lørdag den 2. marts 2024

Strømperne fra fjerde søndag i advent

 

Emilie har mange ønsker til strik (og efterhånden en del garn til samme liggende...). Derfor var strømpegarnet i den hjemmelavede adventskalender med garn fra lageret fra Emilies hylde, da jeg åbnede den sidste pakke.



Hun havde en klar plan for hvordan strømperne skulle se ud. To mønstre skulle kombineres og det ene skulle fylde noget mere end planlagt fra designerens side. 

Det ene mønster valgte jeg at købe, det andet kopierede jeg. Måske er det strengt, men jeg havde ikke brug for et mønster for at kunne strikke smock, men jeg var lidt usikkert på hvordan boblerne i kanten skulle konstrueres.



De var helt ærligt afsindig kedelige at strikke. Jeg tænker det var derfor andet overhalede indenom, og det tog over en måned at færdiggøre dem. Til gengæld blev de fine, og Emilie er glad for resultatet.







Design: Selve strømpen er inspireret af Juliana socken af Wollelfe, mens  opslaget er fra Auni Socks Fingering af Maria Kostamovaara.


Garn: Jeg  har strikket af Taran fra By Kiilerich i farven Hard to get.

De færdige strømper vejer 76 gram.


Pinde: Jeg har strikket på en 2,25 mm 80 cm rundpind. Magic loop.


Størrelse: Jeg startede med 72 masker og sluttede med 68.



Bemærkninger: For at mønstret kan gå op, skal maskeantallet gå op i 8. Det nåede jeg at glemme og endte med at strikke boblekanten på den første strømpe tre gange. 

De tre gange handlede ikke kun om ikke at kunne tælle, men også om at jeg valgte at vende boblemønstret om og strikkede ret i stedet for vrang og vrang i stedet for ret. Jeg synes det blev pænere. Det betød også at tre vrang sammen blev til tre ret sammen - det kan mine håndled bedre lide. 

Mest af alt handlede det om, at jeg bedre kunne lide de retstrikkede bobler, frem for vrangsiden udad.

Jeg viklede om maskerne til smockstrik på hver 6. omgang. Der er mange muligheder for vikling, jeg kunne have valgt en nemmere måde. Jeg endte med at vikle om - sætte maskerne på en hjælpepind, vikle to gange om, og strikke maskerne fra hjælpepinden, strikke 2 vrang og fortsætte med omviklingerne hele vejen rundt (på foden kun på oversiden).



Jeg synes resutatet er pænt, og jeg vikler gerne en anden gang - men hvor er det kedeligt, og hvor tager det lang tid. Jeg nåede også at blive bange for, om jeg fik strammet for meget.

Jeg lavede 12 viklinger på benet og 11 hen over foden. 

Tåen blev ikke den bedste. Jeg tog ind til jeg havde 12 eller 14 masker tilbage, og syede dem sammen. Den sidder ikke så godt om Emilies fod som tæer plejer at gøre, og måske laver jeg det om en dag - hvis jeg kan få dem fra hende.  


Vil du se flere billeder af strømperne, kan de ses på Ravelry.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar