En skøn eftermiddag

Sådan en forlænget pinseweekend falder på et tørt sted. Selvom jeg føler mig ovenpå, kan jeg alligevel godt mærke eftervirkningerne af uger med travlhed. Skønne uger - vel at mærke.







I dag var der inviteret til strik i haven et sted på Nordsjælland med håb om at gæsterne ville købe en masse garn. Jeg havde sat Bettina stævne, for jeg kunne ikke lige overskue at komme fra Frederikssund station og langt ud på landet alene - jeg ville nemlig gerne have garn, og har længe haft et projekt i tankerne, som jeg tror det lækre Agnes fra Familien Davidsen, som Karen Ditte forhandler, vil passe perfekt til.

Det blev ikke til strik i haven, regnen væltede ned, og arrangementet blev flyttet indenfor, med noget snævrere rammer til følge. Vi snakkede om vi skulle blive hjemme, men Bettina synes ikke jeg skulle snydes for drømmen om garn, og kørte gerne turen fra Frederikssund til Karen Dittes stue - og værelset ovenpå fyldt med garn.

Der var fint dækket op, og mange damer trodsede regnen og kom kørende langvejs fra. Der var sikkert også nogle, som ikke havde helt så langt. Vi startede ovenpå, hvor jeg fik garn - ikke helt så meget som jeg gerne ville, farver var forsvundet, og jeg må klare mig med det der stod på hylden. Det tror jeg godt jeg kan.

Jeg glemte at sammenligne med farvekortet, men et kig på nettet og et forsøg på sammenligning, får mig til at tro, jeg købte Pil, Plæne og Vesterhav. Pæne navne til pæne farver.

Vi drak en kop the, spiste et stykke kage og snakkede lidt med damerne i nærheden, før vi blev enige om at lade pladserne gå videre til andre, og i stedet kørte tilbage til Frederikssund, Bettinas stue og the vi selv kunne vælge.

Mens regnen hamrede ned udenfor og fyldte luften med den skønne friske duft, som kun regn kan fremkalde, satte vi os i sofaen, talte masker og talte om lidt af hvert. Da regnen endelig forsvandt og solen kom frem, pakkede jeg mig sammen, og gik mod stationen og toget hjem.







Jeg mødte den lille snegl på vejen.

Den var ikke alene. Overhovedet ikke. Jeg gik næsten hele vejen med næsen i jorden, af frygt for at træde på en af dens fætre.

Mange snegle må lade livet efter regnvejr.







Da jeg nåede den hjemlige station, var der ingen bus. Jo - altså hvis jeg gad vente det meste af tyve minutter. Det gad jeg ikke, og gik i stedet de cirka fem kilometer hjem.

Skridttælleren i min telefon blev overlykkelig.