Frederikssundsruten

I går var det World Wide Knit In Public Day. (wwkipday).

Hverken Bettina eller jeg kunne overskue at sidde på Rådhuspladsen, og ingen af os havde fantasi til bare at sætte os et sted. Da Bettina foreslog egen have, slog jeg til og tog til Frederikssund.

Jeg tog af sted helt som jeg plejede - cyklede til Husum Station, tog toget til Frederikssund og cyklede fra stationen til Bettina.





Efter mange timer i dejligt selskab, satte jeg mig på cyklen parat til samme tur hjem. Halvvejs mod stationen, gik det op for mig at jeg havde passeret mere end et orange mærke på cykelstien, der markerer supercykelsti.

Er der Supercykelsti helt til Frederikssund? Tænkte jeg, stoppede op, tjekkede op og tog en hurtig beslutning. Vejret var fantastisk, solen skinnede fra en skyfri himmel, der var ikke en vind der rørte sig og jeg havde solcreme i tasken.

Indsmurt i solcreme, vendte jeg cyklen, tænkte at jeg altid kunne finde en station, og satte af mod en tur gennem sommerlandet i de skønneste omgivelser. Det første lange stykke løber cykelstien parallelt med banen og marker, belægningen er ny, bortset fra de få gange toget passerede, var der helt stille og fyldt med fuglefløjt, overalt groede natur og kultur og lyste spændstigt grønt mod en blå himmel.

Det var skønt at køre. Min cykel er ikke lavet til lange ture, og mine knæ er ikke i form til alt for meget træk. Jeg gearede ned og kørte ikke specielt hurtigt. Jeg passerede Ølstykke, Egedal og Stenløse uden at have lyst til at stoppe op og fortsatte via cykelstier og villaveje.





I Stenløse farede jeg vild. Mens de orange mærker i vejen er godt markerede på cykelstierne, er det knap så godt på de større veje, gennem byer og på villavejene. Her foregår orienteringen via små blå skilte med endnu mindre pile og flere steder er der flere kilometre mellem skiltningen.

Da jeg pludselig stod ved en lukket vej, og åbenbart havde overset et skilt, konsulterede jeg ruten via hjemmesiden og zigzaggede tilbage til den rigtige villavej, i stedet for at køre langt tilbage.

Skiltningen visse steder er faktisk eneste anke. Man skal kende ruten og jeg kan forestille mig at folk, uden den store evne ud i at finde vej, hurtigt kan komme på afveje. Det var helt rart, hver gang jeg havde kørt længe, endelig at gense et af de orange mærker.

Jeg havde halvdelen af en halv liter vand i tasken og efterhånden som tiden gik sank beholdningen betydeligt. Jeg kom ikke forbi nogle åbne steder til optankning og da jeg nåede Ballerup var jeg nået til et kritisk punkt - rent vandmæssigt.

På det tidspunkt var jeg også nået til beslutningen om, at nu cyklede jeg hele vejen hjem. Ved Ballerup drejede jeg fra rute C97 - som Frederikssundsruten hedder. De landlige omgivelser var byttet ud med bybebyggelse, store veje og langt mere genkendelige omgivelser. Jeg fandt stationen, tankede op på vandkontoen og kørte ind gennem landet i retning mod Rødovre.





Et godt stykke inden Ballerup kom jeg i tanke om ikke helbredsappen som min telefon er født med kan håndtere cykling. Appen som hver dag fortæller mig, jeg går for lidt - og som jeg fortæller at skridt sjældent registreres, når telefonen ligger stille og jeg går rundt.... Men det har den ringe forståelse for.

Det viste sig at den kunne cykle, og med den som ledsager fik jeg resten af vejen besked for hver kørt kilometer - både hvor langt jeg havde bevæget mig, hvor hurtigt og hvor længe. Men også hvor lang tid jeg havde tilbage. Jeg kunne konstatere at jeg cykler cirka fjorten kilometer i timen. Jeg ved godt det ikke er specielt hurtigt, men min cykel taget i betragtning, synes jeg faktisk det er rigtig godt.

Godt fem tre timer (det er svært at trække seks fra ni...) efter jeg tog fra Bettina havnede jeg herhjemme. Anders havde mad klar, jeg var sulten og Google kunne fortælle mig, at jeg havde kørt cirka fem og tredive kilometer.


Jeg følte mig sej.


I dag kan jeg mærke det i inderlårene - og lidt i musklerne om knæene...