Vi lod arbejde være arbejde i dag, tog hinanden under armen og begav os mod Amager og et farvel til Anders' onkel Ole, der i sidste uge trak vejret for sidste gang.
Selve ceremonien var ganske fin, præsten gjorde hvad hun kunne, og jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det må være en svær opgave at skulle være den, der formidler det sidste farvel, når man samtidig aldrig har mødt afdøde og kun ved det lidt, de efterladte midt i sorgen kan huske og fortæller.
Hun gjorde det som sagt helt fint, men havde måske i al virakken glemt at stikke en finger i jorden og overveje hvilken flok mennesker, hun stod over for. Som det blev, blev det en smule for helligt. På den anden side mente Anders, at nok kunne onkel Ole godt lidt et godt grin, og lige her ville han nok have grinet.
Anders er ikke den, der render familien på dørene, og jeg har faktisk kun mødt det fædrende ophav en enkelt gang før. Hans brødre har jeg mødt flere gange, den ene mere end den anden, og det var et hyggeligt gensyn.
Efter besøget i kirken gik vi mod hjemmet hvor den efterladte enke bød på både kaffe og kage. Vi fulgtes med William, der var på cykel og mens resten kørte i bil, gik vi ud gennem Sundby. De to brødre snakkede, fulgte op og lagde til. Jeg fulgte bare med. Da vi pludselig nåede et skilt, hvorpå der stod Tårnby, blev de enige om at vi vist var gået for langt. Det blev noget af en omvej, min skridttæller talte godt og kulden bed i kinderne inden vi fandt tilbage, og endte på rette sted.
Jeg var mest med for den moralske opbakning, men det var alligevel rart at få sat lidt flere ansigter på familiemedlemmer og få lidt mere kendskab til en flok mennesker, vi muligvis ikke ser igen i nærmeste fremtid.
Det blev en fin afsked med et elsket menneske og det var skønt at se, det ikke kun var familie der mødte op, men også skolekammerater og gamle venner, samlet gennem et langt liv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar