Masker på en søndag - Uge 35

 

Ugen kort:

• Jeg er stadig imponeret af musikundervisningen. 
• Jeg nåede et teammøde. Det er ikke meningen jeg skal med hver uge, men somme tider er det nødvendigt.
• Vi lavede pizza over bål. 
• Jeg startede uddannelse. Superspændende. Desværre blev andendagen ud af syv aflyst. Der satses på en erstatningsundervisningsdag. Indtil da glæder jeg mig til næste uges undervisning.
• Jeg hentede Oscar til spisning og vi gik på legepladsen og havde en fest, inden han og far kørte hjem igen.
• Med en aflyst kursusdag nåede jeg Arbejdsmiljømøde, der mest af alt indeholdt snak om proces og videndeling om kommunens udmelding om ansættelsesstop og stop af brug af vikarer. Der skal lægges en forsvarlig plan, siger skolelederen. Jeg synes han har ret.
• Tre dages fodbold, seks hold og vi vendte hjem med en flok glade børn, der mest af alt havde haft en fest, sammen med tre guldmedaljer og en af sølv. Jeg tænker ikke de er færdige med at juble i næste uge. 
• Bettina hentede mig på skolen efter undervisning og det løse til en tur til Ebeltoft.
• Weekenden har været skøn.
• Det er også skønt at komme hjem. 

Læse: 

Anden Verdenskrig raser for fulde gardiner. Hovedpersonerne deler sig hen over Europa og USA, mens overbevisningerne er lige så delte. 

Mange af dem befinder sig midt i verdenshistorien og oplever historien på tæt hånd, mens jeg som tilskuer får serveret detaljerne på tæt hånd. 

Hverken Amerika eller England er for alvor gået ind i krigen, og de unge i England har ikke været i spotlightet et stykke tid. Jeg tænker det venter lige om hjørnet.

Strikke:

For mange, mange år siden købte jeg et fed Lilla Drops Lace, mest fordi jeg kunne, det lå der, vi var på tøseweekend og jeg blev overbevist om at det ville gøre sig godt i et sjal. Det var vist også ret billigt. 

Siden har det ligget, jeg har ikke haft lyst til at strikke et sjal, men hvad skulle det så bruges til? Så det blev liggende. 

Indtil jeg for mindst et halvt år siden så Selma fra Little Big Knits havde strikket en Ranunculus af en tråd Drops Lace og en tråd Silkemohair. Hun havde endda formået at få lige præcis de 800 meter der er i sådan et fed til at slå til. 

Lige der vidste jeg at jeg skulle strikke en Lovenote. Jeg skulle bare finde en silkemohair der passede til. Jeg har aldrig før købt håndfarvet Silkemohair, men lige her føltes det som det helt rigtige. 

Den følelse har ikke ændret sig, selvom jeg ikke fandt fluff, der passede. Jeg endte med at finde det på Fiberfolk i Roskilde for tre uger siden. Og begge garner har siden ligget og ventet på at slog op. 

Det blev i weekenden. Jeg forsøgte med en strikkeprøve tidligere på ugen, men mine pinde af træ fungerede slet ikke. I weekenden kunne jeg låne metalpinde af Bettina, strikkefastheden var perfekt og jeg slog op med det samme.

Det er ikke et lækkert processtrik. Silkemohairen fylder mere end lacegarnet og trods metalpinde er der stadig en følelse af at garnet hænger fast i pinden, at det modarbejder og på ingen måde er en fryd at strikke af. 

Heldigvis går det stærkt, det er ikke forfærdeligt, der er bare heller ikke en fryd, der gør hver eneste maske fantastisk. Det er i højere grad et projektstrik, jeg strikker fordi jeg vil have det færdige resultat. 

Jeg strikker en sweater. Jeg bruger sjældent sweatre, de bliver for varme. Men den har skal være lukket. Så er det spændende om jeg bruger den. 

Hvis ikke har Emilie allerede meldt ud, at så kan hun helt sikkert godt...!