To weekender i træk med tøsehygge er slet ikke for meget.
Denne gang var det kollegatøserne, et sommerhus i Vig og afgang efter arbejde. Berit og jeg havde tidligst, fri, så mens Louise gjorde sig færdig, flyttede vi alting fra Louises bil til Berits, der er størst, og var klar til afgang da klokken slog fire.
Det tog lidt længere tid end forventet at nå frem, for klokken fire fredag eftermiddag skal alle mod sommerhuse i alle dele af landet. Det gjorde ikke noget, vi havde god tid, og skulle ikke nå andet end at slappe af, nyde weekenden og hygge på højt plan.
Lotte nåede frem først, fik fundet nøglen og sad i solen og ventede da vi nåede frem. En time senere var Anja også ankommet. Som det var skønt.
Fredag handlede mest om mad, om hygge, om bobler i solen og snak i sofaen.
Vi havde købt ind til Tapas og kunne genbruge resterne til lørdagens morgenmad. Da vi alle var klar, pakkede vi os sammen i en enkelt bil og kørte mod først Nykøbing Sj, til en tur op og ned ad gågaden. Og en kop kaffe i skyggen.
Der var gode tilbud, og vi fik alle lidt med hjem. Jeg fandt en grøn kjole, modellervoks til Oscar og blev inspireret til næste gang jeg motionerer symaskinen.
Fra Nykøbing kørte vi videre til Rørvig og spiste frokost på havnen. Der var friske fisk, udsigt til færgen til og fra Hundested og lige ovre på den anden side af vejen, kunne vi få håndrørt is til dessert.
Solen stod højt, vejret var skønt og tanken om et tur til stranden pressede mere og mere på.
Inden vi kom fra byen, gik vi forbi en flok summende insekter. Jeg tror det er bier, de er bare ikke helt så gul-sort-stribede som jeg synes de burde være.
De havde travlt, samlede pollen og jeg blev nysgerrig på hvad mit kamera egentlig kan. Jeg er imponeret af resultatet, specielt at dyret blev hængende så længe at jeg både kunne indfange motivet og nå at stille skarpt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar