Symaskiner

 

Da Anders og jeg første gang var i Berlin - for mange, mange år siden - kom vi en dag forbi en tøjbutik med den vildeste udstilling i vinduerne. 

Symaskiner! Gamle modeller, den ene efter den anden i lag, som et gardin i hele vinduets bredde. Det så så indbydende ud, og jeg trådte straks ind i butikken for at tage billeder af alle de smukke gamle maskiner. 

Men det måtte jeg ikke. Jeg var jo nok en spion fra en konkurrerende designer, der var ude efter gode detaljer til næste års kollektion, til trods for at mit kamera slet ikke pegede mod tøjet. Mismodigt gik jeg ud igen, forsøgte med billeder udefra, men butiksruder med genspejlinger, giver ikke de bedste gengivelser.

Jeg har glemt hvad butikken hedder, eller hvilke mærker den sælger. Jeg er sådan set også ligeglad, men bliver altid lidt glad, når vi går forbi, når vi er i Berlin. Den lå der stadig i sommers, i omegnen af Friedrichstrasse Station. Og selvom jeg ikke må tage billeder, synes jeg stadig det er et smukt syn, med de mange gamle maskiner. 

For et par uger siden gik jeg gennem Rødovre Centrum, ganske som jeg plejer. Og tænk, nu står der en væg, fyldt med symaskiner af den gamle skuffe, helt som i butikken i Berlin. 

Håndarbejdscentret lukkede, Tøjeksperten ved siden af har udviddet butiksarealet, men ikke mjuligheden for at komme ind og ud. I stedet er bygget en uigennemsigtig væg, og op ad den væg er symaskinerne hængt op som den fineste installation. 

Og her er ingen tøj, der kan komme med på billeder, ingen vinduer med genspejlinger, man kan endda røre ved dem. Så jeg knipsede løs, og glæder mig hver gang jeg går forbi.

 

Der er så mange, og de er næsten alle sammen af forskellige mærker, jeg aldrig har hørt om. Det tog mig et stykke tid at finde en Singer, som måske nok er den mest kendte, men mest af alt beror på en mand, der forstod forretningens kunst, opkøbte patenter og blev rig på andres opfindelser.

Og således opløftet tog jeg hjem.