slidt, synes jeg den vil være et godt indslag i den slags kreation.

Dengang, for længe siden, mens jeg strikkede til min far, groede planerne om at lade sweateren danne grobund for en opskrift. Jeg vejede længe for og imod, for det er ikke en simpel sweater. På den anden side er jeg ikke kendt for at lave det allermest simple.

Alligevel gik der godt et år, inden jeg købte garn til yderligere to sweatre. En til Anders og en til Daniel. De skulle ikke være helt ens, der skulle være mulighed for både åbne og lukkede versioner, halsvarianter og en hætte var også på tegnebrættet.

Jeg lagde ud med to forskellige garner, med stort set samme læbelængde og samme strikkefasthed. Eller noget.

Længe troede jeg, jeg ville ende ud med en opskrift. Jeg skrev ned, regnede ud, målte og gjorde ved efter alle kunstens regler.

Alligevel lavede jeg også så mange tvist og ændrede så mange steder, når noget andet så bedre ud, end det jeg kunne overskue at forklare, at det måske var derfor at de to sweatre endte med at ligeg i et hjørne stort set kun ærmeløse. Nå ja, der manglede også lidt på længden da jeg fandt dem frem.





I sidste ende passede Anders' perfekt, mens der skulle lidt tankevirksomhed til at gøre omkredsen på Daniels lidt større. Jeg tror ikke jeg har målt forkert - nærmere regnet, eller måske var den der strikkefasthed ikke helt så ens i de to garner, som jeg havde målt mig til.

De har begge været færdige et par måneder. Anders har for længst tage sin i brug - dog først efter at have lagt krop til billeder, mens Daniel har måtte vente noget længere. For selvom vi ses hver mandag, er det ganske simpelt for mørkt til det der med billeder.





Jeg fik dem i lørdags. På vej mod min mor. Han fik trøjen med hjem.

De kræver hver deres færdige indlæg. Og de skal nok dukke op.

helst inden alt for længe.


Men jeg synes lige jeg havde lyst til at vise alle tre i skøn forening.

Nissehuen 2019

Sidste år strikkede jeg en nissehue til Oscar og besluttede på stedet at han skal have en ny hvert år. Amalie synes det var en fremragende ide, og glæder sig til at kunne hænge huer op i stribevis.





Heldigvis er der gået inflation i at designe årets nissehue, så der er mange fine at vælge mellem. Jeg har allerede øremærket et par stykker til kommende år, hvis der på et tidspunkt skulle opstå problemer med at finde et egnet mønster, der ikke ligner alle de andre til forveksling.

Ikke at nissehuekonceptet er så forskelligt.

Årets hue købte jeg, da Bettina og jeg var til cafestrik i Garnværk i Fredensborg  for efterhånden længe siden. Det var i øvrigt super hyggeligt, vi besluttede dengang at vende tilbage en anden gang. det skal vi også nok komme, jeg er bare ikke helt sikker på hvornår. En gang næste år er nok et godt bud.

Huen har ligget færdig og klar et stykke tid, og i går fik jeg både afleveret og taget billeder.





Han gad endda godt at have huen på. Han havde den på hele vejen fra photoshoot ved Damhussøen og videre til min mor i Vanløse, og også et par gange i længere tid, da vi kom indenfor.

Jeg overvejer allerede at starte næste års hue, for det er et hyggeligt lille stykke strik. Men det er nok bedst at vente og kunne måle og være sikker på, at det bliver den helt rigtige.











Design: Nissehue fra Garnværk.

Huen er et kit, med seks forskellige mønsterborter, garn til mønsterborterne og et valgfrit fed alpaca i den ønskede farve. Jeg valgte den røde.


Garn: Isager Alpaca 2.

Jeg brugte 41 gram af den rustrøde og i alt 4 gram af den hvide og den sorte.

Jeg har rigeligt tilbage, hvis jeg skulle finde på at strikke en af de andre borter en anden gang.


Pinde: 2½ og 3 mm.


Størrelse: Jeg endte med en størrelse "en tak mindre end den mindste". Jeg var startet med den mindste, men måtte se i øjnene at den var for stor, da jeg prøvede undervejs.





Bemærkninger: Jeg slog 12 masker mindre op end til den mindste størrelse og strikkede koste mellem alle snemændene, for ikke at få et hul til sidst.

Jeg slog op på en ekstra tråd (provisorisk opslag) så jeg kunne strikke kanten sammen i stedet for at sy. Det synes jeg bliver pænere og tror på, at det føles rarere at have på.

Efter sammenstrik af kanten strikkede jeg en omgang vrang, inden jeg skiftede til den større pind.

Jeg ville have en kort version af huen, men var usikker på om den ville blive for kort, når jeg var startet med færre masker, så jeg startede med to gange indtag på hver 6. pind, inden jeg gik over til at tage ind på hver 4. pind.





