Stolene fra Godhavn

Nede i skolens kælder står mange gamle ting. En stor del af kælderen er afsat til SFO - og her står mest en masse gammelt skrammel, som ingen gider have.





I andre dele af kælderen står gamle møbler, lamper, de nedtagne kort og en masse andet spændende. Men der er låst af, så det er ikke lige til at komme til.

For et par uger siden skulle jeg i kælderen, og endte helt ned i bunden under gymnastiksalene. Jeg vidste slet ikke der var kælder så langt den vej, men Henrik havde stillet ting ned, som vi skulle bruge. Mellem støv og gammelt ragelse fandt jeg ti gamle stole i børneformat.

En ide formede sig. Vi har grøn uge og skal på fredag ende op med Folkemøde, boder og fremvisninger af alt det børnene har lært. Chefen blev spurgt, chefpedellen forelagt og jeg fik lov at hente stolene op i dagslys, med ideen om at dekorere stolene og sælge dem, når der på fredag også er loppemarked.

Planen var i første omgang at lade stellet være og kun male og dekorere på sæde og ryg. Men et nærmere kig viste at stolene har været godt brugt og har fået mange tæv. Fødder mod forbenene, tasker over ryglænet  og almindeligt slid har flænset og flået i det gamle træ. Sammen med malerklatter og hakker og ridser blev vi hurtigt enige om, at det var nødvendigt at male hele herligheden inden dekoration.

Projektet blev derfor noget større.





Et endnu nærmere eftersyn viste at de ti stole, som sikkert har været flere, er lavet på Skolehjemmet Godhavn. Rædselsbørnehjemmet, som fra snedkerværkstedet lavede mange fine brugsting, som brugerne ingen anelse har haft om oprindelsen af. Børnehjemmet som filmen Der kommer en dag er bygget over.

De fine stole fik pludselig en helt anden historie. Det blev vigtigt for mig at behandle dem med respekt for de drenge, der i sin tid har ført værktøjet og fremstillet stolene. Det blev så vigtigt at børnene, som skal være med til at dekorere, nok fik lov at slibe, men hurtigt blev frataget muligheden for at male.

Jeg kan ganske simpelt ikke leve med, at det ikke bliver gjort ordentligt.

Desværre er børn sjældent særlig vedholdende, når noget tager lang tid. Så jeg har slebet, Louise har slebet og vi har begge malet. Jeg endte i dag efter lukketid og gav den sidste stol tredie lag af fire (to gange grunder - der sivede gult gennem første lag - og to lag færdig maling) I morgen bliver de alle helt færdigmalet, og så bliver det tid til dekorationen.

Lidt knapt, men jeg tror vi når det.

Også selvom jeg vil insistere på at arbejdet bliver gjort efter alle kunstens regler.





Af de ti, viste de tre sig at være flækket så grundigt at de ikke kom med i upcyclingsprojektet.

Et projekt der er noget nær helt igennem genbrug. Det viste sig nemlig at kælderen også rummede både trægrunder og hvid træmaling.