Taknemmelighed

Onsdagens dimission var den hyggeligste, jeg endnu har oplevet, af slagsen.





Fra teamet var der lagt op til fællesspisning efter taler, sange og eksamensbevisoverrækkelse. Vi havde ikke bedt om tilbagemeldinger, satsede bare, og blev enige om at tage det som det kommer.

Alle mødte op, fra alle tre klasser, og ingen gik uden at have fået knus. Hverken de seje fyre, der ikke gerne nedlader sig til den slags, de overstadige tøser, der gerne uddeler til højre og venstre, eller de påholdende og generte, der forsøgte med et håndtryk.

Da den officielle del var ovre, var det overraskende lidt, der forsvandt. Bordet der rummede drikke og chips, da vi kom, blev hurtigt overfyldt med al den mad, der var medbragt. Ekstra borde blev fundet frem, og ingen gik sultne fra borde.

Vi havde snakket om den gamle kantine ville være det rette sted til fællesspisningen. Det var vist godt vi blev i festsalen. Kantinen kunne ikke have rummet os alle.





Og midt i det hele dukkede forældrerepræsentanter op til alle tre klasse. Til team 9.AB fik vi overrakt en stor kurv med alskens lækkerier. Den skal efter sigende gemmes til næste teammøde. Hvornår vi holder det, ved jeg ikke, for med sommerferien og ny fagfordeling bliver teamet splittet i atomer.

Jeg er sikker på, vi alligevel nok skal finde ud af det :)

Fra 9. C var der vin og chokolade til samtlige undervisere. Og fra alle klassernes forældre var der glæde, ros og taknemmelighed for at deres børn havde haft os som undervisere.


Taknemmeligheden gik bestemt begge veje.