I den anden ende af huen, fortsatte jeg indtagningerne til der var 8 masker tilbage. Jeg klippede tråden og trak den gennem maskerne, inden jeg syede en kvast på.


Har du lyst til at se flere billeder af nissehuen, kan den ses lige her på Ravery.

Pakkeleg og juletraditioner

Nogle traditioner kan ikke brydes. Julehyggen med indlagt pakkeleg hos min mor, for eksempel.





Altså mødtes vi alle sammen hos min mor i går eftermiddags. Dagen er efterhånden lagt i rimeligt faste rammer, med plads til alle og med udstikkere i forskellige retninger alt efter årets ønsker og muligheder.

Oscar synes det var ret hyggeligt at trone for enden af bordet - specielt da der kom kage på bordet. Victoria havde bagt brownies i muffinforme. Et godt, håndgribeligt format som gled ned i rigelige mængder.

Senere flyttede han til min søster, som han altid er glad for. Det er hyggeligt at se, selvom de sjældent ses. Det hjalp helt sikkert at hun havde en telefon, hun gad dele. Han har gennemskuet at de der små kasser er temmelig spændende.





Der er mange indtryk sådan en dag, så inden pakkespillet gik i gang, pakkede Daniel sammen og gik hjemad, Oscar faldt i søvn i vognen og vi andre blev muligvis en smule mere højrøstede, mens vi kastede terninger, byttede, delte og stjal fra hinanden.

Efterhånden har vi udviklet et regelsæt, der er noget indviklet og nogen gange bliver glemt, men som tilgodeser både børn og voksne. Reglerne om pakkerne er straks noget andet. Aftalen er, at det skal være noget, der forsvinder, så vi ikke risikerer at vende hjem med alt muligt skrammel. Om det kan spises eller på anden måde bruges, så det ikke længere findes er ikke vigtigt.

Nu er det bare sådan, at vi alle har hver vores ide om hvad forsvinde betyder. Det kan skabe noget uro, når gaver pakkes op, og i sidste ende plejer vi da også at bytte ivrigt, så alle er mere eller mindre tilfredse med rovet. Denne gang endte vi med at donere alt overskuddet til Daniel, som sikkert bliver glad, når han henter og ser, hvad der venter på ham.







Jeg vendte hjem med to andelår. Victoria havde været til Banko og vundet alt muligt hun ikke gad have. Det røg direkte videre til pakkelegen, og dermed er aftensmaden sikret for i dag. Anders og jeg gider heldigvis godt andelår, og Emilie har fortrukket andetsteds, så to er lige præcis det helt rigtige.

Vi sluttede med ris a la mande, lavet af Emilie. Det er skønt når børnebørnene kan indrulleres i madlavningen og min mor synes vist det er helt fint.


Det var sent før vi var hjemme. Men det var bestemt en skøn aften.

Et hyggeligt farvel

Vi lod arbejde være arbejde i dag, tog hinanden under armen og begav os mod Amager og et farvel til Anders' onkel Ole, der i sidste uge trak vejret for sidste gang.





Selve ceremonien var ganske fin, præsten gjorde hvad hun kunne, og jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det må være en svær opgave at skulle være den, der formidler det sidste farvel, når man samtidig aldrig har mødt afdøde og kun ved det lidt, de efterladte midt i sorgen kan huske og fortæller.

Hun gjorde det som sagt helt fint, men havde måske i al virakken glemt at stikke en finger i jorden og overveje hvilken flok mennesker, hun stod over for. Som det blev, blev det en smule for helligt. På den anden side mente Anders, at nok kunne onkel Ole godt lidt et godt grin, og lige her ville han nok have grinet.

Anders er ikke den, der render familien på dørene, og jeg har faktisk kun mødt det fædrende ophav en enkelt gang før. Hans brødre har jeg mødt flere gange, den ene mere end den anden, og det var et hyggeligt gensyn.

Efter besøget i kirken gik vi mod hjemmet hvor den efterladte enke bød på både kaffe og kage. Vi fulgtes med William, der var på cykel og mens resten kørte i bil, gik vi ud gennem Sundby. De to brødre snakkede, fulgte op og lagde til. Jeg fulgte bare med. Da vi pludselig nåede et skilt, hvorpå der stod Tårnby, blev de enige om at vi vist var gået for langt. Det blev noget af en omvej, min skridttæller talte godt og kulden bed i kinderne inden vi fandt tilbage, og endte på rette sted.

Jeg var mest med for den moralske opbakning, men det var alligevel rart at få sat lidt flere ansigter på familiemedlemmer og få lidt mere kendskab til en flok mennesker, vi muligvis ikke ser igen i nærmeste fremtid.

