Sidste weekends tøsetur endte ved Klint søndag formiddag. Vi havde en aftale om brunch, var i god tid og gik til Klint Badebro, der åbenbart er spændende nok til at kunne findes på et kort.
Mens lørdag var med høj sol, mulighed for at bade og høje varmegrader, var søndag helt anderledes. Dagen startede med tåge, en følelse af væde i luften og grader, der gav god plads til de medbragte trøjer.
Det gjorde ikke oplevelsen af vandet, badebroen og den stenede strand mindre.
Det var faktisk ret smukt, og helt stille som kun tåge kan give indtryk af.
Nogen havde bygget en varde mellem de mange sten. Anja fik væltet den, og nægtede at gå igen, før den igen stod. Hun er heldigvis god til at bygge og fornemme balance.
Mens vi stod på broen, og kunne se en mængde små lilla søstjerner på sandbunden, sejlede en lille gruppe kajakroere forbi ude på vandet.
Deres stemmer blev en smule uldne i det disede vejr, og inden længe var de næsten forsvundet i tågen.
Det var vildt at opleve omslaget i vejret, og da vi endelig kørte hjemad, nåede vi helt om på den anden side af Roskilde, før tågen pludselig lettede og solen skinnede fra en skyfri himmel..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar