tirsdag den 27. juni 2017
St. Georg
Hovedbanegården i Hamborg er afsindig flot - når man kommer ud. Indeni er arkitekturen gemt bag reklamer og falbydelser af enhver art. Kigger man godt efter, kan den selvfølgelig ses, og der er også imponerende at stå af toget og befinde sig under det kæmpestore hvælvede tag, der holder perronerne tørre.
Fra banegården gik vi stik nord mod St. Georg og befandt os øjeblikkeligt på Vesterbro. Anders følte sig nærmest hjemme, men måtte alligevel anerkende en anderledes holdning i forhold til København.
Sexbutikkerne ligger dør om dør med knejper, unge der sælger underlødig rygelse og butikker med persiske gevandter - det ligner meget godt - men at de patruljerende politifolk tager så let på både joints, der åbenlyst bliver rullet og de unge i gadebilledet, er noget anderledes end derhjemme.
Vi bor rundt om hjørnet til Hansaplatz, stadig på den Versterbroske side. Her var liv og larm i går eftermiddags, men som aftenen skred frem blev her stille nok, til at vi sagtens kunne sove, og kun de forventelige storbylyde var tilbage.
Vi bor på femte sal, og har udsigt over den kedelige del af byen (tror jeg) væk fra søen og det glade byliv omkring Hansaplatz og St. Georg. Elevatoren er i stykker, men bliver vist lavet igen. På den anden side har jeg lovet Lotte at træne gennem ferien, så vi ikke skal starte forfra efter ferien - så jeg tror bare at de trapper bliver et bekendtskab værd.
Vi var hurtigt ude i byen igen og gik mod søen og Lange Reihe, hvor det skulle være muligt at få kaffe. Det viste sig hurtigt at kvarteret nord for Hansaplatz og mod søen er byens bøssekvarter. De regnbuefarvede flag vejrer fra mange vinduer, og i cafeen hvor vi fandt kaffe var de ansattes seksuelle orientering tydeligvis et højere kvalitetsstempel, end viden om og evnerne til kaffebrygning.
Det var ikke den ringeste kaffe Anders endnu har smagt - heller ikke den bedste -, men kvarteret er super hyggeligt, og det betyder også noget. Vi snakker om hvorvidt sidste års snak om kaffe skal gentages. Det er endnu ikke besluttet, men jeg skal nok fylde kameraet med kaffebilleder, hvis han skulle få lyst.
Vi fortsatte mod søen, som egentlig er en opdæmmet del af floden Alster. Det er et skønt område, og er det sikkert hele vejen rundt, Så langt nåede vi ikke, men vi har ikke travlt og skal nok nå en masse.
I dag skal vi ud. Museumsbesøgene gemmes til senere på ugen, når der loves regn.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Fortsat god ferie - det er så hyggeligt at følge jer. Og en kafferapport ville da være dejlig.
SvarSletMarianne, jeg tror han varmer op, omend Hamborg ser ud til at være rigtig godt med på kaffefronten :)
Slet