Det blev en fin afsked med et elsket menneske og det var skønt at se, det ikke kun var familie der mødte op, men også skolekammerater og gamle venner, samlet gennem et langt liv.

Det begynder at lugte af jul

I onsdags holdt vi julefest. Halvtreds glade børn og voksne mødte op til flæskesteg, rødkål og brunede kartofler.





Halvtreds er fint, det var hyggeligt, og ikke nær så stressende i køkkenet dagen gennem mellem børn, konflikter, snak og hvad sådan nogle dage ellers går med, som dengang vi lavede mad til over hundrede mennesker sådan en aften.

Vi gør bare som plejer, og som Louise ind imellem husker, så var det også sådan da hun var helt ny, der skulle være fest og personalet omkring hende proklamerede at "Vi gør bare som vi plejer." Uden rigtig at være villige til at fortælle hvad plejer indeholdt.

Vi tror vi er blevet bedre til at huske det, når vi har nye med. Det er bare ikke så tit længere. Med mindre børnetal, lavere normering og en personalegruppe, der aldrig holder op, kommer der ikke mange nye til hos os. Den sidste nye ansatte vi havde, blev ikke længe. Ikke fordi han ikke gad os, men fordi drømmejobbet dukkede op. Og hvem kan sige nej til drømmejobbet?

Dengang var det famøse børnetal urovækkende lavt, så han er aldrig blevet erstattet, og vi gør stadig bare som vi plejer. En gang imellem ville vi nok have godt af at blive kigget lidt efter i sømmene fra en udefrakommende, for har plejer været på besøg længe nok, kan der være brug at blive rusket lidt op i traditionerne.





Vi prøver at huske det. Jeg synes faktisk vi er gode til det. For med en personalegruppe på fem, der tilsammen har været ansat samme sted i omegnen af hundrede år, lærer man hinanden at kende på en måde der betyder, at vi også tør sige, når hverdagen bliver for indspist, når vi glemmer kerneopgaven - det er i øvrigt det nye sort - eller når vi kan undre os over hinandens dispositioner.

Hvis man ikke kan det efter godt hundrede års samarbejde, tænker jeg man skal til at se sig om efter andre græsgange. Det har vi ikke de store planer om.

Til gengæld er der håb om at blive kigget lidt på udefra. Til februar får vi en studerende. Vi plejer ikke at have studerende, vi kan i Klubben ikke finde timer nok. Men muligheden opstod, af en eller anden grund er der på samme tid andre studerende i SFOI, og så kom vi i spil.





Vi snakkede, kunne vi måske? Og kan der strikkes et skema sammen, der betyder at de tredive timer kan opnås? Det kan vist nok, og så manglede vi bare en vejleder. Jeg tror jeg kom til at melde mig, og tænker at det kan være en spændende udfordring.

Jeg skal bare lige omkring den uddannede vejleder og have et par tricks - og rammer for sådan et praktikophold.


Og julefesten gik i øvrigt forrygende.

Som den grønne skole vi er, fandt vi selvfølgelig englene fra sidste års genbrugsjul frem og hængte på træet, der lige nåede at ankomme til dagen.

Julestrømper

Josefine - Emilies efterskolekammerat, kone, hjerteveninde og allerbedste ven - er i USA. Kentucky nærmere bestemt, som aupair hos en familie, der er delvis dansk og ønskede en større sproglig forståelse for deres børn.





Heldigvis findes der gratis onlinetjenester, så tøserne stort set dagligt får deres behov for kontakt dækket. I slutningen af februar er et år ved at være slut, og turen ska afsluttes med et roadtrip sydpå gennem en flok sydstater mod Florida og Key West.

Emilie og Olivia har sparet sammen, billetten er købt og hotelovernatning ved ankomsten er der styr på, mens Josefine står for den mere lokale logistik. Noget med leje af en bil, for eksempel.

Men først er der julen. Cirka siden jeg lærte Josefine at kende, har hun sukket efter hjemmestrikkede julestrømper. Flere tykke par sokker er gået hendes vej og bliver alle brugt, men de tynde lange julestrømper mangler hun stadig.

Josefine er glad for jul, og det var faktisk et at de mest alvorlige punkter i forhold til at rejse ud. Kunne hun undvære familien i december? Jeg tænker hun kan, og da Emilie begyndte at tale om julede strømper, måtte jeg indrømme at skulle det være, var i år det helt rigtige tidspunkt.





Det føles som om de har været undervejs længe. I realiteten tog det ikke meget over en uge at strikke dem. Til gengæld gik der lang tid, fra jeg købte garnet, til jeg slog op.

Nu er de pakkede, sammen med indkøb af savnede lyksaligheder, i form af sovs i pulverform og lakrids med tilstrækkelig salmiak. I morgen bliver det hele sendt af sted og jeg er ret sikker på at det hjemlige tøsebarn glæder sig vildt til at høre om modtagelsen.

Jeg er i hvert fald sikker på, jeg nok skal høre nærmere.










Design: Stribede strømper til knæet efter egen opfindelse.


Garn: Et rødt nøgle Arwetta fra Filcolana og grå og grøn Jawool fra Lang Yarns.

Det er første gang jeg har strikket med både det ene og det andet, og trods fancy medfølgende styrketråd til hæle i Jawool garnet, vinder Arwetta med flere længder.

Løbelængden er den samme på begge garner, men Arwettaen virker tykkere og bliver pænere strikket op, mens Jawool blev noget slasket i oplevelsen.

De færdige strømper vejer 131 gram. Jeg brugte rub og stub af det røde og det grå, mens det grønne fylder noget mindre i det færdige strik.


Pinde: 2½ mm AddiCraSyTrio. De virker for mig.


Størrelse: Josefine har lige som både Emilie og jeg brede lægge, og en lidt længere fod end min. cirka str 40 - mente Emilie. Altså strikkede jeg en lidt for lang fod, og brugte egne ben til at måle efter.





Bemærkninger: Jeg havde egentlig en ide om at den grønne skulle med i stribeformationen, men Emilie ville det anderledes, og så fik hun lov at bestemme.

Beslutningen om et lille vævestrikmønster ved farveovergangene, fik hun dog ikke lov at røre ved. Jeg tog hver anden maske løst af med garnet bag arbejdet på første pind af hvert farveskift på hele benet og på oversiden af foden.

Jeg startede med 108 masker, for at sikre at det lille farveskiftemønster ikke ville blive trukket ud og ikke til at se i de færdige strømper. Efter 15 pinde rib, lavede jeg en række huller og fortsatte med striber. Striberne er hver 15 pinde brede.

Efter to striber begyndte jeg indtag midt bag på hver 3. pind til jeg havde 64 masker.

Efter i alt 9 striber strikkede jeg hæl.





Hælen er en videreudvikling af Fish Lips Kiss Heel, som jeg tror jeg kan blive rigtig glad for. Jeg strikkede en minihælflap over fjorten pinde, inden Fiskekyssehælen og samlede 7 masker op på hver side af den lille hælflap, som jeg derefter tog ind ganske som på en almindelig hæl med hælflap.

Jeg brugte forstærkningstråden i hælen, og opnåede muligvis et stærkere resultat, men også stoflighed der matcher Arwetta bedre.

Tåen valgte jeg at slutte med maskesting, fordi Josefines tæer vistnok passer bedre til den type aflukning.

For at gøre strømperne ekstra julede blev de afsluttede med en rød sløjfe gennem hulrækken øverst og tre bjælder i forening på hver strømpe.

Sløjfe og bjælder var endnu ikke sat på, da vi tog billeder i sidste uge. Jeg prøvede i morges i gråvejr, inden arbejde og Emilies mulighed for at pakke ind - derfor de lidt slørede billeder med sløjfer.


Har du lyst til at se flere billeder af strømperne, kan de ses lige her på Ravery.

Tanker og billedeblokader

Regler kan hurtigt blive rigide.

Billeder for eksempel og GDPR. I vores nyhedsbreve, i vores foldere, på hjemmesider, opslagstavler og andre af den slags steder, har juriststanden besluttet, efter grundig overvejelse, at børn ikke må figurere.

Ingen børn, ingen ben, ingen fingre, ører eller halve næser. Ingen børn. Punktum.

Heller ikke selvom forældrene skulle komme og give lov, helt af sig selv.





Jeg tænker vi vender tilbage til tegninger. Og forsøger alligevel at tænke over hvordan billeder kan blive en smule spændende uden mennesker til at fortælle en historie.

Vognene ude i skolegården ser bare forladte ud - til trods for at der er børn bag mig. En voksenhånd i gryden med ækelheder til halloweenfesten er bare ikke det samme.


Det betyder at jeg ikke tager så mange billeder som jeg plejer. Selv til blogbrug kan jeg mærke at en blokade sætter ind. Også selvom jeg tit bruger billeder uden mennesker, og det tidligere har fungeret fint.

Tanker tænkes, det er gråt udenfor og inde er julen så småt ved at finde vej.





I dag kom pulsen op, da gryden med lysmasse kogte tør, brandalarmen gik i gang, og jeg påtog mig opgaven med at være den pinlige, der ikke havde haft tilstrækkelig opsyn.

Jeg troede de kunne. Det kunne de ikke.

Nu er lysproduktionen pakket væk, til der er tid til at være med. Til der ikke er helt så velbesøgt på Hobby og ikke helt så mange har brug for hjælp.

Vi når det en anden gang.

Tænker jeg, mens det ærgrer mig lidt at det tidligere godt kunne lade sig gøre.